Analyse

Teolog: Helligånden viser os, hvordan Gud ser os

Vi nærmer os pinse, Helligåndens fest og har netop passeret Kristi Himmelfart. Mellemrummet, indtil Jesus kommer igen, er Helligåndens domæne. I mellemrummet virker Helligånden, skriver ph.d. og cand.theol. Jette Bendixen Rønkilde. Foto: kimmit99 - Fotolia

Helligånden rykker mennesket ud af sig selv, så det får mulighed for at se sig selv og se verden i et nyt perspektiv. Med nye muligheder, med tro og håb på trods, mener ph.d. og cand.theol. Jette Bendixen Rønkilde

Kunst skal få os til at mene noget. Kunst skal få os til at stoppe op, sætte tanker i gang, udvide vores horisonter, så vi får løftet blikket og kan se sammenhænge, vi ikke før så. Kunstneren er ikke den eneste, der skaber, når det gælder kunst. Kunstværket er i sig selv skabende – nyskabende. Kunstværker gør indtryk, nogle mere end andre, og sætter sig som aftryk.

Et kunstværk, som senest har gjort stort indtryk på mig, er et maleri af den filippinske, nu afdøde, kunstner Joey A. Velasco. Som kunstner lægger han sig op af en typisk tradition for, hvordan man malede religiøse motiver for længe siden.

Jesus afmærkes tydeligt med en kraftig glorie, og billederne er figurative, så der ikke hersker tvivl om, hvad billedet forestiller. Det er det, der foregår i og omkring billedet, der skaber de nye vinkler. Det specifikke billede, der vakte min foruroligede og forundrede nysgerrighed, ligner ved første øjekast et ”almindeligt” bibelsk motiv.

På billedet ses en ung filippinsk mand. Et simpelt opslag i Googles billedsøgning bekræfter mistanken om, at det er et selvportræt. Over for manden sidder Jesus. Det er ikke et typisk billede, hvor en af evangeliescenerne afmales. For Jesus er udstyret med pensler og farver, og mellem dem står et staffeli med et lærred på. Jesus er ved at portrættere manden.

Et andet karakteristika ved billedet er, at det skildrer to tidsaldre i ét billede. Manden repræsenterer vores tid både i sin påklædning og ved at have bestemte etniske karakteristika, som ville være ukendte i evangeliets egen tid. Jesus repræsenterer både i påklædning og gestik den traditionelle fremstilling af nytestamentlig tid.

På billedet er fortællingen om Jesus ikke reduceret til et rygte om et dengang, men er en levende fortælling – en levende relation, som også kan være nutidig. Billedet skildrer vores tid, hvor Jesus er en legemlig Jesus og ikke Jesus i en metaforisk skikkelse. Jesus møder et konkret menneske i den form for møde, som mennesker kan indgå i, og som har konsekvenser for dets liv og selvforståelse.

Den konsekvens tydeliggøres i det, som fremkommer i midten af billedet. For mellem manden og Jesus opstår et mellemrum. Et tredje rum, kan man sige, hvor noget nyt bliver til. Hvor manden bliver malet – eller måske snarere fremkaldt i Jesu perspektiv. Der sker en transformation.

Pludselig ses manden med Guds øjne. Her er han ikke sløret, som han er i maleriets fremstilling af ham. I Jesus portræt er hans linjer og tegninger i ansigt og kropsbygning knivskarpe. Det er næppe tilfældigt, at Jesus portræt er placeret præcist i midten af billedet for at fremhæve mellemrummets transformerende karakter – et selvindblik, som kun kan vindes ved guddommeligt udblik, kunne det måske formuleres.

Vi nærmer os pinse, Helligåndens fest og har netop passeret Kristi Himmelfart. Jesus er ikke længere en jordisk figur, som sidder ved et staffeli. Men mellemrummet, indtil Jesus kommer igen, er Helligåndens domæne, det er ikke rykket med i skyerne. I mellemrummet virker Helligånden.

Helligånden rykker mennesket ud af sig selv - ikke så det bliver ude af sig selv - men så det får mulighed for at se sig selv og se verden i et nyt perspektiv. Med nye muligheder, med tro og håb på trods. Det er, hvad pinsen handler om. Pinsen er åndens fest, den er mellemrummets fest. Fordi mellemrummet er der, hvor mennesker kan blive klogere både på sig selv og deres omverden.

Omskrevet bliver min indledning derfor til: Helligånden skal få os til at mene noget, den skal få os til at finde frem til det portræt, som er malet af os med penselstrøg, der ser ud over rynker og bumser – så vi kan få pinsesolen til at danse i os og i vores mellemmenneskelige mellemrum.

Jette Bendixen Rønkilde er ph.d., vikarpræst og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.