Klassiker

Kristi Himmelfart blev fejret med skuespil i kirken

Dette relief af den himmelfarne Kristus, udført omkring år 1882 af Niels Fjeldskov, er fra alteret i Grejs kirke. Foto: Nationalmuseet

Skuespil med Kristus-figurer firet op gennem huller i kirkeloftet og optog med løvebannere var før reformationen en naturlig del af Kristi Himmelfarts-fejringen

Ligesom med fejringen af Jesu fødsel gik der omkring 300 år fra begivenheden fandt sted, til man i de kristne menigheder for alvor begyndte at fejre Kristi himmelfart. Også selvom fejringen så småt begyndte allerede i det første århundrede. Til gengæld er man blevet ved lige siden hos både protestanter, katolikker og ortodokse.

Få historien bag Kristi himmelfart her:

Skuespil i kirken

Kristi himmelfart er en helligdag, som ikke længere knytter an til nogen folkelig tradition. Men kalkmalerier fra før Reformationen tyder på, at det har været sædvane med dramatiske skuespil i kirken, som på en og samme tid har været både folkelige og kirkelige. Disse kalkmalerier kan blandt andet ses i Fakse og Kongsted kirker på Sjælland.

Himmelfartsskuespil foregik på den måde, at datidens katolske præster og kordrenge gennemspillede dagen, hvor Jesus sagde farvel til sine disciple og drog til himmels.

For datidens mennesker, som for manges vedkommende ikke kunne læse eller skrive, har et sådant skuespil virket både oplysende, pædagogisk og underholdende. Blandt andet fordi man lod Kristus-figuren forsvinde op igennem et hul i taget som en billedlig fremstilling af himmelfarten. Et hul, hvorfra man efterfølgende kastede velsignede blomster og brød ned til menigheden, mens en skjult person sagde replikker, der skulle forestille at komme fra Kristus. Replikker, der naturligvis stammer fra dagens bibelske tekster.

Hul i loftet

I Århus Domkirke og en del andre kirker landet over findes der stadig et muret hul over lægmandsalteret i mellemrummet mellem gejstlighedens kor og menighedens kirkeskib.

I dag er de huller dog ofte dækket til på den ene eller anden måde. Men det var herop, at man trak Kristus-figuren under liturgien.

For også i den katolske tid har man været meget bevidst om forskellige virkemidlers måde at påvirke menigheden psykologisk og dermed også trosmæssigt.

I Nationalmuseets middelaldersamling i København kan man endda se en sådan Kristi Himmelfartsfigur fra 1200-tallet.

Som et effektfuldt punktum kastede man til sidst en halmdukke, der skulle forestille Djævelen, ned gennem hullet til menigheden, der straks trampede den i stykker. Symbolikken var ikke til at tage fejl af: Jesus havde endegyldigt vundet, og Djævelen havde tabt.

Men i dag er denne skuespils-tradition, der blev praktiseret over store dele af Europa, tilsyneladende helt forsvundet.

Løver og ørne

Det samme er gamle skikke såsom velsignelsen af lys, vindruer, bønner og frugter sammen med festlige optog med bannere med drager og løver på. Dragebannerne forestillede Satan og blev derfor holdt lavt, mens løvebannerne, der forestillede Jesus, blev holdt højt og triumferende. Igen en billedlig fremstilling af Jesu og kristendommens sejr over Satan.

Det vides ikke, hvor udbredt skikken med bannere var i Danmark, hvis man overhovedet har kendt den her til lands. Den stod derimod stærkt i England og Wales, hvor tiden også kaldte til bannere på grund af de kristne korstog, som mange englændere og walisere deltog i.

Så det må anses for sandsynligt, at de danske riddere, der tog til Jerusalem har hørt om traditionen. Men den blev tilsyneladende ikke taget med hjem til Danmark. Til gengæld har man også i Danmark kendt til traditionen med at afbilde Kristi Himmelfart med ørne. Ørne som symbolet på den sejrende Jesu himmelfart.

Der er ikke kommet nye, folkelige traditioner til for at markere denne helligdag.

I den ortodokse kirke fastede man i øvrigt mellem påske og Kristi Himmelfart indtil for kun 11 år siden, hvor man ved et kirkemøde i Syrien bestemte, at det ikke længere var nødvendigt med en faste mellem de to højtider.

På samme måde har man også i nogle lande valgt at flytte fejringen af Kristi Himmelfart til den efterfølgende søndag for at gøre det lettere at helligholde dagen.

Mens man i andre, blandt de skandinaviske lande, holder fast i den fyrretyvende dag efter påske, som jo altid er en torsdag og også en lovbefalet fridag.