Kirkelige oplevelser appellerer til det moderne menneske

Spaghettigudstjeneste, fodboldgudstjeneste og kæledyrsgudstjeneste er eksempler på oplevelser, flere og flere kirker i dag udbyder. Ifølge ph.d. i religionsvidenskab og lektor i oplevelsesøkonomi Dorthe Refslund Christensen er de kirkelige oplevelser eksempler på en tendens til, at vi mennesker gerne vil underholdes og oplyses

Spaghettigudstjeneste, fodboldgudstjeneste, kæledyrsgudstjeneste, Gin & Tonic-gudstjeneste og natkirker med elektronisk musik er blot eksempler på oplevelser, som især i de større byer bliver udbudt af stadigt flere kirker.

Det er vigtigt at skelne mellem de tilbud, som er religiøse handlinger henvendt til særlige grupper af mennesker, og de tilbud, som ikke indholdsmæssigt trækker på kirkens budskab og traditioner, men som udvider kirkens rum, og de tilbud, det kan indeholde.

Ligesom den oplevelsesgentænkning af bibliotekerne, som har fundet sted de seneste år, fra at være bogudlånssteder til at være samskabende medborgerhuse, hvor viden i bredeste forstand deles og udveksles, er kirkerne også overgået til at være rum, der tilbyder oplevelser.

Kirken set med klassiske oplevelsesøkonomiske briller

Den mest enkle fremstilling af oplevelsesøkonomien er at tale om den som en værdiform, hvor udbyder ikke længere sælger konkrete varer eller ydelser, men en oplevelse, der kan designes udenom en konkret vare eller ydelse.

Harvard-forskerne Pine & Gilmore udgav i 1999 bogen "The Experience Economy". De betragtes ofte som ophavsmænd til netop denne form for oplevelsesøkonomisk tænkning som fokuserer på, hvordan et brand når potentielle kunder og får sit produkt til at skille sig ud i mængden ved at iscenesætte oplevelser, der giver kunden ’noget ekstra’.

I denne optik er de brandede gudstjenester et forsøg på at ’sælge’ kirkens ydelser som noget ekstra: Brugeren får gudstjenesten, men får samtidig en oplevelse, der bryder med en traditionel forventning til gudstjenesten, som taler særligt til én. Samtidig fornyer kirken sit image ved at vise sig som et traditionelt fællesskab, som tør og kan tænke nyt.

En forenklet måde at se denne tendens er som et udtryk for, at kirkerne mister markedsandele til andre former for religionsudøvelse og værdifællesskaber. Derfor lefler de for en tidsånd defineret af jagten på (meningsfulde) oplevelser gennem mere profilerede former for gudstjeneste rettet mod afgrænsede befolkningsgrupper.

I det perspektiv er tendensen et symptom på, at vi mennesker fremfor alt vil underholdes, og at hvis vi får underholdningen, tager vi gerne Gud med i købet. Kirkens tiltag kan indfanges alene gennem det perspektiv.

Udover at vi vil underholdes, vil vi nemlig først og fremmest lære nyt: Lære os selv at kende, fordybe os, søge mening, søge (nye) fællesskaber og nye måder at være i verden på. Vi vil gerne føle os autentiske. Alene og sammen.

Vi er optaget af transformationer: Hvordan vi kan blive bedre, mere autentiske versioner af os selv, og hvordan vi alene og sammen med andre kan skabe og indgå i nye fællesskaber, som gør verden til et bedre sted. Vi er optaget af bæredygtighed, både i forhold til klimakatastrofen og i forhold til den sociale bæredygtighed. Her har kirken også en rolle at spille, men den rolle er forandret.

Et nyt blik på oplevelsesøkonomi sætter brugeren i fokus

I bogen Enterprising Initiatives in the Experience Economy argumenterer jeg sammen med Britta Timm Knudsen og Per Blenker for at udvide blikket på oplevelsesøkonomien, så vi, fremfor at se den som en forbrugsiscenesættelse, betragter den som en ny kulturel præmis, som har ændret den måde, vi er i verden på.

Med denne ontologiske vending fjerner vi os fra oplevelsesøkonomi som et forbrugerperspektiv til at se den som en forandrings- og udviklingsfokuseret, entreprenøriel kultur, som kan give mennesker stærke oplevelser og stimulere til personlig vækst.

Denne tilgang til det oplevelsesøkonomiske felt giver et grundlæggende nyt perspektiv. Det har ikke hovedoptikken på den, der igangsætter en aktivitet, såsom kirken der udbyder nye former for kirkebegivenheder, men i stedet på brugerne af sådanne oplevelser, som lader sig invitere indenfor og er med til at definere og skabe de oplevelsesrum, som stilles til rådighed.

Kirkens rolle har altid været i udvikling. Det er en af kirkens fornemste opgaver at følge med sin tid og skabe nye måder at samles om kirkens budskaber. Det har også altid være en central opgave for kirken at være et omdrejningspunkt for menneskelige fællesskaber.

Sekulariseringens projekt med at fortrænge religion til privatsfæren har kun delvist været succesfuldt. I Danmark er statskirken, folkekirken, stadig en realitet med de privilegier, der medfølger.

Samtidig medfører sekulariseringen en demokratisering af religions- og værdifællesskaber: Kirken står ikke ene med tilbud og muligheder for mennesket som søgende. Men når kirken tilbyder de brandede gudstjenester, såsom en natkirke med elektronisk musik, så er det også fordi kirkerne som fysiske rum står centralt i byrummet og menneskets bevidsthedsgeografi.

Derfor byder kirkerne gerne ind med oplevelser, som overskrider tilbud om prædiken og frelse, og derfor tager moderne mennesker gerne imod dem; oplevelser, som mennesker socialt og kulturelt kan vokse i og indgå i med hinanden. Den rolle har kirken altid haft – og har stadig mange andre steder i verden. Her nedtones kirkens budskaber til fordel for en kulturbærende og transformerende rolle.

Kirkerummet bruges af troende som ikke-troende

Hvorfor er de kirkelige oplevelser interessante for moderne mennesker i det væld af kulturelle tilbud, som brager op i især større byer? Det skyldes netop, at kirken som fysisk rum og som institution er et gammelt hus.

Uanset om man er troende eller ej, er kirker i byrummet ofte noget af det, vi opsøger. De besøges ikke kun for at se mosaikkerne i de store katedraler, men også for at gå i ly for byens larm og infernoet af indtryk. At sidde lidt selv, sammen med andre, der lige sidder lidt selv. Lige samle tankerne.

Kirken er et tilflugtsrum, hvis ro og historie giver næring til det moderne menneskes tanker, tvivl og refleksion. Ikke kun mennesker, der er religiøse, men mennesker der søger fordybelsen og gerne vil føle, at de hører til. Kirken har den autenticitet, der skal til for at tilbyde rammer for den fordybelse.

Kirkernes nyere tiltag kan således ses som tegn på en kirke, der godt vil være med til at forhandle sine egen rolle, idet de kommer med nye bud på, hvad kirken kan være for moderne mennesker. Både de, som alligevel ville komme i kirken, og de, som ser kirken som et sted, der kan give ro og rum til at mærke autenticiteten. Det er den oplevelse, nutidens menneske mere end noget andet er optaget af at mærke og skabe.