Må man krænke religiøse mennesker?

Handler ytringsfrihed virkelig om at undgå hensynet til andre? spørger mediekonsulent Christian Roar Pedersen

Ytringsfriheden har fyldt meget i debatten på det seneste. Efter terrorangrebet på satireavisen Charlie Hebdo i Paris var der endnu engang anledning til at diskutere, om der er grænser for ytringsfriheden. De ulykkelige begivenheder i København kort tid efter gjorde det uhyggeligt aktuelt herhjemme.

I både Paris og København var ytringsfriheden bogstaveligt talt under angreb af muslimske ekstremister. De ville hævne, at deres religiøse følelser og ære var blevet krænket. Dels af den franske avis, der havde genoptrykt de danske muhammedtegninger suppleret med egne kreationer, og dels af den svenske kunstner Lars Vilks, der havde tegnet muslimernes profet som en hund.

Læs også: Kristendom er immun over for satire 

Fordømmelsen af angrebene har været stor herhjemme. Også fra muslimsk side. De store muslimske organisationer var hurtigt ude med udtalelser om søndagen (den 15. februar) efter angrebet.

En fælles erklæring mellem muslimer og Danske Kirkers Råd kom også hurtigt. Pointen i udtalelserne var, at det under ingen omstændigheder er tilladt at slå andre ihjel, selv om ens religiøse følelser bliver krænket.

Efter Charlie Hebdo var der lige pludselig mange, der var Charlie. “Je suis Charlie” lød det fra alle kanter. Ikke mindst på de sociale medier. Tidligere biskop over Fyens Stift, Kresten Drejergaard, var ikke en af dem. I et læserbrev i Fyens Stiftstidende (den 15. januar 2015) skrev han, at vores demokrati nok bygger på retten til at tænke, tro og mene, hvad man vil, “men det er ikke en ret, der samtidig forpligter os til at bruge ytringsfriheden til at krænke og fornærme dem, der måtte have en anden holdning.”

“Eller er det i det efter-kristne Europa blevet sådan, at det nu kun er ytringsfriheden, der er hellig og guddommelig og derfor ukrænkelig?” spørger Drejergaard.

Læs også: Tegninger og terror: Har vi ret til at krænke andre? 

For Drejergaard og mange religiøse med ham er der helt klart grænser for ytringsfriheden. Ikke formelt. Vi må sige, hvad vi vil. Men Muhammedtegningerne gavnede intet ifølge Drejergaard.

Med et citat fra Paulus fra Det nye Testamente kan man opsummere dette synspunkt som “alt er tilladt, men ikke alt gavner”.

Over for denne position står synspunktet om, at ytringsfriheden, herunder retten til at krænke andre, er en grundpille i demokratiet og gavnlig i sig selv.

Når bagsiden af Politiken for år tilbage var præget af en satiretegning med Jesus-dildoer, så er det ikke kun fordi, nogle finder det morsomt. Det er også, fordi kritik og hån af religion ifølge dette synspunkt er med til at sikre vores frihedsrettigheder.

Hvis vi giver køb på en rettighed, så er vi inde på en glidebane, og resten af rettighederne kan følge med ned ad bakke mod et forbud. Rettighederne kan med andre ord ikke gradbøjes. Set i et oplysningsperspektiv er kirken en fjende, hvis man spørger de kulturradikale. Den skal ikke pakkes ind i vat. Den skal have modstand.

Den seneste tids debat, om hvorvidt blasfemiparagraffen skal afskaffes, kan ses i lyset af disse samme to positioner.

Midt imellem finder vi et samfund, der er præget af sekulariseringen. Det forstår ikke den grundlæggende præmis, at religion betyder noget for mange mennesker. Derfor er der også fortsat mange mennesker i dette land, der ikke forstår, hvorfor muslimerne blev så fornærmede over de tegninger.

Den lutherske arv lader sig ikke fornægte. Religion er et anliggende mellem den enkelte og Gud, som andre ikke skal blande sig i. Det er ikke et offentligt anliggende. Derfor gav daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens kamp i 2006 for at få religion ud af det offentlige rum god mening for mange. Især fordi Fogh Rasmussen hermed især angreb muslimers tydelige, religiøse adfærd. At statsministeren helt overså de tydelige, offentlige kristne symboler som for eksempel korset i flaget, er en anden historie. Bag denne debat om ytringsfriheden ligger en grundlæggende debat om, hvilken rolle kristendommen skal have i Danmark.

Læs også: Debatten om ytringsfrihed sejler

Hvis vi går til Rusland, hvor hverken Luthers reformation eller oplysningstiden har spillet samme rolle som i Vesteuropa, finder vi en moralsk tilgang til frihed. Det interreligiøse Råd i Rusland udsendte den 27. januar en udtalelse om ytringsfrihed og krænkelse af troendes religiøse følelser.

Frihedsrettighederne bygger på menneskets værdi, hedder det i udtalelsen. Men i en sekulariseret verden er denne hellige dimension gået tabt og erstattet af en relativistisk, amoralsk adfærd, hvor viljen får frit løb. Resultatet er anarki og tyranni.

Pointen er, at der er brug for moral for at styre frihedsrettighederne. Ellers styres rettighederne kun af personlige behov og en stadig søgen efter mere velstand. Ud fra den moralske tilgang til ytringsfriheden er retten til at håne “det der er helligt for andre inkompatibel med sand menneskelig værdighed.”

Læs også: "I Danmark er demokratiet helligt" 

Frihed kan ikke eksistere i et tomt rum. Friheden skal udøves inden for en moralsk ramme, og her spiller religionen en særlig rolle. Sekularisering er ikke det samme som en ateistisk stat. Derfor skal en sekulær stat bygge på de moralske, religiøse rødder. Sådan er det russiske synspunkt i udtalelsen.

Selv om vi ikke hører samme hævdelse af de moralske rødder i en dansk sammenhæng, så er den underliggende debat den samme. Spørgsmålet er, hvilken rolle kristendommen skal have i Danmark, og hvad kristendommen i givet fald har at sige om brugen af frihedsrettigheder.

Drejergaard og russerne er ikke enige om alt, men de er enige om, at frihed er under ansvar, og at fornærmelse af religiøse følelser ikke tjener et formål i sig selv. Overfor står de kulturradikale, der langt hen ad vejen ser religion som en del af problemet og ikke løsningen.

Christian Roar Pedersen er mediekonsulent, sognepræst og skriver kristendomsanalysen på kristendom.dk.