Digitaliseringen udfordrer forholdet mellem kirke og stat

Personregistrering og planlægning af begravelse var tidligere med til at fastholde forholdet mellem kirke og stat. Digitaliseringen af vores samfund rykker den tradition, men som kirke skal vi bruge det digitale til vores fordel, mener sognepræst og mediekonsulent Christian Roar

Folkekirken står i en helt ny kommunikativ situation. Ikke mindst fremkomsten af sociale medier gør, at vi skal tænke nyt. Kommunikation i vore dage er dialogisk. Populært sagt går vi fra budskab til samtale, som jeg skrev i en kronik i Kristeligt Dagblad den 30. marts.

 Det er dog ikke kun måden at kommunikere på, som udfordrer os i kirken. Selve digitaliseringsbølgen, som skyller ind over verden, udgør en udfordring i sig selv.

Digitaliseringen skal man tage særdeles alvorligt. Det viser et kig på andre brancher. Taxafirmaer i hele verden kan se deres forretningsgrund smuldre mellem fingrene på dem. Fremkomsten af den digitale tjeneste Uber, hvor private personer kan agere chauffører, gør, at man billigere kan komme fra A til B. Alt man skal gøre er at installere en app på sin telefon. Digitaliseringen gør det nemt både for kunder og chauffører at finde hinanden.

På samme måde udfordrer Airbnb hotellerne. Ved hjælp af en hjemmeside kan private nemt udleje et værelse til fordelagtige priser for kunderne. Streamingtjenester udfordrer musik- og tv-branchen. Listen er lang.

De etablerede firmaer kæmper imod, men alle ved, at det er en dødskamp. Skeletterne af gamle elefanter og mammutter ligger i vejkanten på den digitale motorvej.

Hvordan med folkekirken? Vi er ikke en døende mammut, men vi er udfordrede.

For det første må vi forberede os på, at digitaliseringen gør det overflødigt, at folkekirken står for personregistreringen. I århundreder har kirken varetaget denne opgave for staten. Præsten var i gamle dage en af de få i sognet som kunne læse og skrive. Derfor var det praktisk, at han skrev fødsler, vielser og dødsfald ind i kirkebogen. Situationen i dag er en helt anden.

Kirkebogen blev digitaliseret i 2003. Den gik det første stykke tid under navnet ”Den nye Kirkebog”, men nu hedder den blot ”Personregistrering”. Fysiske dødsattester er afløst af digitale, og præsterne kan se at mere og mere kører via borger.dk. På sigt er der ikke brug for en præst i hvert sogn med ansvar for personregistreringen. Dermed ryger en af folkekirkens væsentligste administrative opgaver væk. Kordegne bliver afskediget, og præstekvoten måske beskåret.

Hele det økonomiske regnestykke er ikke nemt. Netop personregistreringen bliver ofte fremført som et argument for, at folkekirken skal have et stort statstilskud. Digitaliseringen giver med stor sandsynlighed en fattigere folkekirke og kommer til at rykke til forholdet mellem stat og kirke.

Digitaliseringen skubber også til forholdet mellem folk og kirke. I og med at man på sigt ikke længere skal i kontakt med præsten ved personregistrering, bliver det nemmere at fravælge kirkens produkter i form af dåb og begravelse.

Med hensyn til vielse, dåb og begravelse skal folk jo fysisk hen i kirken. Eller i hvert fald møde præsten. Men de første ikke-religiøse ceremonimestre er allerede dukket frem.

Det samme er digitale bedemænd, som kun eksisterer på nettet. På en hjemmeside kan man vælge kiste, pynt og urne. De pårørende skal selv ringe til præsten og aftale. Men det kan de jo bare lade være med. Der kommer ikke til at gå lang tid inden vi ser digitale bedemænd tilbyde at stå for hele ceremonien. Det er der nemlig penge i for dem. På nettet kan man designe sin helt egen afsked. De pårørende slipper så for at kæmpe med præsten for at få lov til at synge Kim Larsens ”Om lidt bliver her stille.”

Måske digitaliseringen vil betyde en øget kvalitetsbevidsthed i folkekirken. I udlandet har man allerede set eksempler på onlineanmeldelser af præsterne. Og herhjemme vil en hurtig søgning også vise anmeldelser af den lokale kirke på nettet. Vi konkurrer med andre tilbud, og hvis online ceremonimestre kan gøre give folk en bedre oplevelse end den lokale kirke, er vi pressede.

Digitaliseringen vil ikke betyde, at kirken dør. På den måde kan man ikke sammenligne os med cd’er eller taxaer. Men vi er udfordrede på en række fronter, som er skitseret her. Afgørende for folkekirken bliver det, om vi kan udnytte digitaliseringen til vores fordel. For eksempel til sjælesorgssamtaler på nettet og onlinepræster med forskelligt virke.

Hvis folkekirken skulle komme ud i det, som Peter Svarre, marketingsdirektør hos B&O, har kaldt den perfekte storm, kan vi berolige os med, at Jesus før har stilnet stormen for sine disciple.

 Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.