Vi kan se spor af Kristus i andre religioner

Mon ikke mange af os har mødt mennesker af anden tro eller uden tro, der i deres livsholdning og livsførelse var bedre disciple end vi, uden at de vidste af det? Men vi kunne se det og genkende Kristus-signaturen i dem, fordi vi har lært Jesus at kende, skriver professor emeritus Theodor Jørgensen

Er kristendommen bedre end andre religioner? Nej! Spørgsmålet kan slet ikke stilles, for hvad er kriterierne for sammenligningen? Og hvem er den instans, der skal afgøre spørgsmålet? Mig selv? Så gør jeg mig selv til dommer, og hvem er jeg, der vil gøre mig til dommer over Gud? For det er jo det, som jeg i den sidste ende gør, når jeg søger svar på det spørgsmål.
 
Nej! Enhver religion står til ansvar for det, den er. Den har absoluthedskarakter. Det udelukker ikke, at der inden for en religion kan ydes kritik, for eksempel i spørgsmålet om tilhængerne i deres praksis og trosudøvelse er i overensstemmelse med deres religions substans.

Det udelukker heller ikke en sammenligning mellem religioner. Når jøder, kristne og muslimer vedkender sig at tro på den samme Gud, nemlig Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, kan en sammenligning imellem de forestillinger af Gud, som deres respektive budskaber formidler, ikke undgås. Men et trosvalg kan ret beset ikke opstå ved en sådan sammenligning, selv om det naturligvis ikke kan udelukkes, at det sker. Man kommer til tro på et budskab, fordi det virker sandfærdigt.
 
Læs også: Hvad siger andre religioner om Jesus?
 
For kristendommen står det fast, at Jesus er vejen, sandheden og livet. Han giver adgang til Gud, for Gud har givet sig til kende i ham (Johannesevangeliet kapitel 14 vers 6). Men kirken har ikke patent på, hvordan Jesus er vejen, sandheden og livet. For kirken kan ikke rumme Kristus i hele hans fylde.

Kristus er større end kristendommen. Som det hedder i Johannesevangeliets begyndelse, er han Guds skaberord, ved hvem og til hvem alt er skabt. Og som livet er han menneskenes lys. Det må jo betyde, at han i en eller anden forstand må være til stede i ethvert menneske uanset tro eller anden overbevisning.
 
Vi tror, at ethvert menneske uden undtagelse er skabt i Guds billede. Og som kristne er vi overbeviste om, at Jesus er den usynlige Guds udtrykte billede (Paulus brev til Kolossenserne kapitel 1 vers 15, Hebræerbrevet kapitel 1 vers 3). Det må betyde, at den gudbilledlighed, som findes i ethvert menneske, er en Kristus-signatur. Enhver af os bærer på hver sin egen måde denne Kristus-signatur i os uanset tro eller anden overbevisning, altså også muslimen, jøden, hinduen, buddhisten, ateisten og agnostikeren.

Læs også: Jesus og de troende fra andre religioner
 
Og ligesom Kristus er større end kristendommen, er Helligånden det også. Som Guds skaber- og forløserånd lader den sig ikke spærre inde i kirken, men er livsånde og lyskilde for hele skabningen og især for menneskene. Det må da betyde, at vi som kristne på en eller anden måde må kunne finde spor af Jesu og Helligåndens virke i andre religioner og hos mennesker af anden tro og livsanskuelse.

Mon ikke mange af os har mødt mennesker af anden tro eller uden tro, der i deres livsholdning og livsførelse var bedre disciple end vi, uden at de vidste af det? Men vi kunne se det og genkende Kristus-signaturen i dem, fordi vi har lært Jesus at kende. Det må gøre os mere ydmyge og mere nysgerrige.

Læs også: Hinduer har ikke noget problem med Jesus

Jeg har stødt på tekster i andre religioners hellige skrifter, der ville kunne læses op i en kristen gudstjeneste, uden at menigheden ville blive opmærksom på deres oprindelse, hvis man ikke ligefrem oplyste den derom. Helligånden har overraskelser til os, og dem bør vi være åbne overfor.
 
Også derfor giver hele denne diskussion, der løber for tiden, om hvorvidt kristendommen er bedre end andre religioner, ingen mening. Hvad skal vi bruge den til? Den gør os bare selvcentreret, og det bliver man som bekendt fattigere af.

Da jeg for år tilbage var inviteret til at holde en gæsteforelæsning ved universitetet i Guancou i Kina, havde jeg en oplevelse, som netop viste, hvordan vi kan lære af hinandens religioner. Jeg underviste i "religionernes teologi" og fremførte nogle af mine tanker om Kristus-signaturen i ethvert menneske, og at Kristus er større end kristendommen.

Bagefter kom en buddhist hen til mig og sagde: ”Det her lyder jo meget sympatisk, men er det ikke bare en høflig udgave af kristen imperialisme?”

Jeg svarede ham: ”Når jeg kommer ind i et buddhistisk tempel, møder jeg ikke kun de tre store Buddhastatuer, men mit blik fanges også af mange små Buddha-figurer på væggene i templet. De skal minde mig om, at jeg skal finde min egen Buddha-natur i mig, fordi den findes i ethvert menneske. Når vi to går ind i en samtale om vores tro, går jeg ind i samtalen med den overbevisning, at du bærer en Kristus-signatur, og du går ind i samtalen med den overbevisning, at jeg bærer en Buddha-natur. Disse udgangspunkter kan hverken du eller jeg fravige. Så går samtalen i gang, og vi forsøger hver især at uddybe vore respektive udgangspunkter for hinanden. Det kan være, du overbeviser mig om Buddha-naturen, det kan være, jeg overbeviser dig om Kristus-signaturen, men det kan også være, at der sker noget tredje, som vi endnu ikke aner, hvad er.”

”Enig”, svarede han. 

Theodor Jørgensen er præst, professor emeritus og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.