Den dramatiske himmelfart

Disciplene kigger langt efter Jesus, som her nærmest forsvinder op gennem taget på et nyafdækket kalkmaleri fra Fakse Kirke. Fagfolk mener, at maleriet vidner om en levende tradition for at opføre historien om Kristi Himmelfart som drama i det danske middelaldersamfund.

Ifølge kunsthistoriker Ulla Haastrup vidner kalkmalerier fra Fakse Kirke om en meget dramatisk og levende fejring af Kristi Himmelfart i middelalderens Danmark, som i dag er blevet helt fremmed for os

I den store teglstenskirke i Fakse har man siden 1877 kunnet se kalkmalerier i tårnrummet, der hvor indgangen er nu. Men da Fakse Kirke skulle have et nyt orgel, skete noget mærkeligt. Den grålige hvælving over orgelet skulle nykalkes. Men det viste sig, at der var brugt plastikbinder i et af de nyere hvidtelag, så den nye kalk ikke kunne sidde fast. Derfor måtte man fjerne de dårlige kalklag.

Og så skete det. Der kom ukendte, gotiske kalkmalerier til syne i kirkens vestligste fag, malet af det samme værksted, som stod for tårnrummets kendte billeder. Kalkmalerierne var og er af høj kunstnerisk og historisk kvalitet. Og både kirkens menighed og Nationalmuseet blev enige om, at disse billeder måtte afdækkes i deres helhed og bevares synlige.

Nationalmuseets konservatorer, Isabelle Braier og Ida Haslund, har efter fundet af de første spor af figurmalerier, som Mette Kristine Jensen afdækkede i vesthvælvet, fortsat fremdragningen og konserveringen. Og den er nu netop afsluttet.

Dele af en himmelfartsfremstilling er fremkommet. Desuden kan man nu se noget helt utrolig mærkeligt oppe i vestkappens top over det bibelske motiv. En figur med fødderne øverst og et hovede i ren profil malet midt på brystet. Manden var den ene af i alt fire, der med fødderne op og hovederne nedad var malet i hvælvets top.

Kombinationen af en stor fremstilling af Kristi himmelfart med en mandsfigur, som var malet omvendt oppe i kappens toppunkt, leder tankerne hen på de middelalderlige, liturgiske spil i forbindelse med den vigtige højmesse.

Der er bevaret en "teatertekst" til opførelsen af et sådant drama fra Moosburg i Tyskland, skrevet før 1363. Sammen med teksten findes udførlige regibemærkninger om, hvordan man skal opbygge et lille hus af brædder, dækket af fint stof, hvori den gejstlige, som har Kristi replikker, kan sidde skjult.

De udvalgte unge mænd fra katedralskolen skulle agere som "skuespillere", nogle er udklædte som de 12 apostle. De har nøgne fødder og bærer glorier med navnene og attributter, som for eksempel Sankt Peter med en nøgle.

Desuden er én klædt i enkedragt, så han ligner en kvinde. Han forestiller Jomfru Maria. Kvinder optrådte aldrig i de middelalderlige spil, mænd udførte deres roller. Messekoret ledsager de delvist bibelske udsagn med musik og sang. To af drengene er klædt ud som engle med vinger.

På det lille hus blev opstillet en udskåret og bemalet figur af Kristus med velsignende højre hånd og korsfanen i den venstre. Kristus skulle have blottet bryst, så sidesåret er tydeligt. Ellers bærer han en stor kappe. I hovedet eller på bagsiden af figuren er en krog, således at figuren kan hejses op med et reb.

I tre etaper hæves Kristus op med rebet, således at figuren og Kristi replikker fremført af den skjulte gejstlige forklarer, at Kristus løftes op i himlen. Kun hans kjortel og fødderne med naglemærker er synlige til sidst, mens figuren føres igennem hvælvhullet, som ifølge teksten fra Moosburg er omhængt med blomster og stof.

I flere store danske kirker såsom Århus Domkirke findes et muret hul over lægmandsalteret i mellemrummet mellem gejstlighedens kor og menighedens kirkeskib. Herop trak man Kristusfiguren under liturgien.

Tidligere troede man ikke, at vi i Danmark havde bevaret en middelalderlig Kristusfigur brugt her i landet til dramaet. Men efter at have beskrevet nogle vigtige himmelfartsfigurer fra Gotland lykkedes det mig i 1972 at identificere en sådan træskulptur fra Kirke Helsinge Kirke i Nationalmuseets magasin. Den er skadet, men har til gengæld bevaret dele af den original indskrift på kantborten på den røde kappe. Her står på latin: "Han er opstanden, således som han sagde til os". Figuren er nu udstillet i Nationalmuseets middelaldersamling. Den er så gammel som slutningen af 1200-tallet! Dermed er denne Kristusfigur beviset for, at traditionen for fejringen af Kristi himmelfartsgudstjenesten med en dramatisk opførelse er mindst 100 år tidligere i Danmark end den hidtil ældste, kendte tekst fra før 1363.

Når Kristusfiguren var skjult, kastede man blomster og brød, som præsten indviede, ned gennem hullet, ned på den stående, forsamlede menighed. Menigheden opsamlede disse hellige, velsignede og lykkebringende genstande og bragte dem til deres hjem.

Men man smed også med snavset vand, ganske som sidste skoledag i folkeskolen, hvor afgangsklasserne kaster en blanding af karameller og balloner med vand i ned over de yngre klasser. Efter nogle beretninger kylede man som afslutning på Kristi Himmelfartspillet en halmdukke ned i kirken. Den skulle forestille Djævelen. Denne djævel blev øjeblikkeligt trampet i stykker af menigheden.

Jeg troede først, at Fakse Kirkes enestående figur med det onde profilansigt på brystet og fødderne oppe skulle forestille en sådan djævledukke, som blev kastet ned, efter at Kristusfiguren var steget til himmels. Men det viste sig, at yderligere tre jødefigurer med fødderne øverst og hovederne trukket ned på brystet var malet i de tre andre hvælvkappers top.

I Fakses store nabokirke i Kongsted findes i skibets hvælvinger en stor udsmykning udført af det samme kalkmalerværksted fra slutningen af 1400-tallet. De var velbevarede, da de blev afdækket i 1961.

Også her i Kongsted er malet en hvælvkappe med himmelfarten. Mange dele af den svarer til det nyfundne motiv i Fakse. De er således formentlig begge malet efter et bloktryk, den tidlige form for træsnit, som har tjent som model for så mange af kalkmalerierne i senmiddelalderen. Måske stammer himmelfarten fra en udgave af Biblia pauperum, det vil sige en sammenfatning af tekster fra Det Gamle og Det Nye Testamente kombineret med illustrationer, hvor det centrale motiv på siden er fra Det Nye Testamente.

I det nyfundne motiv i Fakse Kirke har kalkmalerne ikke gengivet dækkende skyer over Kristus. Derimod er toppen udfyldt med den mærkelige, omvendte figur. Hans ansigt med den karikerede, jødiske profil ligner mest af alt et måneansigt.

Jeg tror, han er gengivet således med fuldt overlæg.

Kristi dragt og fødder har solstråler omkring, og måneansigtet på den groteske figur er bevidst sat over for hinanden. Kristus er lig med solen, mens månen, den onde, er omdannet til en grotesk jødisk mand. Natten er mørkets tid, symboliseret ved månen. I Madonnabillederne træder Jomfruen på månebilledet og er selv solen og den lyse dag. Kristus stiger op til himlen som en sol, det onde månebillede falder ned i billedet i Fakse Kirke.

Teorien underbygges af, at de tre andre kappers groteske figurer alle har ansigter, som er vist en face, set lige forfra. De repræsenterer også jøder, nogle med hatte, andre med tvedelt jødeskæg. En face gengav man de guddommeliggjorte, først og fremmest Gud Fader og Kristus i de centrale motiver i kirkeskibets vigtige øst-vest-akse. Når jøder, som her, blev gengivet en face, så er dette også et led i samtidens billedsprog. Jøderne håner Gud ved, at de vises i den symbolske, guddommelige en face, derved bliver de onde, ligesom den rene profil er det. Deres ansigter er ligesom deres hele figur med fødderne øverst "den omvendte verden".

Fakse Kirkes tre andre hvælvkapper har motiverne: begrædelsen under det tomme kors, Kristi gravlæggelse og kvinderne ved graven. Alle disse bibelske scener har stærke bånd til de liturgiske dramaer, der blev opført i store kirker i forbindelse med messen i hele Europa, også i Danmark. Men det er en længere historie.