Morten Kvist-balladen peger på frygten for radikalisering

Debatten om Folketingets åbningsgudstjeneste afspejler det stigende fokus, der er på radikaliseret religion. Og her kommer også folkekirkens præster i søgelyset, for al religion holdes op til den samme målestok, vurderer centerleder og ph.d. Marie Vejrup Nielsen

Folketingets åbningsgudstjeneste har været et fast indslag i den offentlige debat gennem årene. Debatten har ofte drejet sig om forholdet mellem stat og kirke. Og hvorvidt en gudstjeneste er den rigtige måde at markere åbningen af det sekulære Folketing. Dette har ført til, at nogle politikere ikke deltager i gudstjenesten, og det har også ført til, at der i en periode blev udviklet en alternativ, sekulær åbningsbegivenhed, som et tilbud til dem, der ikke ønsker at sidde med i kirken.

Prædikanten til debat

Gennem årene har der også været mange diskussioner om valget af den prædikant, som fik lov til at indtage prædikestolen lige netop den dag. Men lige som der ellers var enighed om, eksempelvis i en analyse i Kristeligt Dagblad i 2016, at debatten om Folketingets åbningsgudstjeneste var stilnet af, så blussede det hele op igen i år.

I år har debatten igen handlet om prædikanten. Kirke- og kulturminister Mette Bock har valgt valgmenighedspræsten Morten Kvist, og debatten har primært handlet om, hvorvidt en præst med Mortens Kvists holdninger er egnet til at prædike til åbningen af Folketinget. Sådan har det også tidligere været diskuteret i forhold til andre præster i samme situation, men debatten i år har flere elementer, som siger noget om forholdet mellem religion og samfund i Danmark i dag.

Kontroversielle udsagn lever videre

Et af de perspektiver, som er helt centrale for at forstå, hvad sagen handler om, er mediernes rolle i sagen. De udtalelser fra Morten Kvist, som har ført til debatten i dag, kom i 2008 i forbindelse med, at Morten Kvist var medlem af Etisk Råd.

Den konkrete sag handlede om homoseksuelle par som plejefamilier for anbragte børn. Den udtalelse, som er blevet gengivet i en række medier inden for de sidste par uger, og som ligger til grund for debatten, handler om en sammenligning mellem homoseksuelle og pædofile. Morten Kvist har selv udtalt, at han føler sig misforstået i forhold til, hvad sagen handlede om for 10 år siden.

Uanset hvad der blev ment dengang, så ser vi en mediebåret dynamik, hvor kontroversielle udsagn flytter med, og hvor enhver, der googler Morten Kvist, vil kunne finde frem til netop disse udtalelser. Det bliver et eksempel på, hvordan de udtalelser, som har skabt debat på et tidligere tidspunkt, overlever og kan aktiveres igen.

Samtidigt ser det ud til, at udtalelserne bliver løsrevet fra deres oprindelige sammenhæng, og spørgsmålet om, hvad der blev ment dengang, og om personen eventuelt stadigvæk mener dette, drukner til dels i den hurtige mediestrøm omkring sagen.

Er holdningerne i tråd med danske værdier?

Et andet perspektiv, som er relevant i forhold til debatten er, hvordan det store fokus på religiøs radikalisering i dag også trækker folkekirken med ind i den offentlige diskussion om farlig eller uønsket religion.

Grænsen går således ikke i debatten mellem folkekirken på den ene side og de øvrige trossamfund på den anden, men i stedet bliver der fokuseret på, om holdningerne er i tråd med moderne, danske værdier eller ej. Det er heller ikke spørgsmålet om bestemte teologiske retninger, som fylder i den aktuelle debat, hvor en grundtvigsk valgmenighedspræst er centrum for diskussionen.

Morten Kvists position er blevet beskrevet som ”forstokkede holdninger, der hører middelalderen til” (SF’s gruppeformand, dr.dk, 30. september). Kritikkerne af Morten Kvist vurderer ham altså ud fra, hvorvidt hans holdninger, som de er ytret i medierne, lever op til et bestemt sæt moderne værdier. Og hvis ikke de gør det, så mener de ikke, at han kan prædike til Folketingets åbning.

En del af en større debat om religion og politik

Valget af Morten Kvist som prædikant er blevet forsvaret, også af ministeren selv, som netop værende i tråd med danske værdier, såsom frisind og tolerance over for mennesker, der mener noget andet end en selv.

Her bliver debatten knyttet til en mere generel diskussion om danske værdier og religion, som i forvejen er på dagsordenen, men hvor det typisk er spørgsmål om muslimer i Danmark, som er det konkrete omdrejningspunkt. Den enkeltstående diskussion om denne præst bliver endnu en brik i en meget større debat om religion, stat og samfund i Danmark i dag.

Dette understreges også af, at flere af dem, der har kritiseret valget af Morten Kvist, også tidligere har deltaget i debatten om, hvorvidt det overhovedet er passende at holde en åbningsgudstjeneste. Der er således en underliggende, politisk diskussion af forholdet mellem stat og kirke, som også hele tiden spiller ind.

Debatten er altså på mange måder en gentagelse af et mønster, der har stået på i årevis, hvor Folketingets åbningsgudstjeneste bliver omdrejningspunkt for en diskussion om religion, politik og samfund i Danmark i dag.

Debatten afspejler det stigende fokus, der er i Danmark i dag på at trække en grænse i forhold til radikaliseret religion. Og her kommer også folkekirkens præster i søgelyset, for al religion holdes op til den samme målestok. Samtidigt er den danske religionsmodel fortsat den samme, når det gælder folkekirkens privilegerede position og den struktur, der understøtter, at der fortsat holdes åbningsgudstjeneste for Folketinget.

Marie Vejrup Nielsen er ph.d. og leder af Center for Samtidsreligion. Hun skriver analysen ved kristendom.dk.