Kvæker: ”Slår du et menneske ihjel, slår du lidt af Gud ihjel”

Kan kvækerne bidrage til en verden, der i dag er præget af splittelse og opbrud? Ja, mener forfatter og kvæker Niels Kjær, der tror på, at godheden frem for synden er nedarvet i alle mennesker

De danske kvækere gør sig ikke synderligt bemærket, når det kommer til antallet af medlemmer. I Danmark består Vennernes Religiøse Samfund, som kvækerne også kaldes, i dag af 25 medlemmer samt 50 sympatisører, som på den ene eller den anden måde også er aktive i kvæker-samfundet. Men selvom de danske kvækere aldrig har talt mere end 100 mennesker, så har den lille gruppe historisk set udvist et stort samfundsengagement. Det fortæller forfatter og kvæker Niels Kjær:

”Kvækerne har altid lagt vægt på at finde den sag, man som mindre gruppe eller enkeltperson kunne engagere sig i og gå helhjertet til, og de har både internationalt og i Danmark taget forskellige sager op, som de har gjort en særlig indsats for.”

Kvækerbevægelsen blev grundlagt af englænderen George Fox i midten af 1600-tallet, og Vennernes Religiøse Samfund har fra starten haft filantropisk arbejde på dagsordenen. I dag har en række andre organisationer dog meldt sig på banen, og der er på den måde blevet flere hænder til at løfte det arbejde, som kvækerne traditionelt set har været engagerede i. Den udvikling kan måske have medvirket til, at der med tiden er blevet færre kvækere i Danmark, forklarer Niels Kjær:

”Vi skal jo ikke begræde, at andre organisationer er gået ind i det arbejde og i de sager, som traditionelt set har været kvækersager. I Danmark er vi i dag ikke så mange kvækere, og vores kræfter er lidt små, men det gælder om ikke at miste håbet. Man kan altid gøre en forskel.”

Arvegodhed og fjendebilleder
For i dag er der masser af muligheder for at gøre en forskel. Så mange muligheder, at man lidt groft sagt kan sige, at kvækerne har fået konkurrence fra det øvrige civilsamfund. Men spiller det nogen rolle, hvilken tro man har, når man arbejder for en bedre verden? Ikke nødvendigvis, mener Niels Kjær, der dog påpeger, at det er vigtigt at se det gode i sine medmennesker, hvis man ønsker at skabe dialog og forsoning:

”I vore dage bliver der jo desværre opbygget utrolig mange fjendebilleder. Vi ser det i USA, men vi ser det også i Europa og i resten af verden. Jeg tror på, at det gør en forskel, at man ikke udelukkende skaber et fjendebillede ud af dem, man ikke er enige med. Vi skal i stedet forsøge at se mennesket i vores fjender. På den måde skabes der nemmere dialog,” forklarer han og uddyber:

”Hos kvækerne tror vi på, at der er noget af Gud i alle mennesker. Lidt teologisk kan man sige, at i stedet for at lægge stor vægt på arvesynden, lægger vi stor vægt på det, jeg kalder arvegodheden. Der er noget gudbilledlighed i os alle sammen, og det gælder om at se det i alle sine medmennesker. Det kan idéen om arvegodhed måske bidrage til.”

Den idé tilslutter amerikanske Jessica Klaphaak sig også. Hun voksede op i en kvækerfamilie i USA og bor i dag i Danmark med sin mand og deres to børn. Hun beskriver hvordan idéen om, at der findes et indre lys, som kvækerne også bruger som et billede på Gud, kan skabe incitament for at kæmpe imod uretfærdighed:

’’Hvis man slår et andet menneske ihjel, så slår man på en måde del af Gud ihjel. Hvis man tror på, at det indre lys findes i alle mennesker, så får man en meget stærk følelse af, at det at skade andre mennesker, ved for eksempel at lade dem sulte eller lide, ikke er i orden. Det giver en brændende følelse af, at man må gøre noget, og den indstilling tror jeg også har været grunden til at kvækerne historisk set har været så engagerede.’’

Det simple kvæker-liv
I en verden præget af konflikt og polarisering finder kvækernes indstilling til troen og medmennesket altså i høj grad sin berettigelse. Men selvom både Niels Kjær og Jessica Klaphaak tror på, at kvækernes fokus på det gode i mennesket kan gøre en forskel i en konfliktfyldt verden, så påpeger de også, at Vennernes Religiøse Samfund ikke direkte har nogen planer om at gå ud og hverve medlemmer:

”Det er da lidt bekymrende, at vi alle sammen i menigheden bliver ældre og ældre, uden at der kommer nye, unge medlemmer til. Selvfølgelig vil vi gerne have flere medlemmer, men kvæker-samfundet har aldrig været missionerende i den forstand. Vi skal derfor oplyse om os selv uden at missionere, for jeg tror egentlig, at der kunne være en del mennesker, der kunne føle sig hjemme hos os,” forklarer Niels Kjær.

Og interessen fra omverdenen har da også vist sig, fortæller Jessica Klaphaak, der for et par år siden var med til at arrangere stilleandagter om aftenen:

’’Jeg tror, at det kan være nemmere at få folk med om aftenen fremfor søndag morgen, og aftenandagterne blev også meget populære. Jeg lagde ofte op til, at aftenandagten var en meditation, og så fortalte jeg lidt om kvækerne, og om hvordan vi bruger stilheden. Jeg lagde altså vægt på at informere om, hvem vi er, og så var folk velkomne til at komme og dyrke den slags stilhed og meditation, som de havde lyst til.’’

Og netop åbenheden overfor de forskellige måder, troen kan dyrkes på, er en af kvækernes vigtigste redskaber i arbejdet for at overleve som religiøst fællesskab, mener Niels Kjær:

”Det er vigtigt, at vi bliver ved med at være inkluderende. I virkeligheden handler det at være kvæker jo om nogle meget simple ting som stilhed og fællesskab. Det er det, der er vores styrke. Vi skal først og fremmest lægge vægt på de ting, der forener os i den fælles andagt. Derfra kan vi søge ud og gøre en forskel i verden.”