Kristendomsanalysen

Kristendom er immun over for satire

Det er ganske interessant at tænke på, at man i reformationstiden gjorde udbredt brug af satiren i kirkekampen både fra romersk-katolsk og protestantisk side med sigte på netop at afsløre hykleri og magtmisbrug, skriver professor emeritus Theodor Jørgensen. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Når en satiriker i ord eller tegning driver spot og forhånelse af korset, gør han det samme, som de, der korsfæstede Jesus, skriver professor emeritus Theodor Jørgensen

På en måde er kristendommen immun overfor satire. I hvert fald hvad dens centrale skikkelse angår: Jesus fra Nazaret på korset.

Korsfærstelsen var en forhånelse af Jesus

Når en satiriker i ord eller tegning driver spot og forhånelse af korset, foretager han sig strengt taget ikke andet end, hvad de folk gjorde, der korsfæstede Jesus.

Selve korsfæstelsen var en blasfemisk handling, der udtrykte hån, spot og foragt: ”Frels dig selv, hvis du er Guds Søn, og stig ned fra korset.” ”Andre har han frelst, Sig selv kan han ikke frelse” (Mattæusevangeliet kapitel 27 vers 40ff). Alt dette udødeliggjort i musik af Händel i hans kendte arie fra oratoriet ”Messias” med tekst fra Esajas Bog kapitel 53: ”He was despised” ("Han var foragtet", red.)

Satirikeren gør med sin satire egentlig ikke andet end at slutte sig til den skare af spottere, der dengang stod omkring korset. Således falder satiren tilbage på satirikeren selv.

Den korsfæstede Jesus rammes ikke mere af den satire end af den spot, han dengang allerede indvilligede i at finde sig i af sin kærlighed til menneskeheden, ikke mindst den foragtede del af den.

Satire rettet mod andre

Derimod forholder det sig anderledes i kristendommen, når det drejer sig om satire rettet mod andre. Det kommer an på, hvad satiren retter sig imod.

Satiren har en nødvendig funktion i vores samfund, når den afdækker magtmisbrug eller hykleri af enhver art i samfundslivet. Magtmisbrug og hykleri finder sted i enhver religion, også i kristendommen.

Det er ganske interessant at tænke på, at man i reformationstiden gjorde udbredt brug af satiren i kirkekampen både fra romersk-katolsk og protestantisk side med sigte på netop at afsløre hykleri og magtmisbrug. Satiren kunne være meget grov, ofte for grov og ikke altid rimelig. Men i det spil kan det ikke undgås, at der undertiden ryger finker af panden.

Formålet for satirem er afgørende

Men hvis satiren retter sig imod et enkelt menneskes særtræk for enten at krænke, latterliggøre eller mistænkeliggøre det, siger kristendommen fra i næstekærlighedens navn. Centralt i kristentroen står overbevisningen om, at vi også møder Kristus i vort medmenneske.

Håner, spotter eller latterliggør vi dette menneske, korsfæster vi samtidig Kristus i ham eller hende og gentager således, hvad skaren gjorde dengang den første Langfredag på Golgatas bakke.

Dette kan det især være vigtigt at tænke på i en tid præget af religionskritik. For det gælder jo ikke kun for kristne mennesker, at vi møder Kristus i dem. Det gør vi i ethvert menneske uanset, hvilken religion eller anden livsholdning de føler sig forpligtet på. Satiren må rette sig imod institutioner eller religiøs praksis, ikke mod enkelte mennesker som personer.

Det giver stadig god mening i nutidig kommunikation at skrive sig Luthers erklæring til det ottende bud i hans Lille Katekismus bag øret: ”Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste.” Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver vor næste noget på, ikke forråder ham, bagtaler ham eller bringer ham i vanry, men undskylder ham og optager alt i bedste mening.”

Theodor Jørgensen er præst og professor emeritus