Analyse

Næstekærlige ildsjæle skal redde velfærden

En fejring af ildsjælenes sindelag indebærer derfor også en fejring af næstekærligheden og dens præmis: At alle mennesker er skabt i Guds billede og er elskelig og elsket, skriver frikirkepræst Mikael Wandt Laursen. Foto: Privatfoto.

Velfærdssamfundet bliver mere og mere hullet. Hvis vi skal lukke nogle af hullerne, har vi brug for flere ildsjæle. Det indebærer behovet for næstekærlighed. For næstekærlighed er den brændsel som ildsjælene lever af, mener frikirkepræst og journalist Mikael Wandt Laursen

Det helt store politiske mantra i efterårets politiske forhandlinger er, hvordan vi får plads til både velfærd, integration af flygtninge og skattelettelser. Den jonglering bliver nok svær at få i hus, selvom Løkke til tider har rygtet som lidt af en politisk troldmand.

Uanset resultatet, så er vores velfærdssystem under stigende pres. Flere grupper skal klare sig i stigende grad uden det offentliges hjælpende hånd.

Det har medført et stigende fokus på civilsamfundets engagement og behovet for ildsjæle. I takt med stigende nød må samfundsbevidste borgere træde til og yde deres indsats.

Men det ”sindelag”, som efterspørges i en sådan handling, er meget forskelligt fra det sindelag, vi ellers har fejret som samfundets redning: Den materialistiske forbruger, der sætter gang i samfundsøkonomien ved at købe et større hus, en flottere bil eller den nyeste gadget. For det er ikke materialisten, der sætter sit eget til side for at hjælpe sin næste. Måske bortset fra et par håndører for at dulme samvittigheden.

Vi har med andre ord brug for at fejre et nyt sindelag, hvis vi gerne vil have flere ildsjæle.

Historisk set har ildsjælenes sindelag ofte været inspireret af næstekærlighed. Mange har kunnet spejle sig i moder Thereses tro på det enkelte menneske, som værende skabt i Guds billede og derfor ligeværdigt og dermed værdigt til at modtage vores udrakte hånd.

En fejring af ildsjælenes sindelag indebærer derfor også en fejring af næstekærligheden og dens præmis: At alle mennesker er skabt i Guds billede og er elskelig og elsket.

En sådan fejring indebærer, at vi også tør opmuntre mennesker, til at lade deres tro få offentlige konsekvenser. En tro, der holdes privat og lukket, bliver individualiseret og kan let opsluges af det materialistiske verdensbillede, hvor jeg selv står i centrum. Men en tro, der bliver sat i spil, i den måde jeg møder min næste på, bliver levende og udfordrende, og den kan i næste omgang fostre den ildsjæl, som kan berige samfundet.

Tro behøver dog ikke nødvendigvis at være næstekærlighedens forudsætninger. Filosoffen Løgstrup fremhæver næstekærligheden som et universelt princip. Næstekærligheden er ikke forbeholdt troende som drivkraft, om end næstekærlighed uden troens fundament står noget mere skrøbeligt.

Fejringen af næstekærligheden burde også påvirke vores syn på skolen og skolens evne til dannelse. Det drejer sig ikke kun om at producere kvalificerede arbejdere og innovative entreprenører, men også mennesker, som ved, at livskvalitet hænger sammen med at gøre en forskel for andre.

Uanset hvor stor en troldmand Løkke måtte være, så hænger det ikke sammen at fejre den materialistiske forbruger, udtale behovet for ildsjæle og fjerne kristendommen fra gymnasiernes pensum. Vi har brug for en politisk udvikling, der ikke kun bygger på tal og skatteprocenter, men også kan fremme samfundsansvar.

Mikael Wandt Laursen er frikirkepræst og journalist. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.