Analyse

Man bør fortælle alt, når man søger et præsteembede

Hvis en præsteansøger spiller åbent ud, eksempelvis med personlige politiske sympatier, så kan andre forholde sig til dette. På langt sigt vil det sikkert give de bedste relationer i det nye sogn/menighed, skriver professor Kurt E. Larsen. Foto: Arkiv

Det er i ansøgerens egen interesse at få formidlet et præcist og dækkende billede af sig selv som person, mener teologiprofessor Kurt E. Larsen. Han forklarer den historiske baggrund for nutidens ansættelsesprocedurer

Folkekirken har klare regler for besættelse af præsteembeder. Før menighedsrådene blev indført, blev præster ansat af kongen/ministeren – typisk efter anciennitet. Jo ældre i tjenesten, des mere berettiget til de ”fede” embeder.

Da der i slutningen af 1800-tallet opstod klart markerede kirkelige retninger: Kirkeligt Centrum, grundtvigianisme, Indre Mission – kunne det være meget forskelligt hvilken profil af en præst, der var ønske om i det enkelte sogn.

Så rejste delegationer til ministeren for at påvirke vedkommende til at udnævne en præst, der efter deres mening passede godt til netop deres sogn. Menighedsrådene blev indført blandt andet af den grund. En demokratisk proces skulle afgøre, hvilke personer fra hvilke kirkelige retninger der skulle sidde i menighedsrådet, og disse skulle afgøre præstevalget.

Fra 1912 blev det sådan. Det blev da også almindeligt, at ansøgere til præsteembeder blev indkaldt til prøveprædikener og samtaler med menighedsråd. Så fik sognets repræsentanter et bedre grundlag at vælge deres kommende præst ud fra.

Nyordningen betød meget i forholdet mellem præst og menighed. Hvor præsten tidligere havde været embedsmanden, kongens repræsentant i sognet, blev han nu den prædikant, som menigheden selv havde valgt gennem menighedsrådet.

Chancen for et godt forhold blev styrket. Præst og menighed kom lettere på bølgelængde med hinanden. Der blev lagt op til et bedre samarbejde mellem menigheden, som kaldende instans, og præsten, der blev valgt til at betjene netop denne menighed med ordet og sakramenterne, undervisning og sjælesorg.

Vel var der dengang præster af den gamle embedsmandstype, der havde svært ved at vænne sig til at stille op til en prøveprædiken, blive set an og spurgt ud af en flok lægfolk. Dybest set var det dog i præstens egen interesse.

Præstegerningen er en livsform

Et præsteembede er af mange grunde ikke noget 7-16 job. Efter klassisk dansk-luthersk tankegang er en præst en person, der står til rådighed for sognet. Ved sygdom og ulykker rykker præsten gerne ud på de skæveste tidspunkter. Præsten får løn for at have tid, når mennesker henvender sig med sjælesørgeriske spørgsmål.

Selvom der i de senere år er gjort meget for at hjælpe præster til også at kunne holde fri med sin familie, så har præstegerningen stadig karakter af en livsform og ikke et job.

I præsteløftet lover man stadig at ”foregå menigheden med et godt eksempel”. Præsten kan og bør derfor ikke have ”skjulte rum”, men må leve sit liv i den forventning, at der er mange øjne, der hviler på ens opførsel, ligesom, der er mange ører, der lytter til ens ord.

Er man med sine holdninger og sin livsstil i alvorlig uoverensstemmelse med menighedsråd og menighed, bør man nok normalt ikke være præst i det pågældende sogn. Derfor må en ansøger til en præstestilling spørge: Passer jeg i dette sogn/ denne menighed – som teolog og som menneske?

Fortæl alt det vigtige!

Som ansøger har man en interesse i at præsentere sig selv så godt som muligt i en ansættelsessituation. Så meget mere som der ikke i folkekirken er tradition for prøveansættelse og prøveperioder.

Har man en grundig drøftelse med stiftets biskop om ens teologiske holdninger og en udførlig samtale med menighedsrådet om ens visioner for gudstjeneste og kirkeliv, så er der basis for en ansættelse på et veloplyst grundlag. Så kommer der ingen ubehagelige overraskelser for nogen af parterne.

Der findes regler for, hvad man må spørge en ansøger til offentlige stillinger om, og det er godt. Men netop ved præstestillinger kan der være forhold af personlig, familiær og politisk art, som ansøgeren af egen interesse bør oplyse – også selvom andre ikke kan og må spørge om det.

Hvis en ansøger spiller åbent ud, eksempelvis med personlige politiske sympatier, så kan andre forholde sig til dette. På langt sigt vil det sikkert give de bedste relationer i det nye sogn/ menighed.

Livet er for kort til at være præst et sted, hvor man ikke rigtigt passer ind.

Kurt E. Larsen er dr.theol., professor i kirkehistorie og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.