Kan landets stærke kirker være en del af løsningen i Ukraine?

Ukraine er et af de lande, der i sin tid blev til ved stormagters skrivebord, men den ortodokse kirke har i over tusind år været et fast holdepunkt for det ukrainsk-russiske-hviderussiske folk, mener kirkehistoriker Kurt E. Larsen

Da Første Verdenskrig sluttede, opstod en række nye lande på ruinerne af gamle imperier: Polen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Tyrkiet, Syrien, Libanon – samt Ukraine.

Mange af disse lande har siden haft svære tider. Libanon gennemled en borgerkrig fra 1975-1990, og som bekendt bløder Syrien i denne tid.

Nogle af disse lande er allerede helt opløst: Tjekkiet og Slovakiet gik fredeligt hver til sit i 1993. Her var der tale om to områder, der forholdsvis let lod sig adskille igen.

Jugoslavien blev efter en blodig borgerkrig i 1990’erne delt op i seks lande, foruden Kosovo som en syvende stat, der er anerkendt af nogle som en selvstændig stat. Jugoslavien var i udgangspunktet sammensat af folkeslag, der historisk, religiøst, økonomisk, politisk og sprogligt var meget forskellige.

Hvordan kunne et land holdes sammen, hvor der var et parti, to alfabeter, tre religioner, fire sprog, fem nationaliteter, seks republikker, syv nabolande og otte nationalbanker?

I dag har freden i vid udstrækning sænket sig over Eksjugoslavien, hvor to af landene nu er med i EU, og tre andre er på vej.

Ukraine giver i disse dage genlyd af kampe, der bringer de ovennævnte historier i erindring. Ukraine er også ret sammensat.

Det sammensatte Ukraine

Ukraine er et grænseland. Det betyder selve navnet. Efter Første Verdenskrig blev Ukraine udråbt som et selvstændigt land, men sovjetrusserne tvang dem ved en hurtig krig ind i Sovjetunionen, hvor de udgjorde en særlig sovjetrepublik.

Efter Anden Verdenskrig flyttede Stalin hensynsløst rundt på grænserne i Østeuropa. Han rykkede Sovjets grænser mod vest, så områder, der tidligere havde hørt til Polen, Østrig og Ungarn, blev lagt til sovjetrepublikken Ukraine.

Denne vestlige del af Ukraine har i lange perioder været politisk og kulturelt orienteret mod Vesteuropa. Det hænger blandt andet sammen med de religiøse forhold.

Religion i Vestukraine og Østukraine

Vestukraine hørte i århundreder under det katolske Polen-Litauen. Den oprindeligt ortodokse befolkning anerkendte paven og blev derved katolske, men til gengæld måtte de beholde deres ortodokse liturgi og sprog.

De blev altså græsk-katolske – en særlig kirkeretning, der overvejende findes i Vestukraine. Denne har været en vigtig brik i dannelsen af en særlig ukrainsk selvforståelse. Østukraine er russisk-ortodoks.

I Kiev havde både den russiske og ukrainske stat og kirke sin fødsel, da storfyrst Vladimir i 988 valgte at slutte sig til den kristne tro i græsk-ortodoks udgave, og gjorde den til statsreligion.

Den ortodokse kirke har siden været et fast holdepunkt for det ukrainsk-russiske-hviderussiske folk, også i de lange tider hvor de var underlagt muslimske eller ateistiske regimer. Den ortodokse arv er med til at knytte østukrainerne tæt til Rusland fortsat.

Andre ukrainere er nok ortodokse kristne, men har etableret deres egen nationale kirke, med patriarkat i Kiev – ikke Moskva. I det hele taget står kirkelivet i Ukraine meget stærkt efter europæisk standard.

Foruden de ortodokse kirker er der blomstrende protestantiske og evangelikale menigheder spredt over landet.

De tilfældige grænsedragninger 

Da de interne grænser i Sovjetunionen skulle fastlægges efter kommunismens magtovertagelse, blev russiske regioner i Østukraine administrativt henlagt til Ukraine.

Ved at lægge disse stærkt russiske områder til Ukraine kunne man blandt andet svække den ukrainske nationalistbevægelse. At disse områder altid havde forstået sig som russiske, var kommunisterne ligeglade med i 1920’erne.

Da Ukraine i 1991 blev et selvstændigt land, befandt de russisk-sindede folk i Østukraine sig pludselig uden for Rusland. Det havde ikke betydet meget før, idet man trods alt hørte sammen i Sovjetunionen.

Det var noget andet efter 1991, og især efter at Ukraine i 2014 fik en vestligt-orienteret regering. Det vakte stærk modvilje i Østukraine, hvor folk spurgte: Hvorfor skal vores område, der altid har været russisk, pludselig høre til landet Ukraine, blot fordi Lenin, Stalin og Krustjov med et pennestrøg flyttede grænserne?

Halvøen Krim har sin egen sørgelige historie. Mange på Krim, tatarerne, var muslimer, men Stalin flyttede 230.000 tatarer væk fra deres hjemstavn, og lod russere flytte ind i deres sted. På den måde er Krim blevet meget russisk orienteret.

Krim blev så i 1954 ved et pennestrøg gjort til en del af Ukraines sovjetrepublik i stedet for en del af den russiske sovjetrepublik. Det var der nok ikke mange i Danmark, der lagde mærke til dengang. Men efter Sovjetunionens opløsning har denne administrative handling fået storpolitisk betydning.

Eksjugoslavien fik fred igen efter landets opdeling i seks-syv selvstændige lande. Områdets lange historie med religiøs og politisk forskellighed førte dertil.

Ukraine har også sin lange historie med religiøs forskellighed og forskellig orientering. Religiøst er Ukraine ikke så opsplittet som i Jugoslavien. Måske kan det usædvanligt stærke kirkelige engagement i Ukraine bidrage til en løsning, der bygger på forhandling, folkelig selvbestemmelse og seriøst gennemførte valghandlinger.

Kurt E. Larsen er kirkehistoriker og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk