Kristendomsanalysen

Er folkekirken kun for etniske danskere?

I disse år lægges kimen til, hvordan det multikulturelle Danmark skal udvikles. De sidste års beretninger fra Mellemøsten har lært os, at religiøs sekterisme ikke er harmløs. Og det er altså ikke kun muslimer, der har rivaliseringer mellem shiaer og sunnier, mener cand.theol. Birger Nygaard.

Historisk set har folkekirken haft en vigtig rolle i at forme Danmark. Men med denne bagage står folkekirken i fare for at blive bastion for en form for enten villet eller uvillet apartheid i et samfund på vej mod det flerkulturelle, mener cand.theol. Birger Nygaard

 Der er vel næppe noget så dansk som folkekirken. Den udgør en vigtig del af national identitet.

Når så mange bærer deres børn til dåb er der ikke bare religiøse grunde herfor. Det handler også om, at det at være medlem af folkekirken for rigtig mange er en del af det at være rigtig dansk.

Og med denne identitet vil vi gerne tænke på os selv som et rummeligt, fredselskende folk, der har opbygget et godt samfund med velfærd, respekt og ligeværd.

Historisk set har folkekirken haft en vigtig rolle i at forme dette Danmark. Men med denne bagage står folkekirken også i fare for på en meget uheldig måde at blive bastion for en form for enten villet eller uvillet apartheid i et samfund, hvor Danmark er på vej mod det flerkulturelle.

Er det virkelig rigtigt, at folkekirken kun kan og skal være kirke for etniske danskere med gammeldansk kultur?

Læs også: Omstridt migrantkirke bliver valgmenighed 
 
Tallene for indvandring til Danmark i 2014 er netop blevet offentliggjort. Vi har de sidste mange måneder haft heftig fokus på de cirka 15.000 flygtninge, der har søgt asyl i Danmark. De har leveret hovedfokus for den forestående valgkamp.

Men indvandringen i 2014 var altså ikke på 15.000, men på 64.874 udenlandske statsborgere, der kom til Danmark. Foruden flygtninge var der studerende, højtlønnede specialister fra USA og Indien, lavtlønnede EU-borgere (Østarbejdere), ægtefæller, der er blevet dansk gift, med videre. 2014 er rekordår, men ikke meget højere end niveauet de sidste mange år. Samtidig er 20.000 danskere udvandret.
 
Tallene er udtryk for, at vi inden for et relativt kort tidsrum rykker bort fra at være et éntydigt og monokulturelt Danmark. Kirkeligt set har vi nu en kvart million kristne indvandrere.
 
Langt de fleste af disse mødes i et væld af nye migrantkirker, hvor de holder gudstjeneste på hjertesproget og indtager noget for dem spiseligt mad. Helt som danske migranter gør det i Magrethekirken i Malaga.

I folkekirken kan vi vælge at sige, at disse nye kristne medborgere er os uvedkommende: ”Migranterne må gøre, som de vil, for vi holder fast ved folkekirken, som vi kender den. Og vil de os noget, må de se at blive rigtige danskere!”

Dette valg er på den korte bane langt den letteste position, fordi det er noget bøvl at skulle lære at fungere multikulturelt. Men vælger vi denne vej, skal vi være klar over, at den har konsekvenser. Vi vil på amerikansk vis få et stadigt mere spraglet kludetæppe af kirkesamfund, som ikke er i kontakt med hinanden.

Læs også: Kirke og diakoni må ikke falde fra hinanden 

Allerede nu er det i mange europæiske storbyer migrantmenighederne, der samler flest mennesker til gudstjenester på en normal søndag. Med deres dynamiske gudstjenesteformer og bevidste fællesskaber kommer de let til at tegne billedet af ”kristne” i Danmark, mens vores kulturkristendom har tendens til at gå i ét med det sekulære Danmark.
 
I disse år lægges kimen til, hvordan det multikulturelle Danmark skal udvikles. De sidste års beretninger fra Mellemøsten har lært os, at religiøs sekterisme ikke er harmløs. Og det er altså ikke kun muslimer, der har rivaliseringer mellem shiaer og sunnier.

Den kristne kirke globalt har stor erfaring i kævl og splid på grund af dogmatiske og kulturelle grupperinger og sekterisme.

I folkekirken har vi i kraft af vores dominerende status og traditionelle nationale rolle en særlig forpligtelse på at arbejde for en samlende udvikling af det kirkelige landskab i Danmark.

Vi skal ikke blot kunne rumme de brede gammelkendte kirkelige grupper. Vi må bevidst arbejde for, at vore børn og børnebørn, som kommer til at gifte sig på tværs af etniske og kulturelle skel, kan føle sig hjemme i en udvidet folkekirkelig ramme, der kan rumme langt flere forskelligheder end dem, vi er trygge ved i dag.

Læs også: Skal folkekirken være herre i eget hus? 

Denne fremtid begynder vi på i dag ved at finde måder, hvorpå vi kan byde vore 65.000 nye medborgere velkommen, så det også giver mening for dem. Det begynder – som altid - i enkeltpersoners og menigheders møde med nytilkomne. Og det ender måske med at få konsekvenser for folkekirkelig selvforståelse og struktur i form af ændrede regler og retningslinier, der kan rumme den nye flerkulturelle virkelighed.

Kirkens grundlæggende forståelse af, at der kun er én, hellig, almindelig kirke er et glimrende grundlag for med nysgerrighed og entusiasme at finde frem til, hvordan denne enhed ser ud i en stadig mere broget mangfoldighed.

Birger Nygaard er medarbejder ved Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk