Analyse

Der er delte meninger om Kina og Vatikanets samarbejde

Umiddelbart ligner samarbejdsaftalen en win-win situation for både Kina og Vatikanet. Det har imidlertid ikke skortet på kritik af den indgåede aftale, skriver teolog og ph.d. Jørgen Skov Sørensen. Foto: Iris/Ritzau Scanpix og Remo Casilli/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvem bestemmer over den katolske kirke i Kina? Regeringen i Beijing eller Vatikanet? Et nybrud i relationen mellem de to lande ser ud til at ændre en fastlåst situation, men ikke alle katolikker er glade for samarbejdet, vurderer teolog og ph.d. Jørgen Skov Sørensen

Den 22. september 2018 kunne det officielle katolske nyhedsbureau, Catholic News Agency, meddele, at der i dagene forinden var indgået en aftale mellem Vatikanstaten og den kinesiske regering. Der var tale om et diplomatisk arrangement, som angiveligt på sigt kunne få store positive konsekvenser såvel for nationen Kina som for den katolske kirke i landet. Ja, sågar for verdensfreden ifølge pressemeddelelsen.

Problemet: Hvem må udnævne biskopper?

Problemet, som aftalen sigtede på at løse, var spørgsmålet om myndigheden over udnævnelsen af katolske biskopper i Kina. Normalt er det den til enhver tid siddende pave, der udnævner og indvier katolske biskopper fra centralt hold. Folkerepublikken Kina har imidlertid aldrig accepteret denne tradition, men har anset den for at være utidig og illegitim indblanding i Kinas indre anliggender fra en fremmed stat.

Spørgsmålet om udnævnelse af katolske biskopper har dirret i luften siden 1951, hvor Mao Zedongs nyudråbte Folkerepublik brød de diplomatiske forbindelser med den lille katolske bystat i Europa. Den katolske kirke blev ikke forbudt. Men den blev styret og politisk kontrolleret af kommunistpartiet, som i de følgende år udviklede statslige instanser, der havde til formål at håndtere religiøse grupperinger i landet.

Det er en kendt sag, at disse foranstaltninger har haft alvorlige konsekvenser for Kinas estimerede 12 millioner katolikker. De er i dag er delt mellem en undergrundskirke, som viser loyalitet over for Vatikanet og af samme årsag forfølges af myndighederne, og den statsstyrede såkaldte Katolske Patriotiske Sammenslutning, hvis biskopper er udnævnt og kontrolleret af Beijing uden Vatikanets anerkendelse.

Det er blandt andet dette forhold, den nye aftale tager hånd om. Siden den blev underskrevet, har pave Frans godkendt en række fungerende, partiudnævnte biskopper, som tidligere blev anset for at være religiøst illegitime af Vatikanstaten. Omvendt lægger aftalen nu op til, at paven fremover skal have direkte indflydelse på udnævnelsen af Kinas katolske biskopper. Første fællesudnævnelse fandt sted i august i år.

Det er tydeligvis Beijings intention, at flere kinesiske katolikker fra undergrundskirken nu vil finde vej til den partistyrede Katolske Patriotiske Sammenslutning. Samtidigt ser Vatikanstaten aftalen som en anledning og mulighed for at kunne institutionalisere udpegningen af biskopper i Folkerepublikken, og derved få mere samling på den globale katolske kirke, end det hidtil har været muligt.

Kritik: Et forræderi mod kinesiske katolikker

Umiddelbart ligner det en win-win situation for begge parter. Det har imidlertid ikke skortet på kritik af den indgåede aftale. Indflydelsesrige stemmer i den katolske kirke i Hongkong kalder Vatikanets beslutning om at indgå en aftale med det kommunistiske parti ”et forræderi”. Og kardinal Joseph Zen har i Hongkongs avis South China Morning Post kaldt aftalen ”en overgivelse af kirken til Kinas kommunistiske herskere”.

Pave Frans forsvarer imidlertid sit kirkediplomatiske træk. Mens han anerkender de lidelser, nogle undergrundkristne undergår i Kina, peger han samtidigt på aftalen som ”et godt tegn på, at kirken begynder at forene sig”. Samtidigt citeres han for med aftalen at lægge vægt på nødvendigheden af ”at overvinde fortidens misforståelser og fortidens spændinger”.

Vatikanets udenrigsminister, kardinal Pietro Parolin, peger ifølge det officielle katolske nyhedsbureau i samme retning. Han maner til ro og forsoning. ”Det, der kræves nu, er enhed, tillid, og at vi ser fremad mod at få gode præster, anerkendt af efterfølgeren til Peter - af paven - og af de legitime civile myndigheder”. Andre tilhængere af aftalen anfører, at den vil mindske forfølgelsen af katolikker i Kina.

Dette er dog en forudsigelse, der er stødt ind i vanskeligheder hen over sommeren, hvor nyhedsbureauet Reuters har kunne berette om nye sammenstød mellem de kinesiske myndigheder og katolikker med ubetinget loyalitet til Vatikanet. Vatikanet har angiveligt efterfølgende rettet en kritisk henvendelse til Beijing, hvor man beder regeringen sætte en stopper for denne praksis.

Ed Condon, katolsk kirkepolitisk kommentator, er måske den, der mest radikalt sætter ord på de dybere udfordringer i aftalen: ”Vatikanet [risikerer] med sine forbindelser til Kina [at miste] den unikke moralske autoritet, som Kirkens særlige opgave hviler på. Uden den ender kirken blot som en hvilken som helst anden NGO, der gør hvad den kan - et vidnesbyrd om menneskelige begrænsninger, ikke om guddommelig sandhed”.

Hvilken effekt, aftalen mellem Vatikanstaten og Kina får på sigt, står hen i det uvisse. Men, at den har sine stærke kritikere, hersker der ikke tvivl om.

Jørgen Skov Sørensen er ph.d. og cand.theol. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.