Analyse

Har europæerne glemt de kristne værdier?

Den opmærksomhed, som Arendt har oplevet i forbindelse med de mange spørgsmål om abort og homoseksuelles rettigheder, minder i høj grad om tidligere pressedækninger af muslimske kandidater, vurderer religionssociolog og ph.d.-studerende Astrid Krabbe Trolle. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvorfor er det, at kristendemokraterne gang på gang falder for spærregrænsen, når 75 procent af danskerne er medlem af folkekirken? Religionssociolog og ph.d.-studerende Astrid Krabbe Trolle ser nærmere på Kristendemokraterne og kristendommens betydning i Europa

I sidste uge gik Danmark til valg. Ligesom ved de foregående valg var Kristendemokraterne tæt på at komme i Folketinget, men nåede ikke over spærregrænsens to procent.

Sammenlignet med situationen for Kristendemokraternes søsterparti i for eksempel Tyskland har den danske version overraskende lidt opbakning i den brede befolkning – især i betragtning af Danmarks høje medlemstal af folkekirken (75 procent) og det populære politiske slogan om, at Danmark er et kristent land.

Hvordan kan vi forstå Kristendemokraternes situation som et parti, der fejler ved at markere sin kristenhed? I det følgende ser jeg nærmere på Kristendemokraterne fra et europæisk perspektiv via den franske religionsforsker Olivier Roy og hans nyeste debatbog om Europas kristne identitet.

Olivier Roys ”Er Europa kristent?” diskuterer, hvordan den europæiske kristendom er blevet et spørgsmål om anti-muslimsk identitet snarere end om religiøsitet. Han argumenterer for, at den kristendom, som flere populistiske partier flager med, handler om kultur – ikke værdier eller tro.

Europas kristne og liberale værdisystemer

Som modtræk til denne instrumentelle brug af den kristne identitet, kortlægger Roy de to værdisystemer, han ser som det europæiske grundstof: det kristne værdisystem og det liberale værdisystem.

Det kristne værdisystem hviler på den katolske kirkes doktriner om mennesket som bundet af en biologisk naturlov. Her er kristne værdier som næstekærlighed og abortmodstand begge dele af et værdikompleks, der har universel og transnational rækkevidde. Det trækker på thomismen, som rækker tilbage til middelalderen.

Det kristne værdisystem er i sin essens overordnet nationernes selvbestemmelse og er derfor i praksis også mindre interessant for mange nationalpopulistiske partier, der til en vis grad indretter deres politik efter populære synspunkter i befolkningen.

Det liberale værdisystem udspringer af 1960’ernes ungdomsoprør, der med inspiration fra oplysningstiden introducerede en helt ny antropologi, det vil sige menneskeforståelse. Her er individet og dets frigjorte begær i centrum. Menneskets krop er med dette værdisystem ikke defineret af tidligere kategorier som mand og kvinde, barn og voksen. Faktisk er det samlende element viljen til at sprænge de eksisterende grænser.

Det kristne og det liberale værdisystem udmærker sig ved netop at være systemiske, det vil sige, de repræsenterer to helhedsorienterede måder at forstå mennesket og den samfundsmæssige indretning på. I modsætning til disse ser Olivier Roy de populistiske partier som et udtryk for manglende erindring om værdisystemernes indhold og helhed.

De kristendemokratiske partiers europæiske historie

I lyset af de to værdisystemer bliver de kristendemokratiske partier interessante at analysere, fordi de historisk har repræsenteret den katolske kirkes møde med det sekulære og liberale i konkret politik. I tiden efter Anden Verdenskrig opstod mange kristendemokratiske partier som en art tilpasning til det sekulære politiske system fra den katolske kirkes side.

Den katolske kirke var indtil Det Andet Vatikanerkoncil i 1960’erne meget imod den sekulære udvikling, som moderniseringen af de vesteuropæiske samfund bar med sig. Andet Vatikanerkoncil gjorde kirken mere menighedsorienteret, men samtidig søsatte kirken en stærkt konservativ seksualmoral.

Mellem 1945 og 1970 var de europæiske kristendemokratiske partier altså den katolske kirkes forsøg på at imødekomme en forandret verden, et kompromis mellem det religiøse systems sandhed og den sekulære politiske struktur.

Men efter denne periode blev de kristendemokratiske partier mindre vigtige for den katolske kirke, fordi kirken havde positioneret sig stærkt imod det liberale værdisystem med eksempelvis skrivelsen Humanae vitae (1968,) som forbyder sex, der ikke leder til forplantning. Den katolske kirke havde derfor ikke brug for partipolitiske moderatorer, da den byggede sit fundament på uantastelige værdier i opposition til det nye værdisystem.

I Danmark ledte det liberale værdisystem i 1971 til stiftelsen af Kristeligt Folkeparti, det senere Kristendemokraterne, som en modreaktion imod abort og legaliseringen af porno. Med andre ord startede den danske politiske kristendom, da de katolske partier blev udfaset andre steder i Europa. Men den liberale omvæltning, som Danmark så i 1960’erne og 1970’erne, aktiverede den kristne politiske aktivisme. Spændingen mellem de to værdisystemer har været en rød tråd i de kristenpolitiske partiers historie.

Kristendemokraterne – det antipopulistiske parti

Ser vi på Kristendemokraterne i dag, så er de solidt placeret indenfor det kristne værdisystem, men i en protestantisk, sekulariseret og populariseret virkelighed. Med Roy repræsenterer de en anden slags europæisk erindring end de populistiske partier.

For Kristendemokraterne er familien den grundlæggende byggesten for et velfungerende samfund. Styrker man familien, styrker man samfundet som helhed. Idealerne for familielivet ligger i forældre-barn relationen, og det vil sige, at handlinger som abort forstås som noget, der ødelægger de grundlæggende familierelationer.

Den fungerende formand Isabella Arendt gik i løbet af valgkampen ud med budskabet om at nedbringe aborttallet i Danmark. Selvom Arendt ikke selv mener, at partiets vigtigste emner er abort og homoseksuelles rettigheder, bliver den offentlige interesse ved med at dvæle ved netop disse elementer. Det er, fordi de fleste journalister – med baggrund i den brede befolkning – er interesseret i at afsøge partiets placering i forhold til de to værdisystemer, det liberale og det kristne.

Den opmærksomhed, som Arendt har oplevet i forbindelse med de mange spørgsmål om abort og homoseksuelles rettigheder, minder i høj grad om tidligere pressedækninger af muslimske kandidater. Fra offentlighedens perspektiv ligger Kristendemokraterne på samme værdiakse som muslimske repræsentanter for politiske partier.

Men hvis man følger Roys tankegang, er det muslimske værdisystem og det kristne værdisystem ikke nødvendigvis det samme, men de bliver læst på samme måde af den populistiske offentlighed – som farlige symboler, der markerer grænser i stedet for indhold.

Roys pointe er, at de sekulariserede befolkninger har glemt både det kategorioverskridende liberale system såvel som bredden af det kristne system. For de populistiske partier og deres vælgere bliver religion reduceret til at definere grænser for, hvad man må og ikke må. Dermed bliver den store udfordring for Kristendemokraterne at minde befolkningen om de kristne værdier, som den populistiske symbolforståelse trækker på, men ikke længere kender.

Astrid Krabbe Trolle er religionssociolog og ph.d.-studerende.