Analyse

Kirken i Europa er en vigtig medspiller i flygtninge-krisen

Vi lever i en verden, hvor de store problemer fordrer værdimæssig forankring og globaliseret tækning med lokal applicering i et langsigtet perspektiv. Her har kirken noget at bidrage med, men det er op til kirken at spille sig på banen, mener sekretariatschef Birger Nygaard.

Flygtningekrisen har i den grad bragt kirken i spil igen i noget, vi ellers troede, ”det offentlige” alene skulle tage sig af. Kirken har et udgangspunkt og bidrag, som kan være særdeles værdifuldt i samspillet med samfundet i øvrigt, mener sekretariatschef Birger Nygaard

Man kan ikke fortænke nogen i at have den opfattelse, at kirken er en lidt underlig størrelse, som lever sig eget liv uden megen kontakt med, hvad samfundet i øvrigt har på dagsordenen. Men flygtningekrisen, som udfolder sig i Europa, har i den grad bragt den gamle dame i spil igen i noget, vi ellers troede, ”det offentlige” alene skulle tage sig af. Kirken synes at have et udgangspunkt og bidrag, som kan være særdeles værdifuldt i samspillet med samfundet i øvrigt.

Jeg har netop gennemgået 17 rapporter fra kirker i hele Europa. De demonstrerer, hvordan de – uden at gøre noget væsen ud af det - i al stilfærdighed er blevet en meget stor medspiller i flygtningekrisen. De møder mennesker og behov på mangfoldige måder og med stor hengivenhed, både i ”eget sogn”, i grænseregionerne til Europa og i hjælp til nærområderne i Mellemøsten. Ingen love og regler tvinger dem til det, men det gøres ud fra en dyb overbevisning om at være sat i verden for at være nærværende til stede i netop sådanne situationer.

 ”Kirken” er i denne sammenhæng først og fremmest mennesker, der kender deres besøgelsestid, fordi ordene, de har hørt i kirken, ikke er ligegyldige, men sender dem på gaden, når mennesker i nød kalder. Og kirken oplever, at mennesker, der ikke slider kirkebænkene til dagligt, melder ind med deltagelse i kirkelig indsats, når de ser, at kirken er i gang med et program, der rækker ud over den selv.

Rapporterne er blevet udarbejdet i forbindelse med et netop afholdt møde i München i Tyskland for europæiske kirkeledere, der havde behov for at besinde sig på kirkens rolle i krisen. Netop i München-området har man i længere tid modtaget op til 10.000 flygtninge dagligt.

Kirkerne i eksempelvis Tyskland og Sverige er langt videre end de i Danmark så foragtede politiserende udtalelser. De er i gang med at få snavsede sognehuse, fordi de bruger faciliteterne til flygtninge i den nuværende akutsituation. Svenske og tyske menighedsmedlemmer tager imod opfordringen til at give en flygtningefamilie husly eller til at tage et uledsaget barn ind i familien. Og rundt omkring i de europæiske kirker indsamles mange millioner euro til akut hjælp i Mellemøsten.

Det bliver mere og mere tydeligt, at udviklingen af flygtningesituationen er uholdbar. Men indtil videre har vi været vidne til en ejendommelig politisk vildrede, som med tydelighed har vist, at politikere ikke er de frelsere, som de ynder selv at give udtryk for at være. Flygtningekrisen lever på ingen måde op til kriterierne for en letbenet TV2-enkeltsagshistorie, som overvægten af tilsvarende enkeltsags-politikere kan give en enkeltsætnings-løsning på.

Kirkerne har heller ikke noget færdigt bud på, hvordan flygtningekrisen kan løses. Der skal ikke mere end to kirkefolk fra Mellemøsten på podiet for at få et godt skænderi i gang herom. Og kirkefolk er ingenlunde engle, men almindelige mennesker, der også brænder ud, hvis presset bliver for stort. Men ved mødet i München, hvor jeg selv deltog, var der en interessant besindelse på, at kirken i den givne situation alligevel har nogle ganske unikke bidrag at give til en krise, som alle må være med til at løse.

Kirkens unikke bidrag, som jeg lister op nedenfor, er dels nogle tyngdepunkter, der blev fremhævet ved indlæg på mødet i München, dels observationer jeg gjorde gennem samtaler på mødet og gennem analyser af de indsendte rapporter:

- Kirken er dybt værdimæssigt forankret i det, som udledes af Jesu ord og færden og som afspejler, at alle mennesker er skabt lige i Guds billede. Kristen adfærd udledes heraf og kalder naturligt på omsorg i det konkrete møde med flygtninge. Det handler ikke om rimelighed eller om at være politisk korrekt. Måske nærmere om i evangelisk tillid at turde leve lidt over evne i tiltro til, at der i Guds gode verden alligevel er nok til alle.

- Kirken er både lokal og global. I Danmark har vi Europas største kommuner, som let bliver abstrakte størrelser. Men vi har et fintmasket sognesystem, der dækker hele landet. Sådan findes kirken lokalt på forskellig vis overalt i verden. Essentielt er disse mange kun én kirke – en universel kirke. Det betyder, at kristne i al deres forskellighed taler sammen på tværs, ikke mindst i en sådan situation, hvor det er helt afgørende at lytte til røster hele vejen ned gennem Europa og ind i krigszonerne i Syrien og Irak.

- Derfor har kirken gode forudsætninger for at se helheder. Landegrænser har ikke samme gyldighed for kirken som for stater. Mens kirker altid er geografisk indfældet, er der et åndeligt slægtsskab, som ikke kender til grænser. I den givne situation er vi som kirke i Danmark således forpligtet på at lytte til og formilde, hvad trosfæller i Mellemøsten har at sige. Her vil man ofte høre andre stemmer end på BBC World.

- Kirker skal ikke genvælges og kan derfor tænke langsigtet. Det ligger i kirkens væsen at tænke i evighed. Kirken kan derfor ud af overbevisning tillade sig at fastholde upopulære holdninger i en krisetid, hvor politikere forhandler på ugebasis. Demokratiet har de seneste år underlagt sig et valgdiktatur, som stort set gør det umuligt for politikere at løfte sig til at være betydelige statsmænd og -kvinder, fordi horisonten for dem ender omkring næste folketingsvalg.

Det er sådanne karakteristika, som faktisk giver kirker mulighed for at give perspektiver på krisen, som politikere og samfund i vildrede kan have gavn af at lægge øre til. For vi lever i en verden, hvor de store problemer fordrer værdimæssig forankring og globaliseret tækning med lokal applicering i et langsigtet perspektiv. Men det er op til kirken at spille sig på banen. Det lader den til at være i gang med i store dele af Europa.

Birger Nygaard er sekretariatschef ved Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.