Analyse

Anser danske politikere religiøs praksis for farlig?

"Moskeerne bag sløret”-udsendelserne på TV2 har iværksat en lavine af mediebårne reaktioner, der inviterer til, at ikke-tænksomme mennesker og politikere prøver at fixe problemerne i en fart, som om det er et spørgsmål om bare at skrue på nogle knapper for at få trosoverbevisninger til at makke ret, mener sekretariatschef Birger Nygaard. Foto: Privatfoto

De fleste danskere forstår religion som et menneskes ”indre overbevisning”. I løbet af få år har vi fået en række ydre, synlige religiøse udtryksformer, og det skræmmer os fra vid og sans, mener sekretariatschef Birger Nygaard

”I Danmark er der religionsfrihed! Punktum.” Dette var konklusionen, som FN’s rapportør vedrørende religionsfrihed, Heiner Bielefeld, fremlagde efter i ti dage i marts at have mødt og talt med talrige repræsentanter for folketing, ministerier, civilsamfund, religioner, skoler, universiteter og lignende.

Grundloven og alt, hvad heraf følger, sikrer, at denne grundlæggende rettighed ikke må krænkes. Og Danmark har tilsluttet sig de internationale konventioner, hvor denne rettighed også er fundamental. Religionsfrihed kaldes alle frihedsrettigheders moder. Denne påstand forstås bedst gennem ordlyden i FN’s menneskerettighedserklærings artikel 18, der formulerer det, vi i forkortet form kalder religionsfrihed, som ”tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed”.

Der er altså ikke alene tale om retten til at dyrke en mere eller mindre arbitrær religion. Men den grundlæggende ret til at tænke frit, at følge sin samvittighed og lade dette komme til udtryk i et trosgrundlag og heraf følgende religiøs praksis.

Religionsfrihed dækker således – med Bielefelds ord – ”hele spektret af identitetsskabende overbevisninger og overbevisnings-baserede praksis’er”. De øvrige frihedsrettigheder bliver ligegyldige, hvis der ikke er frihed på dette mest fundamentale plan.

Og vi har gennem tiden set alt for mange eksempler på, hvordan der ser ud, når denne frihed stækkes. Vi skal ikke mange år tilbage og mange kilomenter væk for i DDR-republikken at iagttage, hvor forkrøblet et velfungerende samfund i løbet af få år bliver, når man vil kontrollere, tanke, tro og samvittighed. For enhver tænksom politiker er det derfor helt grundlæggende at værne om denne første frihedsrettighed.

Heiner Bielefeld havde imidlertid en formanende bemærkning til grundlovens formulering af religionsfrihed, hvor den begrænsning er indført, at ”intet [må] læres og foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. I forhold til internationale konventioner er denne formulering af begrænsninger ganske vidtrækkende og kan medføre meget negative følger, hvis den anvendes af magthavere til med lov og magt at udøve begrænsninger. For at undgå, at der bliver tale om en slags ekstra blasfemiparagraf fordrer grundlovens ordlyd en meget liberal tolkning. Bielefeld roste Danmark for, at det netop var det, der var tradition for i Danmark.

Skræmmende er det derfor, at man mindre en måned senere kan læse et notat fra Folketingets lovsekretariat til Integrationsudvalget, der indeholder en beskrivelse af grundlovens bestemmelser med særligt fokus på lovgivningsmagtens mulighed for at begrænse religionsfriheden. Det havde vi vist ikke set komme.

”Moskeerne bag sløret”-udsendelserne på TV2 har iværksat en lavine af mediebårne reaktioner, der inviterer til, at ikke-tænksomme mennesker og politikere prøver at fixe problemerne i en fart, som om det er et spørgsmål om bare at skrue på nogle knapper for at få trosoverbevisninger til at makke ret. Lykkeligvis giver lovsekretariatets jurister ikke eksempler på, hvordan man kan begrænse religionsfriheden. Men ulykkeligvis overlades dette hermed til politikere, der af et meget godt hjerte begiver sig ind i et taberprojekt.

I stedet for at bruge kostbar tid på selv at udtænke mulighederne, kunne de danske politikere jo hente råd og ideer fra erfarne folk i det kinesiske sikkerhedspoliti. De kinesiske myndigheder krænker aldrig religionsfriheden for nogen, idet den som i Danmark er garanteret i forfatningen. Men med jævne mellemrum bliver blandt andet kristne kirker lukket og fjernet med bulldozere med begrundelsen, at de forstyrrer den offentlige orden, fordi byggetilladelsen ikke er overholdt, eller fordi larmen fra en syngende menighed forstyrrer naboerne og hermed ”sædeligheden og den offentlige orden”.

Kineserne kan også dele ud af deres erfaringer om, at den restriktive holdning til kirker og deres udfoldelse indtil videre synes at have bidraget til, at Kinas kirke er på vej til at blive det største kristne samfund i noget land i verden.

I stedet for at gå denne vej peger rapporten fra FN’s rapportør på et andet forhold, som har med dansk religions- og kirketradition at gøre: at forståelse af religion i majoritetskulturen i Danmark i ekstrem grad alene fokuserer på et menneskes ”indre overbevisning”. Han henviser til, at det nok har sin årsag i det kristne og lutherske ”troen alene”, der gør troen til dette inderlige i hjertet skjulte. Ydre udtryk for religion og religiøs praksis er inferiøre og problematiske.

Dette er i stærk kontrast til de fleste andre former for religion, hvor ydre praksis måske er lige så vigtig som en særlig trosfølelse. I løbet af få år har vi fået en række andre i det ydre synlige religiøse udtryksformer. Det skræmmer os fra vid og sans og er et marked, vi slet ikke kan begå os på. Derfor er det så nærliggende at ty til løsninger, der søger at sprøjte disse udtryk til med en gang roundup, så vi bliver fri for dem én gang for alle. Derfor må det undersøges, om det kan gøres med Grundloven i hånden.

Længe har vi gået og sagt ”religionsfrihed, men ikke religionslighed”. En sådan uskyldig sætning kan være et første skridt til at søge efter løsninger, hvor den manglende lighed af majoritetssamfundet bruges til at knægte minoritetens ret. Netop denne tænkning ud fra muslimske forudsætninger har medført, at store dele af Mellemøsten er i færd med at blive tømt for kristne på grund af diskrimination og forfølgelse.

I denne situation skal vi være glade for, at der sidder en tænksom nestor som Bertel Haarder som central person i regeringens arbejde hermed. Krænkelser af religionsfriheden undslipper ikke let hans falkeblik og værdigrundlag. Så der er håb om, at det hele lander godt.

Og som minister for folkekirken kunne han godt i forbindelse hermed give et kammeratligt spark til folkekirken for at få dens menigheder meget stærkere på banen som formidlere af den helt nødvendige samtale mellem det sekulære samfund, kristne religiøse traditioner og muslimske og ateistiske moderate og ekstremistiske grupper. Det handler meget om at have sprog til at kunne være i samtalen og forstå og påvirke. Folkekirken har platform herfor og har måske en opgave i at være first mover i forsøget på at få verden til at hænge sammen, som den faktisk ser ud og fungerer religiøst set, så vi som samfund undgår at slå os på virkeligheden.

Birger Nygaard er sekretariatschef ved Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.