Kristne har ikke patent på næstekærlighed
Et overraskende synspunkt i debatten om næstekærlighed har været, at kun kristne kan være næstekærlige. Men det synspunkt tilbagevises af Jesu egen beretning om den barmhjertige samaritaner, skriver teologiprofessor emeritus Theodor Jørgensen
Nu er flygtningekrisen for alvor mærkbar også herhjemme. Flere og flere flygtninge søger mod Danmark og andre europæiske lande. Nu har vi ikke længere krisen på afstand. Vi kan møde flygtninge, der vandrer på vore motorveje og landeveje.
Det har sat liv i debatten om, hvem den næste er, som Jesus påbyder os at elske. Og i den debat kan man støde på to overraskende synspunkter.
Er næsten min nabo?
Næsten er kun det menneske, som jeg møder i nabolaget, på gaden, på min arbejdsplads, men ikke det nødstedte menneske, som jeg møder på fjernsynsskærmen, i radioen eller i et andet nyhedsmedie. I forhold til dem gælder buddet ikke, lyder et synspunkt i debatten.
Men hvad nu, når jeg ganske konkret møder flygtninge dér, hvor jeg bor? Jeg mener ikke, vi kan komme udenom, at en flygtning er mere udsat og mere sårbar end andre mennesker. Derfor mener jeg heller ikke, at vi kan sætte spørgsmålstegn ved, at vi ifølge næstekærlighedsbuddet må gøre noget for ham.
Men hvis det ikke lige passer en, så kan man jo fifle med definitionen af en flygtning, som eksempelvis at en flygtning er flygtning, når han krydser den første grænse i Europa. Fortsætter han så uregistreret eller registreret til et andet land, er han ikke længere flygtning, men migrant. Og så er han knap så forpligtende.
Er kun kristne næstekærlige?
Et andet overraskende synspunkt i debatten har været, at man kun kan tale om næstekærlighed i kristne sammenhænge. Underforstået, at kun den kristne kan have den rette forståelse af næstekærligheden. Handlinger, der ligner næstekærlige handlinger, udført af ikke-kristne kan kun karakteriseres som godhed, ikke som næstekærlighed.
De, der forfægter dette synspunkt, glemmer åbenlyst, at det menneske, der i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner handler næstekærligt, netop var en samaritaner og ikke en rettroende jøde (Lukasevangeliet kapitel 10 vers 13-37).
Det var en lovkyndig jøde, formodentlig en farisæer, der i sin tid gav anledning til hele dette spørgsmål om næstekærlighed. Han spurgte Jesus, hvordan han kunne arve evigt liv, og Jesus spurgte tilbage, hvad der stod i Moseloven.
Farisæeren svarede med en henvisning til det dobbelte kærlighedsbud, at man skal elske Gud helhjertet og sin næste som sig selv. Jesus svarede: ”Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.” Derefter møder vi det første forsøg på at unddrage sig buddets ubetingethed. Farisæeren spurgte: ”Hvem er så min næste.” Det spørgsmål besvarede Jesus med lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
En nutidig barmhjertig samaritaner
I en nutidig dansk variant kunne fortællingen jo lyde som følgende: ”En flygtning passerede grænsen mellem Tyskland og Danmark. Han fortsatte sin vandring ad landevejen nordpå, men faldt pludselig om i vejkanten, fuldstændig udmattet efter flere måneders farefuld vandring ad Europas landeveje. En folkekirkepræst kom forbi på vej til gudstjeneste. Han så ham, men gik forbi, fordi han skulle nå sin gudstjeneste.
Kort tid efter kom en dansk kulturkristen forbi. Han så også manden, men tænkte, at ham måtte det offentlige system tage sig af. Sundhedssystemet og udlændingestyrelsen, som han betalte rigeligt skat til, var der jo til at tage sig af den slags.
Til sidst kom en muslim forbi. Han så manden ligge dér, tog ham med sig, sørgede for, at han fik noget at spise og bragte ham så til det det nærmeste flygtningecenter.
Og så Jesu spørgsmål til os: ”Hvem af disse tre synes I var næste for den udmattede flygtning i vejkanten?” Og vi må svare: ”Muslimen, for han viste ham barmhjertighed.”
Hvem er jeg næste for?
Kristne har ikke patent på næstekærligheden. Jesus vender den lovkyndiges spørgsmål og dermed også vores spørgsmål om: fra at være et spørgsmål om, hvem der er min næste, bliver spørgsmålet til, hvem er jeg næste for? Dermed slipper jeg ikke for at tage stilling. Jeg kan ikke stille spørgsmålet på ’stand by’.
Kan jeg frasige mig at være næste for det menneske, hvis nød jeg eksempelvis ser på fjernsynsskærmen, og som jeg kan støtte gennem mennesker, der befinder sig nær ham, og som kan formidle min hjælp til ham? Gør afstanden en forskel, når det nu er mig, der er en næste? Når jeg er næste, medmenneske, for de andre, kan der ikke fifles med begrebet næste.
På baggrund af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner kunne næstekærlighedsbuddet passende omskrives fra ”elsk din næste som dig selv” til ”elsk din næste, som var du næste til ham eller hende.”
Theodor Jørgensen er præst, professor emeritus og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.