Lignelsen om perlen, skatten og voddet
Jeg kan godt lide billedet med perlen, fordi den er et udtryk for opfyldelsen af menneskets søgen. Kristus er perlen - den største, vi kan finde, siger missionspræst Ole Skjerbæk Madsen
Hvad siger Jesus egentlig her i lignelsen?
Jesus siger, at når vi finder Guds rige, så overstråler det alt andet. Gudsriget er det, vi har længtes efter. Det har førsteprioritet, som Jesus også siger i Bjergprædikenen: “Søg først guds rige, og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt. 6,33)
Kristus er den perle, som i egen person repræsenterer gudsriget. Det er det største vi kan finde, men Gud selv kan også findes i selv det mindste - som en perle. At finde Kristus giver os mod på at leve omvendt af vores tendens til selvoptagethed - at leve for vores næste.
Den sidste lignelse om voddet giver Jesus selv en udlægning af: Englene skiller de onde ud fra de gode. Vi kan ikke sige, hvem de gode eller dårlige er, og det er heller ikke disciplenes opgave at sortere dem fra. Disciplene har fået til opgave at være menneskefiskere. De skal kalde mennesker ind til den tjenende kærlighed, der får tilværelsen til at hænge sammen, men dommen er Guds. Den kan vi ikke tage på os, for vi kender ikke hjerterne eller den enkeltes motiv.
På hvilken måde er lignelsen relevant i dag?
Vi lever i en verden, hvor man ofte sætter sig selv først. Den perle, vi lever efter, er os selv. Idet vi i mødet med Jesus opdager, at det er tomhed at leve efter vores perle, ser vi et liv, hvor vi er til for hinanden.
Det er yderst relevant, for hvis vi ikke får brudt tendensen til selvoptagethed i vores kultur, vil der ingen sammenhængskraft være, og verden vil bryde sammen. Man kan ikke hvile i sig selv, hvis man kun er optaget af sig selv, men man kan hvile i sig selv, hvis man er optaget af sin næste.
Kan du se dig selv i lignelsen?
Jeg vil ikke påstå, at jeg har solgt alt, hvad jeg ejer, men jeg har sat ting til side for noget, der var mere vigtigt for mig. Oprindeligt ville jeg have læst historie, men ved en ungdomskonference blev jeg omvendt og lagde min interesse til side. Det var et lille skridt på min vej.
Så ønskede jeg at gå ad forskningens vej, men satte også det til side for at blive præst. Senere blev jeg kaldt til at blive missionspræst i stedet for sognepræst. Jeg har måttet give afkald på nogle ting for at følge Jesus på den vej, han har kaldt mig til at følge.
Ole Skjerbæk Madsen er missionspræst hos Areopagos og leder af I Mesterens Lys og Christfulness-programmet.
Hvordan er talen om gudsriget relevant for den, som ikke er kristen?
Det er kun relevant for andre, hvis kristne lever ud fra, at Guds rige er det vigtigste. Gudsriget hænger sammen med Jesus, og hvis vi er optagede af fællesskabet med ham kan vi give det vidnesbyrd videre til den, som ikke tror. Vores liv kan blive en inspiration, andre også vil leve efter, hvis de ser værdien i, at man lever for sin næste.
Jeg kan godt lide billedet med perlen, fordi den er et udtryk for opfyldelsen af menneskets søgen. Jeg arbejder i et miljø, hvor mennesker er søgende og på vej imod noget, som er større end deres eget liv. De er på vej imod Kristus, som de endnu ikke kender eller har oplevet. De er på vej imod det, jeg kalder mit liv, det som jeg har fundet, og det er så rigt, at jeg endnu ikke har oplevet det udtømmende.