Hvad nytter det at bede?

”Bønnen siger noget om de bedendes relation til omverdenen,” skriver ph.d., lektor og antropolog Andreas Bandak i denne analyse. Han understreger, at i krisetider kan bøn vise sig nyttig for dem, der ikke tidligere har bedt

I et kriseår, som det vi alle er blevet budt med corona-pandemiens indtog, så er meget af livets normale gang udfordret. I en situation, hvor nedlukning endnu engang finder sted i mange af landets kommuner med skolegang og arbejde, der for mange henlægges til at foregå bag hjemmets fire vægge, så oplever en del mennesker en usikkerhed over for det sociale fællesskab og deres egen rolle i det. På samme måde er gudstjenester og religiøse aktiviteter også ramt af corona-foranstaltninger. Det udfordrer den forventelighed, som vi i en dansk kontekst som regel tager for givet.

Et spørgsmål, der rejser sig her, er, hvad krisetid og nedlukning gør ved folks religiøsitet og religiøse praksis. Gudstjenester er jo i stor stil lagt om til at fungere efter retningslinjerne om social afstand, og centrale ritualer såsom nadver finder i denne tid sted med ansigtsværn og gummihandsker. Tilsvarende er der tidligere på året blevet live-streamet gudstjenester og gjort forsøg med digital kirkekaffe. Krisen åbner her op for, at der kan eksperimenteres med traditionel religiøs praksis, men det åbner også op for, at behovet for religiøse tilknytningspunkter øges. Her er bøn en interessant praksis at stille skarpt på, da den på forskellige måder siger noget om den bedende og om det fællesskab, som den bedende opfatter sig som en del af, lige såvel som den religiøse ramme, som bønnen spiller sig ud i forhold til.

I en krisetid bliver bøn på den ene side brugt til at adressere Gud i form af bønner om beskyttelse og genoprettelse af tingenes tilstand. Her kan bønner ses som en måde at omfavne den konkrete situation og dirigere opmærksomheden væk fra de begrænsede muligheder, som den enkelte synes at have for at påvirke situationen. Men bønner kan på den anden side også ses som en form for anker, hvor et religiøst fællesskab tilbydes et særligt sprog til at behandle og bearbejde ikke blot den foreliggende situation, men også en mere grundlæggende indstilling til verden.

I en antropologisk betragtning ses bøn som en social praksis, der mere end at udtrykke individets inderste tanker og behov i nok så høj grad udtrykker og bearbejder et bredere sæt af sociale forventninger i det, der kunne kaldes et arvet sprog. Særligt antropologen Marcel Mauss var optaget af, hvordan bøn udtrykker en sådan social orientering. Man kan altså sige, at bønnen orienterer individet i retning af den sociale verden, som det er en del af, men at bønnen samtidig også formaterer den sociale situation med andre handlemuligheder end dem, der måske artikuleres fra fx politisk hold.

Bønnen, og her specifikt den kristne bøn, er central, da den retter sig mod en anden, mod Gud, Jesus eller eventuelt specifikke helgener, og hermed peger på, at bøn ikke udelukkende kan ses som en passiv overgivelse til situationen, men netop en måde at række ud over sig selv. Om der så kommer svar på disse bønner, og om svaret blot drejer sig om en forandring i den bedendes indstilling eller en reel forandring i og af den sociale verden, det er ofte en del af det bredere virkefelt, som bønnen holdes op imod og diskuteres i relation til.

Bøn er altså ikke at forstå som en ukompliceret relation til en religiøs tradition. Men bøn viser en central måde, hvorpå kristen praksis bliver særlig synlig og materiel. Bøn kobler hermed fra det enkeltstående tilfælde, hvor den ytres, til det felt, hvor den kan gentages også i situationer, der ikke er tegnet af en krise. Bønnen siger noget om de bedendes relation til omverdenen. Bønnen peger på, hvordan det, der optager den enkelte og fællesskabet her bliver givet retning i et fælles sprog. Bønner kan her ses som en form for optegnelse over det, mennesker er eller har været optaget af. Og krisen og kriser mere generelt åbner muligheden for at gå til bøn også for de, der ikke normalt finder bønnen nyttig.

Andreas Bandak er antropolog, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet og medlem af Det Unge Akademi. Han forsker i kristendom og har arbejdet indgående med kristnes forhold i Syrien og Libanon.