Analyse

Kirken lider af samme mentalitet som taxabranchen

Foto: Scanpix

Taxabranchen er i chok over Uber, en app, der gør det muligt at hyre en privatbils-taxi. Mange har en oplevelse af, at kirken lider af samme mentalitet som taxabranchen, der desperat forsvarer det, der én gang for alle er bygget op, mener sekretariatschef Birger Nygaard

Taxi-branchen er i chok over Uber, den lille app, som gør det muligt at hyre en privatbils-taxi til en betydeligt lavere pris end en normal taxi.

Jeg har netop været på min første tur med en sådan Uber-taxi. Efter al snakken om Uber havde jeg af nysgerrighed downloadet Uber-app'en og stod nu et sted i udlandet, hvor jeg ikke havde nummeret på et taxi-firma.

Jeg åbnede app’en, der viste, at der var en ledig bil tre minutter væk. Jeg trykkede på bestillingsknappen.

Tre minutter efter sad jeg i en pæn bil, der kørte mig til min destination. Betaling skete ved automatisk træk på mit kreditkort, og straks lå der en kvittering med alle data for min tur i min mail-boks. Det virkede perfekt til halv pris.

Det er naturligt, at taxibranchen vil gør alt, hvad den kan for at få dette konkurrenceforvrængende uvæsen stoppet. Så man er i flere lande i gang med sagsanlæg mod Uber-softwarefirmaet, der udfører det simple job med mobilteknologi at sætte folk i forbindelse med hinanden. Men Uber er blot ét eksempel på tekniske eller kulturelle udviklinger, der radikalt har ændret brancher, samfundsindretning med videre.

For en generation siden hørte vi typografer, der hånligt sagde, at man aldrig ville kunne lave en grafisk acceptabel avisopsætning på en skærm. I dag findes der ikke længere typografer. Og for nogle år siden var der en college-studerende, der brugte nogle dage på at lave en lille app, som han kaldte facebook.

Mange har en oplevelse af, at kirken lider af den samme mentalitet som taxibranchen, der med alle midler forsøger at forsvare det, der nu en gang for alle er bygget op.

Kirken består i sin ydre form af en enorm struktur, der over de sidste 2.000 år har udviklet sig til verdens største organisation. Kirkebygninger, ansatte præster og andre medarbejdere, uddannelsesinstitutioner og andre tilknyttede specialtjenester. Alt sammen organiseret i forskellige samfund og former for hierarkier og netværk. Denne struktur er set indefra så veletableret, at det er vanskeligt for os at være kirke uden alt dette.

Når vi siger ”folkekirken”, danner der sig hos de fleste hurtigt et billede af kirketårne, præstekjoler, bispevielser med mere. Som med de store finansinstitutioner før finanskrisen kan der være en fornemmelse af, at denne struktur er ”too big to fail” (for stor til at fejle, red.), hvilket medfører, at der beslutsomt arbejdes for dens videreførelse som institution.

Men i disse år ser vi i stigende grad et skifte fra fokus på det ydre til det indre. Danskeren anerkender nok, at vi har en folkekirke med alt, hvad dertil hører. Men de forbinder ikke nødvendigvis denne kæmpe struktur med deres trosoverbevisninger og med troens væsen, som de oplever som noget meget mere personligt og individuelt.

Det giver sig nu udslag i, at flere ikke lader deres børn døbe. Forældrene ser dåben som noget, man personligt skal stå inde for. Derfor er det bedst at lade børnene selv bestemme, når de vokser op, frem for at påvinge dem en barnedåb (se rapporten ”Dåb eller ej”, Center for Kirkeforskning, Københavns Universitet).

Den faldende dåbsprocent er nu med god grund kommet i fokus i folkekirken. Men der er to vidt forskellige måder og motivationer at gå til dette på:

Den ene måde er taxibranchens tilgang, hvor man ønsker at videreføre den institution, vi nu engang har, i den form vi kender, skønt andre former måske synes mere naturlige for de mennesker, som kirken er til for. Denne tilgang kan eksempelvis udmønte sig i at kirken opfører sig så anonymt og utydeligt som muligt, så eksisterende medlemmer ikke provokeres og melder sig ud.

Dette er en nærliggende strategi at forfalde til for folkekirker med mange passive, men aktivt betalende medlemmer. 

Og for dem, der ikke lader deres børn døbe eller er ved at løbe over til konkurrenter, at sørge for, at de kommer tilbage i folden, eksempelvis ved at præsten skal besøge alle nybagte forældre og bruge babysalmesang og spaghettigudstjenester for at få dem til at bringe deres barn til dåb.

Dåben er naturligvis i sig selv værdifuldt. Men det er et problem, hvis succeskriteriet er, at dåbsprocenten skal holdes intakt. I så fald lugter det af, at systemet bruger mennesker til egen selvopretholdelse – læs kirkeskat - frem for at være godt budskab (evangelium).

Det kan vi se ildelugtende eksempler på forskellige steder i verden, hvor man oplever større pres på kirkeøkonomien end i Danmark.

Den anden måde at takle den faldende dåbsprocent på er ved at lægge større vægt på en dybtgående lytten til og samtale med de mennesker, for hvem den blinde videreførelse af den ydre tradition ikke længere giver mening eller føles uærlig.

Netop disse medlemmers, som ikke-medlemmers, spørgsmål og overvejelser kan være den store gave til kirken, idet de udfordrer den til mindre fokus på institutionel selvopretholdelse og tvinger den til en refokusering på troens sprog og væsen.

Dette indhold er den eneste grund til, at vi har institutionen. Men vi ved kun alt for godt, at institutioner har en evne til at blive begrundelse nok i sig selv. Det gælder også for den institution, vi kalder kirken.

Kirken skal ikke undervurdere opgaven med at genvinde et meningsgivende kristent trossprog og -univers. Det er en stor proces, der må lægges vægt på blandt kirkeaktive, så de selv opøver sprog til samtale med kirkeskeptiske.

I en stor del af den gamle vestlige kristenhed er der en fornemmelse af at forvalte et trossystem, hvis batterier er ved at miste den sidste strøm, uden at man har fundet en alternativ energikilde.

I den situation er det godt at være en del af en global kristenhed, der de næste 40 år skønnes at vokse med endnu en milliard mennesker. Fra nye kirker i hele verden lærer vi, at kristentroen igen og igen lader sig oversætte til nye folk, sprog og kulturer. Der er intet, der skulle tilsige, at det ikke også vil ske hos os.

Birger Nygaard er sekretariatschef ved Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.

Birger Nygaard Foto: Privatfoto