LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kristendomsanalysen

Flere kristne vil blive forfulgt i Danmark

Forfølgelse er et grumt væsen, som bør bekæmpes, uanset hvem det går ud over. Men når det er sagt, er der intet nyt under solen. Kristendommen har som et af sine grundvilkår at kunne skabe splid, mener Michael Bobjerg, der er pressemedarbejder ved Frikirkenet.

Flere danskere vil i fremtiden melde klart ud om deres tro på Jesus og tage den fulde konsekvens, mener pressemedarbejder Michael Bobjerg

Justitsminister Mette Frederiksen blev i januar konfronteret med, at kristne asylansøgere med muslimsk baggrund i stigende grad bliver udsat for overgreb på danske asylcentre.

Havde det været en miljøminister, som var blevet præsenteret for overgreb på en truet dyreart, kan det godt være, reaktionen havde været mere markant end det spørgsmålstegn, der blev stillet ved, om disse asylansøgere nu virkelig havde lidt overlast.

Forfølgelse er et grumt væsen, som bør bekæmpes, uanset hvem det går ud over. Men når det er sagt, er der intet nyt under solen. Kristendommen har som et af sine grundvilkår at kunne skabe splid.

Det enkle budskab, om at alene troen på Jesus som Guds søn kan frelse et menneske og give et evigt liv i Himlen, har en evne til at virke provokerende. Især på dem, som har en anden, klar verdensanskuelse eller tro.

Læs også: Kristne arabere bliver forfulgt i Danmark 

Ikke sådan at forstå, at Jesus opildner sine efterfølgere til at tirre folk af anden overbevisning til at skulle reagere med vold. Men fordi kristendommen i sin grundforståelse er sort-hvid og ikke levner andre måder at blive omfattet af Guds løfter om redning, end ved at omvende sig, blive døbt og følge efter Jesus. Det er provokerende.

I Jesu samtid var det voldsomt provokerende for de lærde jøder, fordi de ikke accepterede Jesus som Guds Søn. I dag er det provokerende for lærde muslimer, fordi de ikke accepterer, Gud kunne have en søn.

Tro har været en privatsag

I det danske samfund har der i årtier hersket en frygt for det fundamentalistiske og sekteriske. Derfor har mange af os undertrykt vores personlige overbevisning med henvisning til, at tro er en privatsag. Man skulle jo nødig virke fanatisk. En holdning, som sammen med en stigende frygt for islamisk terror kom til udtryk med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens ord om, at ”troen skal ud af det offentlige rum”. 

Læs også: Folkekirken vil missionere igen 

Yderligere har det at drive mission og aktivt udbrede det kristne budskab til ikke-troende i Danmark i lange perioder været ildeset. I store dele af Folkekirken har begrebet ikke eksisteret.

Selv i de kristne kredse, som er kendt for at melde klart ud om troen - på Folkekirkens såkaldte højrefløj, i missionsbevægelserne og i frikirkerne - har der hersket en tilbageholdenhed og til tider tavshed. Man har kigget lidt skævt til sit høje missionerende aktivitetsniveau for 20-40 år siden og hengivet sig til intern optimering af søgervenlighed over for eventuelle gæster. 

Øget mission vil medføre forfølgelser

Sammen med kristendommens sort-hvide budskab er det nok det missionerende element, der på verdensplan har fremkaldt størst forfølgelse. I flere muslimske lande har man for eksempel love imod at konvertere til en anden tro. Så når kristendommen ikke kan udleves fuldt ud uden at følge missionsbefalingen og opfordre andre til at tro på Jesus, vil man meget let komme på kant med loven eller med familiens og lokalsamfundets religiøse selvjustits. 

I Danmark er tendensen med trosmæssig tilbageholdenhed vendt. Ironisk nok begyndte det i årene under Fogh Rasmussen. Her blev der sat fokus på et stigende antal indvandrere, som ønskede at udtrykke, hvad de troede på. På en eller anden måde kaldte det på et modsvar: Hvad er det, I danskere tror på? 

Folkekirken har således bevæget sig i løbet af de sidste 10-15 år. Flere steder i landet er man blevet opmærksom på, at danskere ikke længere per automatik bliver medlemmer. Under andre navne end ”mission” laves der aktiviteter, hvor børn og voksne aktivt knyttes tættere til kirken. I nogle sogne ansætter man ekstra præster og sognemedarbejdere for at ”nå længere ud i samfundet”. Ja, enkelte steder går man så langt, som til at ansætte integrationspræster med det mål at missionere blandt muslimer og andre ikke-kristne samfundsgrupper. 

Læs også: Kristne er altid blevet forfulgt 
 
På græsrodsplan ser man en fornyet tendens til at drive gademission, hvor man også beder for syge og fortæller om Jesus. Nogle steder har det været organiseret af frikirker, valg- og frimenigheder. Andre steder er det opstået omkring enkeltpersoner med ønske om at bringe den kristne tro videre.

Den kirkelige ugeavis Udfordringen noterede den 29. december sidste år, at ”2014 var året, hvor troende kristne for alvor begyndte at gå fra kirkerne ud på gaden. Hvis trenden fortsætter, vil kirken for alvor komme på gaden i 2015.” 

Sammenligner man de kontinenter, hvor kristendommen vokser mest, primært Afrika og Asien, er der et tydeligt sammenfald med de regioner i verden, hvor forfølgelsen af kristne er størst.

Hvis vi er på vej til øget fokus på mission i Danmark, vil det også indebære et stigende antal danskere, som vil være villige til at markere deres kristne tro i det offentlige rum – vel vidende at denne klare udmelding vil kunne skabe debat og mobning eller sågar i grelle tilfælde chikane og decideret forfølgelse. 

Set i det lys er forfulgte kristne ikke en truet dyreart på linje med hvaler og pandaer. I fremtiden vil det ikke kun være asylansøgere, der tør at trodse konsekvenserne ved at melde klart ud om troen på Jesus, men også etniske danskere. 

Michael Bobjerg er pressemedarbejder ved Frikirkenet og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk