Kristendomsanalysen

Dåbsdebat afslører mangel på kirkeråd

Udvalget skulle sammensættes af biskopper, præster og ikke mindst af lægfolk fra folkekirken – ligesom teologisk og juridisk sagkundskab kunne tilknyttes. Ud fra dansk tradition ville det også være naturligt, at de frie folkekirkelige missionsbevægelser og foreninger også var repræsenteret, skriver dr.theol. Kurt E. Larsen. Foto: Arkiv

Bør man kunne få en dåb gennemført uden for kirken? Skal voksne kunne døbes med fuld neddykning som på apostlenes tid? Den seneste tids dåbsdebatter afslører, at folkekirken savner et kirkeråd, mener dr.theol. Kurt E. Larsen

Når der i folkekirken dukker spørgsmål op om, hvorvidt det skal være muligt at få sit barn døbt i naturen – eller om det skal være muligt selv at blive døbt ved fuld neddykning – er der ingen klar lovgivning for, hvem der træffer afgørelse i spørgsmålet.

Læs også: Biskopper siger nej til dåb i det fri 

Det er folketinget, der lovgiver for kirkens anliggender. Dog er der præcedens for, at folketinget i såkaldt ”indre” anliggender ikke lovgiver. Derfor reguleres ”indre” anliggender typisk ved kongelige anordninger og resolutioner efter indstilling fra kirkeministeren.

Da kirkeministre i tidens løb som regel har spurgt biskopperne til råds, har biskopperne fået en central kirkepolitisk stilling, og som sådan er kirken selv kommet til orde. Politikerne har på den måde lyttet til teologer.

Indre anliggender – en sag for biskopperne? 

Set fra et principielt luthersk kirkesyn må det dog siges at være lidt problematisk, at biskopperne har fået en sådan rolle. Den lutherske kirke lægger ikke som den romersk-katolske og den anglikanske kirke teologisk vægt på bispeembedet.

Biskopperne har i folkekirken primært en rolle som tilsynsmænd for præster og menigheder. Med cirka 200 menigheder og præster per biskop må det også siges at give biskoppen en mere end rigelig arbejdsmængde. Arbejdsbyrden gør det i sig selv problematisk at ophøje biskopperne til at udgøre den egentlige teologiske ledelse af folkekirken.

Folkekirken er primært en kirke, ikke en statsinstitution, og den må først og fremmest defineres ud fra sit eget åndelige væsen. Den evangelisk-lutherske kirke er principielt ikke nogen præste- eller bispekirke, men bygger på det almindelige præstedømme.

Kirken er ikke bare præsten, endsige biskoppen, men en menighed, hvor alle døbte kan virke med. Derfor bør der principielt også være lægfolk repræsenteret i kirkens ledelse. Nogle har set de folkevalgte politikere som repræsentant for folkekirkens lægfolk, men dette er blevet stadigt sværere, efterhånden som en voksende andel af folketingsmedlemmerne slet ikke er medlemmer af folkekirken.

Læs også: Indvandrere presser på for ny dåbsform

Det er derfor naturligt, man har arbejdet på at finde en model, der gør det muligt at inddrage præster og lægfolk i den teologiske ledelse af folkekirken. Det ville være det mest rigtige, hvis der kunne tages stilling til eksempelvis de ovenfor nævnte spørgsmål om dåbspraksis og dåbsskikke ud fra et samarbejde mellem lægfolk og ”eksperter”; mellem biskopper, præster og lægfolk.

Den nye debat har dermed aktualiseret de drøftelser, der fandt sted i ”Udvalget for en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken” (2012-2014). Udvalgets flertals anbefalinger har dog ikke (endnu?) vundet politisk gehør, og i det følgende peges på en model, der kunne bruges i de aktuelle dåbsdebatter.

Et stående udvalg for kirkens indre anliggender 

Det ville være en aflastning for biskopperne, hvis der i folkekirken eksisterede et stående udvalg (”Udvalg for Liturgi og Pædagogik”), der løbende kunne tage stilling til spørgsmål vedrørende kirkens indre anliggender. Et sådant udvalg kunne mødes oftere og være mere proaktiv, således at det var bedre udrustet til at tage principiel og hurtig stilling til spørgsmål om kirkens indre anliggender.

Udvalget skulle sammensættes af biskopper, præster og ikke mindst af lægfolk fra folkekirken – ligesom teologisk og juridisk sagkundskab kunne tilknyttes. Ud fra dansk tradition ville det også være naturligt, at de frie folkekirkelige missionsbevægelser og foreninger også var repræsenteret. De udfører en stor del af de opgaver, der påhviler en kirke.

Det er vigtigt, at folkekirkens lægfolk får en bred medindflydelse på udviklingen af kirkens indre anliggender. Ikke blot spørgsmål om liturgi, men også gerne med udviklingen af folkekirkens pædagogiske arbejde og lignende.

Et sådant udvalg ville måske ønske undervisningen for konfirmander styrket og som følge deraf ønske en ny anordning for konfirmation. Så ville man udarbejde et forslag til en sådan. Når man er enige, forelægges dette for biskopperne. Når disse har sagt god for forslagets læremæssige indhold, tages det op til kirkeministeren med henblik på kongelig autorisation.

Læs også: BILLEDSERIE: Sådan foregår en barnedåb

Kompetencen for dette udvalg for kirkens indre anliggender kunne defineres i lyset af kompetencen for det Mellemkirkelige Råd. Dette råd er valgt til at repræsentere den danske folkekirke, dog har biskopperne krav på at blive hørt i spørgsmål af læremæssig karakter, og de har også en slags vetoret.

Nyt og epokegørende kan forslaget ikke siges at være. Det minder en hel del om et forslag, som Det Teologiske Fakultetet i København stillede helt tilbage i efteråret 1849: Foruden et valgt kirkeråd, der havde kompetencen for kirkens indre anliggender og sjældent trådte sammen, skulle der nedsættes et stående kirkeudvalg, der løbende kunne tage sig af kirkesager.

Tanken om et egentligt kirkeråd har indtil nu mødt stor modstand i politiske kredse. Men et stående ”udvalg for liturgi og pædagogik” kunne godt nedsættes straks, uden at der overhovedet blev ændret på de kirkeretslige forhold. Som et blot rådgivende organ – for biskopperne og dermed for kirkeministeriet – ville det kunne tjene til en styrkelse af den principielle teologiske og kirkelige besindelse på, hvad der er og fremover bør være god luthersk kirkeskik.

Kurt E. Larsen er dr.theol., professor i kirkehistorie og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.