Corona gør det tydeligt: Individualismen taber terræn og kristendommen kan få en ny chance
Samfundet undergår en forandring der gør, at folk i højere grad søger den kristne tro. Om vi som kirker vil formå at gribe muligheden for den åbning for kristendommen, som vores tid byder på, må vise sig, skriver generalsekretær i FrikirkeNet Mikael Wandt Laursen
Vi har fornemmet det længe, men nu ser vi det tydeligt: Tiden med troen på det uafhængige individ, der kan gøre hvad hun eller han vil, så længe det ikke skader andre, er forbi. I stedet søger vi et univers, der viser os, at vi er forbundet og gensidigt afhængige af hinanden. Det tegner lysere for kristendommen her til lands.
Corona har mindet os om noget, som vi ellers i årtier har fortrængt: Vi er forbundet. På kryds og tværs er vi mennesker vævet sammen på godt og ondt. Vi påvirker hinanden med vores humør, holdninger, øjenudtryk, talemåder og økonomiske prioriteter, ja selv vores håndtryk. Der er stort set intet, jeg kan gøre, som ikke har en påvirkning på et andet menneske. Og der er intet, mine omgivelser kan gøre, som jeg er immun overfor. Det gælder på et personligt plan, og det gælder i den store metafortælling, som eksempelvis i klimaspørgsmål.
Det uafhængige individ er et begreb, der ganske enkelt ikke er tilfredsstillende, når vi skal prøve at forstå os selv og hinanden og finde en måde, hvorpå vi kan agere i forhold til hinanden.
Hvad træder i stedet? Når individet ikke længere kan være Gud, hvem tager så Guds plads?
I den senere tid har vi været vidner til en interessant tilbagevenden til kirken som et vigtigt holdepunkt i flere danskeres liv. Mange kirker er gået online, og det vidner nærmest samstemmende om en langt højere seerrate end nogensinde set på kirkebænken. En søndag livestreamede BT en hel gudstjeneste fra én af landets folkekirker og i TV2-nyhederne har der været flere indslag fra den kirkelige verden. Fællessangens genopdagelse taler også for det nationale sammenhold, hvor kristendommen hurtigt og enkelt kommer med i fortællingen.
Det lader til, at kristendommen igen er ved at komme på danskernes radar. Det er dog en udvikling, som længe har været på vej, og som corona blot har tydeliggjort. De sidste fem år har den åndelige søgen bevæget sig fra New Age-universet og over i et kristent univers. Tænk blot på Charlotte Rørths bog ”Jeg mødte Jesus” og Peter Bastians ”Altid allerede elsket”.
Det er som om, at østerlandske pendulsvingninger har mistet noget af deres tiltrækningskraft, og vi i stedet gerne vil have barnet fra Betlehem. Men hvad stiller det så af krav og forventninger til det kristne udtryk, som kirken skal levere for at møde efterspørgslen?
Den skal for det første være autentisk og nede på jorden. Danskerne søger tilbage til rødderne, det jordbundne og det, der engang bandt os sammen. Men den skal samtidig indeholde en klar åndelighed. Charlotte Rørths overnaturlige møde med Kristus selv og Peter Bastians rejse ind i troens verden indikerer, at vi ikke blot søger efter kulturel kristendom med et intellektuelt twist. Det må være ægte overnaturligt. Gud må virkelig kalde på os. Vi søger ikke en krykke i en forvasket form for politiske korrekt, kedelig kristendom, men en livskraftig kristendom, der kan gøre en forskel i den måde, vi opfatter os selv, verden og hinanden på.
Endelig er fællesskabsaspektet væsentligt. Det er jo netop forbundetheden, der drager os. Forbundetheden med Ham, der er større end os selv og med dem, der er omkring os. Det behøver nok ikke altid at være et meget konkret fællesskab, men alligevel en klar oplevelse af at høre til, og at der er nogen, der vil træde til og bære, hvis vi skulle få brug for det. Jeg tror, vi er blevet mere klar til at give en forpligtelse, fordi vi har erkendt, at vi har brug for forpligtelsen den anden vej.
Om vi som kirker vil formå at gribe muligheden for den åbning for kristendommen, som vores tid byder på, må vise sig. Men jeg håber det, for ellers vil noget andet tage den gudsplads som individualismen er ved at efterlade tom.