Analysen

Vil dansk konservatisme udvikle sig til nationalisme?

Konservatismen er over os. Konservatisme forstået som en ideologi, der sætter samfundets værdier og sammenhængskraft højere end det enkelte individs frie udfoldelsesmuligheder, mener frikirkepræst og journalist Mikael Wandt Laursen. Foto: Privatfoto.

Tidshjulet er drejet fra de glade socialistiske dage i 70’erne over socialliberalismen og op til konservatismen i vores tid. Men vil konservatismen blive til nationalisme? Spørger frikirkepræst og journalist Mikael Wandt Laursen

Den nye asylpakke er på plads. Nu kan flygtninge, selv børn, tilbageholdes på nærmest ubestemt tid. Medmindre nogen gør sig den ulejlighed at fortælle dem, at de kan begære en domsstolsprøvelse.

Når et solidt flertal af folketingets partier i løbet af nogle dage kan blive enige om asylregler, som man bare for et år siden ville have forsvoret som vanvittige indslag fra den radikale del af Dansk Folkeparti, så fortæller det en historie.

Danmark har ændret sig. Vores fælles forståelse af verden og os selv har forandret sig grundlæggende i løbet af ganske kort tid. Og vi er naturligvis ikke alene. Resten af Europa gennemgår den sammen udvikling, nu selv med multikulturelle fanebærere som Tyskland og Sverige som modvillige medvandrere.

Konservatismen er over os. Konservatisme forstået som en ideologi, der sætter samfundets værdier og sammenhængskraft højere end det enkelte individs frie udfoldelsesmuligheder. Som det for eksempel gør sig gældende med 25 års-reglen. ”Samfundet” er i denne sammenhæng ofte defineret ud fra en historisk, kulturel og til tider også religiøs kontekst.

Udviklingen har sin rod i både en indre og en ydre proces.

Den ydre er nem at få øje på: Millioner af flygtninge ankommer til Europa. Tallene er så massive, så det i den grad udfordrer vores vilje til at hjælpe og samtidig må spørge os selv: ”Hvornår er der ikke mere plads i redningsbåden?”

Vi kan ikke længere holde fast i de kulturradikale idealer og resterne af de socialistiske utopier. Hvis vi vil bevare Danmark, som vi kender det, så er vi nødt til at indføre konservative foranstaltninger, der stopper forandringen af vores land og vores kultur.

Den indre forandring har været længere på vej. Mange års selvrealisering og individualisering har efterhånden gjort os så rodløse, at vi famler efter et sted at holde fast. Vi orker ikke længere den splittelse, der følger i individualiseringens fodspor og den hvileløse jagt under selvrealiseringens endeløse tyranni.

Bestsellere som Svend Brinkmans ”Stå fast” og Sørine Gotfredsens ”Løft blikket - nåde i narcismens tid” er en del af den modbølge mod selvrealisering og individualisme, som vi er vidner til. Selvom de to nævnte forfattere er meget forskellige i deres trosudgangspunkt, så er konklusionen stort set den sammen: Vi er nødt til at kende vores historie, tage ansvar for generationerne, droppe det endeløse navlepilleri, og, ifølge Gotfredsen, få Gud på banen igen Man fristes næsten til at sige ”Gud, konge og fædreland.”

Spørgsmålet er, om vi er klar til udviklingen? Om den ydre proces presser en konklusion frem, som den indre proces endnu ikke er nået helt frem til.

For ja, vi vil gerne have bedre familier og færre skilsmisser, men den opvoksende generation har lært at lade sige lede af følelser, og hvad gør man så, når følelserne midlertidigt ikke er til stede i ægteskabet? Ja så er det en skilsmisse, frem for en anledning til at få gjort noget ved ens egne fejl og mangler.

Og ja, vi er på vej tilbage mod troen på Gud, for livet som en lille privat selvgud er trods alt for hårdt. Men trosbegrebet er stadig så inficeret af selvrealisering og frygt for absolutter, at vi risikerer at lukke os af fra tiltalen fra den Gud, som måske gerne vil have os i tale. Resultatet kan blive, at troen ikke bliver den forløsende faktor af et ståsted udenfor os selv, som vi havde drømt om.

Hvad har vi så tilbage, hvis familien og sammenholdet skulle svigte og troen blive så svag, at den kan kidnappes af den mest højtråbende? Ja, hvis tidsånden er konservativ, så er der fædrelandet tilbage. Definitionen af os selv som nation, som værende så unik, at vi finder vores identitet og ståsted i den, kan være tillokkende. Men uden troens aktive modspil og familien og sammenholdets vægt, så risikerer vi en nationalisme med for små bremseklodser.

Vi bliver mere konservative, uanset hvor meget de kulturradikale råber op. Tidshjulet drejer. Forhåbentligt får vi så meget med af familie, sammenhold og Gud på vejen, at vi ender i kategorien ”medfølende konservative” (”Compassionate Conservatives”).

Mikael Wandt Laursen er frikirkepræst, journalist og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.