Analyse

Religion er til stede overalt i Afrika, men ikke i DR's Liberty

Når det kommer til udviklingsarbejde, ser vi i disse år en stigende forståelse af, at religion for størstedelen af verdens befolkning er en integreret del af menneskets væsen og natur, vurderer generalsekretær Jørgen Skov Sørensen. Foto: Michella Ermark

Danskerne har de sidste fem søndage været vidne til en række kuldsejlede udviklingsprojekter fostret af 80’ernes såvel idealisme som naivisme, når det gjaldt kulturmøde i DR's serie Liberty. Men hvor blev afrikanernes tro af i serien, spørger generalsekretær Jørgen Skov Sørensen

I kølvandet på DR's miniserie Liberty om dansk ulandsbistand i 80’ernes Tanzania har der rejst sig en debat om legitimiteten af ulandsbistand som sådan. Serien skildrer et tidstypisk idealistisk men samtidigt naivt syn på udvikling, hvor vi hælder vestlige værdinormer i et tomt afrikansk kar.

Serien viser med al tydelighed, at kulturmøde er mere kompliceret end som så. Derfor er Liberty en kærkommen lejlighed til at drøfte udviklingsarbejde netop som kulturmøde. Ét efter ét falder de skildrede projekter fra hinanden – kun overgået af den hastighed, hvormed de menneskelige idealer og skæbner hos seriens hovedpersoner krakelerer under Afrikas nådesløse sol. Serien er et ubarmhjertigt portræt af menneskets uformåen.

Bekræfter fordomme

Det er dog udviklingsbistandens fejlskud og naivitet i 80’erne, der har taget overskrifterne, mens Afrikas tørre, røde jord er føget ind over kaffebordene i de danske hjem. En del har fået bekræftet deres fordomme om dansk bistand i Afrika, mens andre – herunder udviklingsminister Ulla Tørnæs - har taget anledning til at forklare, at vi i dag tænker helt anderledes om udviklingsbistand.

Og det har udviklingsministeren ret i. Der er ikke meget 80’er-tænkning tilbage i den måde, Danmark i dag driver udviklingsbistand på. Ulla Tørnæs mener, "at man har lært af de mange fejl, som man ser i tv-serien. Hun peger konkret på, at udviklingsbistanden i dag tager afsæt i modtagerens ønsker og behov”, som ministeren er blevet gengivet på DR's hjemmeside.

Er vi blevet klogere?

Vi er med andre ord blevet klogere. Eller er vi? Der er et forhold i serien, der slår mig. Liberty er nærmest renset for religion. Et er, at de danske hovedpersoner med den idealistiske Niels i spidsen, repræsenterer et tidsbillede, hvor religion i Danmark var gemt af vejen. Ja, hele udviklingstanken havde nærmest indbygget en forventning om, at verden ville vokse fra religion og kaste sig over et mere rationelt verdenssyn.

Noget andet er, at manuskriptet heller ikke efterlader plads til religion hos tanzanianerne. Kun en enkelt gang stikker den sit ansigt frem. Det sker helt bogstaveligt i en skummel nattescene, hvor en formummet sort skikkelse med hvide aftegninger i ansigtet mest har til hensigt at bidrage til frygten, båret oppe af det irrationelle. Helt i 80’ernes religionsforsagende ånd. Men samtidigt helt modsat den oplevelse, man har, når man rejser i Afrika. Her er religion til stede overalt.

Vestligt overherredømme

Udviklingsteoretikernes forventning om rationalismens snarlige herredømme er aldrig blevet indfriet. Og lige præcist når det kommer til udviklingsarbejde, ser vi i disse år en stigende forståelse af, at religion for størstedelen af verdens befolkning er en integreret del af menneskets væsen og natur. Det kan trække overskrifter i en dansk sammenhæng, men det er ikke noget nyt for afrikanerne, hvor religion aldrig har været gemt bort som hos os.

Liberty afslører derfor i sin åbenlyse – og berettigede - kritik af vores kollektive tro på vestligt kulturelt overherredømme, at serien i bund og grund ligger under for selvsamme forståelse af verdens gang som den, Niels og de andre idealistiske udviklingsarbejdere repræsenterer: religion spiller ingen rolle. Seriens tanzanianske karakterer og det samfund, som skildres, er – fristes man til at sige – skabt i vort billede.

Liberty II

Det er da også svært som sekulariseret dansker at forstå, at religion kan betyde så meget, som enhver rejsende i Afrika oplever det. Og det i en verden, der ikke er fiktion, men virkelighed. Der er imidlertid noget her, vi skal komme overens med, hvis vi skal arbejde med udviklingsbistand, der med udviklingsministerens ord ”tager afsæt i modtagerens ønsker og behov”.

Overser vi det element af Danmarks møde med religiøse kulturer, kan vi ende med en tv-serie om 30-40 år, der stiller skarpt på endnu flere kuldsejlede projekter og yderligere krakelerede idealer, forårsaget af den vestlige verdens religiøse analfabetisme i 2010’ernes udviklingsbistand.

Jørgen Skov Sørensen er teolog og generalsekretær i Danmission. Han skriver analysen ved kristendom.dk og religion.dk.