Analyse

Teolog: Udfordringen med dobbelt medlemskab bliver ikke taget op for alvor

Der er et ønske i folkekirken om at tilbyde kristne migranter dobbelt medlemskab, som er medlemskab både af egen migrantkirke og af folkekirken, skriver ph.d. og teolog Jørgen Skov Sørensen. Foto: Michella Ermark

Dobbelt medlemskab er et signal om en åben dør i folkekirken. Men signalværdien overtrumfer den teologiske refleksion, der bør indgå i overvejelserne om dobbelt medlemskab, påpeger teolog og ph.d. Jørgen Skov Sørensen

En herboende vestafrikansk præst rejser sig og går på talerstolen. Han kigger ud over forsamlingen, der primært består af etniske danskere - klassisk folkekirkelig observans - inden han takker for den missionsindsats, danske missionærer har lagt i Afrika de sidste hundrede år.

Derefter holder han en lang kunstpause, som kun de virkeligt gode prædikanter kommer godt fra, inden han med et stort smil forkynder, at nu er det ”pay back time!” Man fornemmer et gys i forsamlingen. Gys af fryd hos nogle blandet med gys af usikkerhed hos andre.

Alt dette skete for nogle år siden under en konference på Vartov i København om kristne migrantmenigheder i Danmark. Budskabet var klart. Tiden var kommet til, at kristne fra Afrika tog til Danmark for at missionere i folkekirken.

Debatten om dobbelt medlemskab er igen blusset op
Debatten om folkekirkens og sognekirkers relation til kristne indvandrere og til de kirker, som har fået betegnelsen ”migrantkirker”, har for nyligt fået ny aktualitet.

Senest er det kommet til udtryk i flere debatindlæg i Kristeligt Dagblad, som drøfter det såkaldte ”dobbelte medlemskab”.

For ti år siden drejede debatten sig først og fremmest om, hvordan sognemenigheder lokalt kunne hjælpe eller bistå migrantmenigheder til at bruge det lokale kirkerum eller den tilhørende sognegård til gudstjenester og eventuelt andre kirkelige eller kulturelle samlinger.

I dag er flere imidlertid gået et skridt videre og ønsker at tilbyde kristne migranter dobbelt medlemskab, som er medlemskab både af egen migrantkirke og af folkekirken. Det er lidt uklart, hvor stort behovet er set fra migrantkirkernes side.

En nylig undersøgelse fra Folkekirkens Migrantsamarbejde bringer seks anbefalinger til torvs, men ingen af dem peger i retning af dobbelt medlemskab. Her plæderes der blot for almindeligt medlemskab af folkekirken i de tilfælde, hvor kristne migranter og konvertitter skulle ønske det.

Dobbelt medlemskab er et værdisignal for folkekirken
Muligheden for dobbelt medlemskab skal ifølge Hans Ravn Iversen i Kristeligt Dagblad først og fremmest være ”et vigtigt signal om, at folkekirken gerne vil være så meget fælles som muligt med alle i landet, der er eller vil blive kristne.”

Og Ravn Iversen har tilsyneladende medvind for sine tanker. I hvert fald arbejder et udvalg på højeste sted – i Kirkeministeriet – med et udspil, der forventes at imødekomme ønsket om dobbelt medlemskab af en migrantkirke og folkekirken.

De traditionelle danske frikirker, den katolske og de ortodokse kirker i Danmark har aktuelt ikke adgang til dobbelt medlemskab af egen kirke og folkekirken. Planer om noget sådant er så vidt vides heller ikke på ministeriets dagsorden.

Hvad frikirkerne angår har man fra folkekirkens side gennem årene lagt megen vægt på de teologiske forskelle. En arbejdsgruppe i Folkekirkens mellemkirkelige Råd brugte seks år på en meget grundig dialog om forskelle og ligheder mellem Metodistkirken og folkekirken. En fin og oplysende øvelse, som har ført til gensidig anerkendelse, men ikke til lovarbejde om dobbelt medlemskab.

På den baggrund kunne man forestille sig, at interessen for teologiske dialoger mellem folkekirken og nogle af de større migrantmenigheder i Danmark var næste punkt på dagsordenen, men ingen har taget initiativ til lignende analyser.

Det ser umiddelbart ud som om, den ”vigtige signalværdi” om en åben dør i folkekirken overtrumfer den teologiske refleksion, som man ellers kunne se behov for som en vigtig del af overvejelserne om dobbelt medlemskab. Overvejelser, der overhaler anerkendelsen af Metodistkirken indenom.

Den teologiske anfægtelse er fraværende i debatten
Behovet understreges af professor i ret og religion, Lisbet Christoffersen, der er bekymret for, hvor folkekirken er på vej hen, hvis det bliver muligt at opnå dobbelt kirkemedlemskab. I et debatindlæg rejser hun en række relevante spørgsmål om de retslige konsekvenser, såfremt dobbelt medlemskab lovliggøres.

Men selvom Lisbeth Christoffersen eksplicit efterspørger teologers holdning til dobbelt medlemskab for kristne af traditioner, der adskiller sig signifikant fra folkekirkens evangelisk-lutherske trosgrundlag, er det slående, så lidt dette spørgsmål har fundet vej til debatten.

Det synes – igen - at være Ravn Iversens ønske om ”signalværdi”, der er fremherskende. En signalværdi, der dog åbenbart ikke rækker til de traditionelle danske frikirker.

Det tætteste vi kommer på en teologisk anfægtelse er paradoksalt nok en udtalelse af religionssociologen Astrid Krabbe Trolde, der i religionsanalysen på religion.dk tilbage i 2017 konstaterer, at ”den største forhindring for et dobbelt medlemskab ofte [er] teologiske uenigheder mellem migrantkirke og folkekirke.” Hun går dog ikke i detaljer med hvilke teologiske forskelle, hun har i tankerne.

Det overlader hun som religionssociolog naturligt nok til andre. Men ingen tager for alvor udfordringen op.

Hvis den vestafrikanske præst på Vartov for år tilbage stadig står ved sit løfte om at ”betale tilbage”, så var det måske på sin plads, at vi først satte os ned og spurgte til, hvilken mønt han betaler tilbage med. Hvilken teologisk overbevisning han synes, folkekirken har brug for, og som han og andre er klar til at levere.

En sådan anerkendelse af forskelle er måske i virkeligheden det vigtigste signal, folkekirken kan sende til migrantmenigheder i Danmark. Det afviser hverken fællesskab eller vilje til dialog, men danner tværtimod et teologisk fundament, som kan vise sig at styrke begge dele.

Jørgen Skov Sørensen er ph.d. og cand.theol. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.