6 helgener, der har overlevet Reformationen

Sankt Nikolaus identificeres af mange med julemanden. Oprindeligt er han kendt som biskop i Tyrkiet i 300-tallet, hvor han viste særlig godhed over for børn og samfundets udsatte.

Mange danskere tænker ikke på dem som helgener. Alligevel er historierne om dem og deres ekstraordinære liv en del af vores kirkelige og folkelige traditioner

Den katolske kirke har mange helgener, som efter Reformationen forsvandt fra danskernes bevidsthed og dansk kirkeliv. Eller det vil sige: Nogle få af dem husker og bruger vi stadigvæk, dog på en anden måde, end man gør i den katolske kirke.

Helgentro i betydningen at kunne bede til en helgen, for at denne kan gå i forbøn for énover for Gud, er ikke noget, vi bruger i folkekirken. Der er heller ikke tradition for at trække helgenernes liv frem som eksempel til efterfølgelse. Men alligevel kender – og bruger - vi nogle af dem.

1. Jomfru Maria

Allerførst skal nævnes jomfru Maria, som i katolsk tid og stadig i den katolske kirke anses for en af de allerstørste helgener, ja mere end det, idet hun i katolsk selvforståelse er himlens dronning og selveste Guds moder med eget alter i de katolske kirker og flere egne helligdage i løbet af året.

Hun har også lagt navn til de mange Vor Frue-kirker, som der findes i Danmark. I folkekirken fejrer vi ikke jomfru Maria eller beder rosenkrans. Men hun er hovedperson på mariæ bebudelsesdag, hvor hun af ærkeenglen Gabriel får at vide, at hun skal føde Jesus ni måneder senere.

Og netop ni måneder senere juleaften og 1. juledag spiller jomfru Maria også en rolle i folkekirken, da vi hører om, hvordan hun fødte det lille Jesus-barn, svøbte ham og lagde ham i en krybbe, som der står i juleevangeliet - og som vi ser det i de krybbespil, der bliver flere og flere af i danske kirker.

Kyndelmisse er faktisk også jomfru Marias dag, da dagen handler om hendes renselse i templet efter Jesu fødsel. En renselse, som i den katolske kirke betyder, at man på denne dag indvier alle de lys, der skal bruges i det kommende år. I folkekirken bruger vi dagen på at fejre lyset og det forår, der venter lige om hjørnet. Kyndelmisse betyder også lysenes messe, idet det er en fordanskning af det latinske candalarum misa.

2. Johannes Døberen

Johannes Døberen – eller Skt. Hans, som han hedder på dansk – er netop blevet så fordansket i sit navn, at mange har glemt, at det var ham, der døbte Jesus i Jordanfloden.

Historien om dåben af Jesus fortælles dog ikke til Skt. Hans, men fastelavnssøndag, da Jesus kort efter at være blevet døbt gennemgik fristelsen i ørkenen – og det derfor gav god mening at sidestille de 40 dages faste op mod påske med Jesus´ 40 dage lange ophold i ørkenen, hvor han fastede – og blev fristet. Fokus er dermed også på Jesus og ikke på Johannes, der ifølge legenden endte med at få hovedet hugget af.

Oprindeligt var det i øvrigt til helligtrekonger, at man læste evangeliet om Jesu dåb.

3. Morten bisp

Mange i Danmark – og også i folkekirken til specielle mortensaften-arrangementer – mødes i novembermørket for at spise mortensand opkaldt efter den katolske helgen Martin, som blev til Morten på dansk. Og netop mortensanden er formentlig en af grundene til, at vi stadig fejrer denne dag.

Når det er mortensaften – nemlig d. 10. november – var det gennem flere århundreder tiden for at slagte fjerkræ i Danmark. Dermed var det på det tidspunkt, at man kunne spise fersk and - eller fersk gås, som det oprindeligt er, at man spiser denne aften. Senere på vinteren spiste man kødet saltet eller tørret.

Det var en flok gæs, der afslørede sanktMartin, der ellers gemte sig for borgerne i den franske by Tours i 300-tallet, da de kom og ville have ham til biskop, hvad han ikke havde lyst til. Men han blev afsløret, og så måtte han jo tage bispestaven op – og det gjorde han, men som straf skal gæssene lade livet hvert år på denne tid.

Sådan fortæller legenden. Om det er sandt, vides ikke. Men historien er god og kan ofte knyttes sammen med vigtigheden af mission og diakoni, da det også fortælles om Martin af Tours, at han var en soldat, der blev kristen i mødet med en tigger (som i virkeligheden var Kristus), og derefter rejste rundt og udbredte evangeliet.

4. Sankt Lucia

Vi læser ikke om sankt Lucia i den danske folkekirke, men mange kirker afholder Lucia-optog på den adventssøndag, der ligger tættest på hendes helgendag d. 13. december. I den mørke vintertid giver det også god mening med en portion lys og sang, når de hvidklædte Lucia-piger med stearinlys i hænderne kommer syngende gennem kirken.

Skikken er dog ret ny i den danske folkekirke og importeret fra Sverige, hvor man i snart 100 år har afholdt Lucia-optog og Lucia-koncerter i de svenske kirker i dagene omkring d. 13. december, som var den dag, hvor den unge, kristne martyr fra Sicilien døde. Den dag, hun over for de romerske embedsmænd og dommere nægtede 1) at stoppe med at hjælpe andre kristne med mad og andre fornødenheder og 2) at opgive sin kristne tro - og derfor blev dræbt med et sværd, da ilden ikke ville brænde hende, som historien fortæller.

5. Sankt Nikolaus

Og så er der sankt Nikolaus – den katolske biskop og helgen, der boede i Tyrkiet i 300-tallet og allerede i samtiden var berømt for sin godhed overfor især børn, men også hjalp andre svage og udsatte i samfundet. Han var meget populær i den katolske tid og har lagt navn til de talrige Nicolai-kirker, der findes over hele landet.

Men selvom julen er den højtid, som danskerne fejrer mest, så er Julemanden med Disney og Coca Cola's hjælp for længst blevet en sekulær og kommerciel skikkelse, og ingen i folkekirken taler ved juletide om sanktNikolaus, hvis helgendag er d. 6. december. Det fejrer man i øvrigt også stadig i det i øvrigt lutherske Holland.

Hans navn forbindes også med d. 28. december, altså de uskyldige børns dag, den dag hvor barnemordet fandt sted i Betlehem, og som der stadig prædikes over i den danske folkekirke.

6. Sankt Birgitta

Endelig skal Den Hellige Birgitta af Vadstena også nævnes. Hendes rolle er nemlig stigende i disse år, hvor pilgrimsvandringerne bliver en stadig større del af stadig flere danskeres religiøse praksis. Pilgrimsvandringer er vigtige for mange kristne, hvad enten den enkelte går den klassiske store vandring til Santiago de Compostela i Spanien eller vælger kortere og mere overskuelige vandringer i Danmark, hvor flere og flere kirker arrangerer pilgrimsvandringer og pilgrimsgudstjenester.

Birgittas ord: Herre, vis mig vejen og gør mig villig at vandre den - er om noget mantraet for mange pilgrimsvandringer.

Mange danskere tager derfor også til Vadstena i Sverige, hvor de jordiske rester af sankt Birgitta, der er Europas værnehelgen i katolsk forståelse, ligger i en kiste oppe ved koret i Vadstena Klosterkyrka, der nu er en del af den svenske evangelisk-lutherske kirke.

Jomfru Maria af Kuzma Petrov-Vodkin, 1914.
Johannes Døberen døber folket af Nicolas Poussin, 1635.
En kendt fortælling om Morten Bisp går på, at han som soldat delte sin kappe i to og gav den ene halvdel til en fattig tigger. Bicci di Lorenzo: Skt Martin af Tours donerer sin kappe.
Sankt Lucia er skytshelgen for blinde. Maleri af Francesco del Cossa.
Sankt Nikolaus troner blandt helgener, Francesco Botticini
Sankt Birgitta af Vadstena af Giovanni Antonio Sogliani di Francesco, 1522.