Kristendomsanalysen

Gudstjenesten lærer os, hvem vores næste er

I indledningen til nadvermåltidet italesættes denne grænsesprængende dimension i kristendommen tydeligt. I det ene af nadverritualerne hedder det i bønnen, at ”vi med alle dine troende må blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen”, og i et andet af ritualerne ”lad os vokse i enheden med alle troende”, skriver sognepræst Jette Rønkilde. Foto: Mads Jensen.

Den kristne tros grundpraksis, gudstjenesten, kan være med til at nuancere debatten om næstekærlighed, mener sognepræst Jette Rønkilde

I disse tider, hvor flygtningedebatten er højaktuel, har den bibelske fordring om at ”du skal elske din næste som dig selv” (Matthæusevangeliet kapitel 22 vers 39) været inddraget heftigt i debatten, og der fremsættes mere eller mindre gode bud på, hvem ’min næste’ er.

Ikke mindst er et enkelt synspunkt kommet i centrum, nemlig det, at næsten kan afgrænses socialt, kulturelt eller nationalt. Jeg tror, at den kristne tros grundpraksis, gudstjenesten, kan være med til at nuancere debatten.

I engelsksprogede lande er det almindeligt at omtale den kristne gudstjeneste som noget, der fejres ”for the sake of the world” eller ”for the life of the world”, som oversat betyder noget i retning af for verdens skyld (liv) – eller måske bedre endnu: med henblik på verden(s liv).

En gudstjeneste fejres ikke kun for, at jeg skal modtage ’syndernes forladelse’, men dens ultimative begrundelse og formål rækker ud over sig selv. En gudstjeneste er ikke en hermetisk lukket begivenhed for en bestemt kreds af særligt indviede, som bekræfter sig selv og hinanden i en bestemt kristendomsforståelse, men den har et langt videre perspektiv.

I 1990´erne blev der nedsat en arbejdsgruppe under det Lutherske Verdensforbund, som skulle undersøge forholdet mellem gudstjeneste og kultur. Det arbejde resulterede blandt andet i det såkaldte Nairobi Statementet. I det statement fremhæves det, at en gudstjeneste både er trans-kulturel og kontekstuel.

At en gudstjeneste er trans-kulturel betyder, at der fejres gudstjeneste i mange forskellige kulturer. I næsten alle verdens lande kommer folk sammen for at lovsynge, bede, høre ordet, spise sammen og blive sendt ud i hverdagslivet og verden igen.

Samling, bøn, ord, nadvermåltid og sendelse er den grundform, som enhver gudstjeneste er bygget op om, men den fejres altid i en lokal kultur og er præget af en specifik kontekst. Man kan sige, at en gudstjeneste altid fejres lokalt, og samtidig er den mere end lokal. Den sprænger sine egne rammer ved blot at finde sted.

Centralt i gudstjenesten står nadvermåltidet. Det er et måltid, som har haft og har afgørende betydning for den kristne tro.

I oldkirken havde det ikke kun en rituel funktion, men måltidet er muligvis hovedårsagen til, at kristendommen fik den enorme udbredelse, geografisk, kulturelt og socialt, fordi nadvermåltidets primære funktion var, at folk blev mætte.

Men nadvermåltidet rækker også ud over sig selv. Fra de tidligste menigheder har brødet og vinen både været til de forsamlede og til dem, der ikke er til stede. Alterbordet rækker ud i verden ved at give ”os mod til at gøre det vi skal gøre, så verden bliver til et barmhjertigt sted” (Gudstjenestens Bønner I, 2012).

En gudstjeneste kalder mennesket til sameksistens med medmennesket – og lige så lidt som der kræves grænsekontrol ved knæfaldet, lige så lidt er kristendommen en grænsesættende religion – måske tværtimod. Ved nadverbordet knæler alle uanset etniske, sociale, kulturelle, familiære, karrieremæssige skel.

I indledningen til nadvermåltidet italesættes denne grænsesprængende dimension i kristendommen tydeligt. I det ene af nadverritualerne hedder det i bønnen, at ”vi med alle dine troende må blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen”, og i et andet af ritualerne ”lad os vokse i enheden med alle troende”.

Den trans-kulturelle dimension er uomgængelig, næstekærlighed kan ikke afgrænses hverken nationalt eller regionalt – for den, jeg beder om enhed med, må som minimum (det er ikke analysens ærinde at analysere forholdet mellem religionerne i forhold til næstebegrebet) også være den næste, som jeg er forpligtet på.

Ellers er nadverbønnen tom snak – og så skal gudstjenesten enten revolutioneres, så den passer på den kristendomsforståelse, som skal fremhæves, eller også må den kristendomsforståelse, som ligger i selve den kristne grundpraksis respekteres. Alt andet er utroværdigt.
 
Jette Bendixen Rønkilde er ph.d., vikarpræst og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.