Analyse

Erling Tiedemann viste os, at mennesker er kirkens essens

Når man tager afsked med sådanne åndskæmper som Erling Tiedemann, kan man være bange for, om de var de sidste af slagsen. Her er det godt at lære af historien, der viser, at nye vil følge efter, skriver sekretariatschef Birger Nygaard. Foto: Leif Tuxen

Erling Tiedemanns liv er et eksempel på, hvordan ét begavet og tjenstvilligt menneske kan være et forbillede for mange i en tid, hvor kirken ofte anses for en intolerant institution med småtskårne ledere, skriver sekretariatschef Birger Nygaard

En propfyldt katolsk domkirke i København med deltagere fra mange kirkesamfund og sammenhænge tog for en uges tid siden afsked med 83-årige Erling Tiedemann. Dette er ikke en nekrolog over et stort menneske. Men hans liv er en vigtig påmindelse om og et eksempel på, at det, der virkeligt batter, når man taler om formidling af kristentro og forklaring af kirke, altid har med mennesker at gøre.

Tiedemann har været aktiv i et utal af sammenhænge med dybt kvalificeret og nærværende engagement. Han var kolossalt produktiv til det sidste og har sat sig spor, som vi kan blive ved med at nyde godt af. Det specielle ved ham var imidlertid ikke bare alt, hvad han kunne overkomme og gjorde, men den helstøbte person han fremtrådte som, og som gjorde dybt indtryk på hans omgivelser.

Med alt hvad han havde opnået af politisk karriere og offentlig virksomhed, kunne man måske forvente selvhævdende, manipulerende og intrigemager-karaktertræk. Men han havde netop intet af dette. Han var et beskedent menneske, der ganske uberettiget ikke tænkte for meget om sig selv, derimod tænkte han rigtig meget om alle andre, alt mens han brugte sin skarpe intelligens, tæft og politiske erfaringer til at forløse situationer, forsamlinger og dialoger på en måde, det altid var en fornøjelse at være vidne til.

En kollega til ham i Etisk Råd har sagt, at aldrig er så meget blevet gennemført i rådet som i de tre år, hvor Tiedemann med sin behændige ledelse var formand for det.

Erling Tiedemann brugte ikke sit erhvervsaktive liv som ”professionel” kirkemand. Han var ikke præst og havde ikke en fremtrædende officiel position i kirken. Han var bredt engageret i samfundet politisk og i væsentlige etiske spørgsmål. Men der var en tydelig fornemmelse af, at alle hans engagementer havde sit udgangspunkt i, at han var kristen i ordets dybeste og mest kvalificerede forstand.

At hans kristustro formede dette brede engagement og den måde, han forvaltede det på i relation til andre mennesker. Det var ikke noget, han behøvede at udbasunere, men som man kunne aflæse i mødet med ham. Hans rummelighed og accept af mennesker, han bestemt ikke var enig med, havde en sjælden kvalitet over sig.

Kirken er verdens største organisation med en svimlende milliardomsætning, millioner af ansatte, institutioner, bygninger, mediehuse, beslutningsorganer og meget mere. Denne institution kan i kraft heraf holde sig selv kørende. Og der er sikkert brug for det meste af det. Alt dette er dog kun et stillads. Det er ikke er selve huset. For intet kan erstatte den virkning, som et menneske af tro og integritet har på et andet menneske.

Oftest er der tale om upåagtede hverdagskristne, der ikke har været bevidste om den kæmpe forskel, de har gjort: Bedstemoderen, der fortalte bibelhistorier. Spejderlederen eller skolelæreren, der efterlod noget uforklarligt hos eleven, som måske først blomstrede op mange år efter. Det handler om almindelige, men atypiske mennesker, der uden at gøre noget væsen af sig, udstråler noget, som vækker en tørst hos andre efter at leve den slags liv. Gennem den måde, de lever deres liv på, har de været ledestjerner for os andre og hjulpet os til at forstå hvad kristen tro og liv er på en måde, som et apparatur i sig selv ikke formål.

Men vi ser også dette hos en del af de store kirkehistoriske skikkelser, som af samme grund er husket i eftertiden. Frans af Assisi er en elsket skikkelse, der er beundret langt ud over kirken. I 2012 blev hans skrifter for første gang udgivet på dansk. Når man læser disse, får man indtrykket af en meget jævn mand, der på enfoldig bibelfundamentalistisk vis fletter skriftsteder sammen til noget, der bliver franciskanerordenens leveregel, og som siden da har påvirket mennesker på tværs af tid, kultur og religioner. Han har båret og formidlet noget af evangelisk tro og ånd, som mennesker endda vedbliver at opleve den dag i dag ved deltagelse i almindelige gudstjenester i Assisi.

Arven fra Frans har fået ny betydning med den nuværende pave, der har taget hans navn. Hvem husker ikke hans ”god aften” på balkonen straks efter udnævnelsen, hvor han afvæbnede en stærkt skeptisk verden. Det ville have været uden betydning, om der blot var tale om et spindoktor-redigeret kommunikationsstunt. Men vi har sidenhen været vidne til, at der bag pave Frans’ simple ord gemmer sig en person af en overraskende støbning og adfærd, hvilket er kommet til udtryk i talrige situationer og i hans stærke værdipolitiske engagement på mange fronter.

Det er nok ikke for meget at sige, at pave Frans i kraft af sin personlige adfærd har ændret billedet af en skandaleramt katolsk kirke til noget, hvor selv politiske ledere gemmer deres foragt lidt væk og begynder at tale, om den rolle kirken har som moralsk stemme i kampen for løsningen af de store problemer i verden.

I en bred offentlighed er kirken desværre ofte kendt for at være en intolerant, religiøs institution med småtskårne mennesker og ledere, der ikke vil give andre plads og rum. Billedet er ikke helt uberettiget. Derfor er det vigtigt at tydeliggøre, at essensen i det at være kirke er almindelige mennesker, der tror på og er påvirket af Kristus til, som tilgivne syndere at øve sig i at gøre det han lærer dem. Erling Tiedemanns liv var et eksempel på, hvordan ét lille, begavet og tjenstvilligt menneske kan gøre dybt indtryk og være forbillede for så mange.

Kirkeinstitutionens væsen og virke har alene til formål at være redskab for at fremme kristen tro, dannelse og adfærd. Men den kan ikke ”fabrikere” disse ledestjerner, der er så vigtige for os andre. De er altid en gave, som vi takker for, når vi møder dem. Når man tager afsked med sådanne åndskæmper som Tiedemann, kan man være bange for, om de var de sidste af slagsen. Her er det godt at lære af historien, der viser, at nye vil følge efter.

Birger Nygaard er sekretariatschef ved Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.