Analyse

Flere søger hjælp andre steder end hos præsten ved dødsfald

82 procent af alle dødsfald resulterer i en kirkelig begravelse, og selv om tallet er faldende, og hvert sjette nu begraves uden præsten, har folkekirken stadig en brændende platform, som den kan arbejde ud fra, påpeger præst Christian Roar. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Præst, sorgrådgiver eller psykolog? Vi er gået fra vane til valg, og for folkekirken gælder det om at kende sin besøgelsestid, hvis den stadig om 20 år vil være den naturlige ramme om sorgen for danskerne, vurderer præst Christian Roar

Der sker en professionalisering og specialisering af sorgen i disse år. Tidligere var opgaven med at trøste og opmuntre efterladte noget, primært familien tog sig af sammen med gode naboer og præsten. I dag har interesseorganisationer og ikke mindst det offentlige meldt sig på banen med særdeles velkvalificerede tilbud.

I Frederikshavn tilbyder kommunen hjemmebesøg til efterladte ægtefæller. En uddannet sorgrådgiver kommer og taler om normale reaktioner på sorg. Samtidig observerer hun, om der skulle være tegn på en kompliceret sorgreaktion, som kan være behandlingskrævende.

I Aalborg er bedemænd begyndt at tage på husbesøg, også efter begravelsen har fundet sted. Oveni dette kommer Kræftens Bekæmpelse, Børn, Unge og Sorg, Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord og alle de andre organisationer med vejledning, sorggrupper og oplysning.

Folkekirken har med andre ord fået konkurrence på nogle af dens kerneydelser: Sjælesorg, husbesøg og mindehøjtideligheder.

Samtidig har kirken også selv bidraget til en specialisering af sorgen med tilbud om ikke blot allehelgensgudstjenester, hvor alle døde mindes, men også særlige mindegudstjenester for eksempelvis AIDS, selvmord og kræft.

I 2017 oprettede Sundhedsstyrelsen Det Nationale Sorgcenter, der har som mission, at fagpersoner såsom sygeplejersker og jordemødre får “kompetence ... til at kunne forebygge, identificere og behandle mennesker i sorg”, som de skriver de på deres hjemmeside. Ambitionen er et paradigmeskifte:

“Ikke mindst vil Det Nationale Sorgcenter arbejde for et mentalitetsskifte i den danske kultur og sætte død og sorg på dagsordenen.”

Dette skal ske gennem en udvikling af kommunernes og regionernes arbejde med sorg.

De tider, hvor enken klædte sig i sort, og huslægen, sognepræsten og familien alle var trygge rammer om en ritualiseret sorgproces, er længst forbi. De kloge koner med generationers visdom og nabokonen, der kommer over med en skål suppe, er afløst af krisepsykologer og terapeuter.

Denne udvikling kan folkekirken begræde, men ikke ændre på. Kirken kan heller ikke ændre på, at sorg med indførelsen af diagnosen “kompliceret sorg” nu opfattes som en potentiel sygdom.

Et oplagt spørgsmål er, om folkekirken har sovet i timen. Hvorfor var det ikke folkekirken, der oprettede et nationalt sorgcenter eller fik opgaven udstukket af Sundhedsstyrelsen?

82 procent af alle dødsfald resulterer i en kirkelig begravelse, og selv om tallet er faldende, og hvert sjette nu begraves uden præsten, har folkekirken stadig en brændende platform, som den kan arbejde ud fra. Ja, den burde være det naturlige udgangspunkt i det offentliges arbejde med sorg, men kirken har ikke formået at positionere sig ordentligt på dette område.

Der arbejdes dog på sagen. Ikke mindst med indførelsen af sorggrupper, hvor folkekirken er den største aktør herhjemme. Der er også sket meget med præsternes efteruddannelse de sidste ti år, og præster står i kø for at komme på kursus i sjælesorg. Professionaliseringen af sorgen stiller nye krav til præsternes kompetencer.

I 2020 sætter folkekirken døden på dagsordenen med en stor konference om “Danskerne og døden.” Eller rettere: Kirken søger igen at overtage den dagsorden, som andre har sat.

Som på så mange områder er kirken blot én aktør ud af mange. Men der er også åbnet op for nye samarbejdsmuligheder. Ikke mindst med skoler og kommuner i en offentlig sektor, der er presset på ressourcer.

Præst, sorgrådgiver eller psykolog? Vi er gået fra vane til valg, og for folkekirken gælder det om at kende sin besøgelsestid, hvis den stadig om 20 år vil være den naturlige ramme om sorgen for danskerne.

Christian Roar Pedersen er sognepræst i Hals og Hou, debattør og foredragsholder. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.