"Kristi himmelfart sætter en bevægelse i gang mellem himmel og jord"

Kristi himmelfart markerer en enhed mellem Gud Fader og Guds Søn og en stadig bevægelse mellem himmel og jord og mellem Gud og menneske, skriver pensioneret sognepræst Hanne Sander

Der kan være flere grunde til, at tendensen til at holde konfirmationer på Kristi himmelfartsdag har bredt sig, som den har.

En af dem kunne være, at præster så slipper for at prædike over de tekster, der handler om himmelfartsberetningen. Den har ellers i folkemunde fået mange ord med på vejen, hvor flyvning, raketopsendelse og lignende gerne indgår. Men det er jo især for at illustrere, at forestillingen om en bogstavelig opstigning til himlen på en gang er komisk og umulig.

Som med mange andre af teksterne i Det Nye Testamente kommer man ingen vegne med en bogstavelig læsning, og det har heller aldrig været forfatternes hensigt, mener jeg. Evangelisterne og også forfatteren til Apostlenes gerninger, hvor der står, at ”Jesus er blevet taget fra jer op til himlen”, bruger billedsprog, der rækker længere end det bogstavelige.

Fra Jesu fødsel til hans død, opstandelse og himmelfart handler det om at gøre tydeligt, at Jesus på en gang er menneske og Gud. Han hører hjemme hos Gud som en del af Gud. Denne dobbelthed er det rigtignok vanskeligt at sætte ord på, og derfor må man bruge billeder.

I den nikænske trosbekendelse, som man kan læse bagerst i salmebogen, står der ikke kun, at han ”opfor til himmels”, men også, at ”han steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden”, så det bliver helt tydeligt, at der er en stadig bevægelse mellem himmel og jord og mellem Gud og menneske, og det fastholdes, at faderen og sønnen er ét med Helligånden, som er den tredje side af Gud.

Når vi fejrer Kristi Himmelfartsdag, er det for igen og igen at understrege denne enhed mellem faderen og sønnen. Det er også sammen med de andre beretninger i Det Nye Testamente for at fastholde den overraskende samtidighed i tid. Selv om det meste af teksterne og formuleringerne i trosbekendelserne står i datid, så er det vigtigt at være opmærksom på samtidigheden af det, som var, som er og som kommer.

Det er netop ikke en rækkefølge i tid, men ”nedsteget, opfaret, ”siddende ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd” sammenfattes, hver gang vi bekender troen eller hører teksterne i øjeblikket, i nuet. Beretningerne bliver så at sige aldrig datid, for netop ved at holde fader, søn og Helligånd sammen, holde himmel og jord sammen og holde Gud og menneske sammen kan fortællingerne høres som nutid, min og din nutid, og Gud er den altid nærværende.

I Lyngby kirke nord for København er der et kalkmaleri, der fremstiller Jesu himmelfart. Jesu disciple står rigtignok og stirrer op mod himlen, men hvis de ellers ville se ned, så ville de få øje på et par fodspor.

Heller ikke med det billedsprog mener jeg, at vi skal se fodsporene som afsæt for himmelfarten, men som Jesu fodspor her på jorden, mærker han har sat og sætter, så vi kan sætte en kurs for vores liv med den dobbelthed, der er i vores liv, hvor vi lever

”med øjet, som det skabtes himmelvendt
lysvågent for alt stort og skønt herneden
men med de dybe længsler velbekendt
kun fyldestgjort af glans fra evigheden”

- for nu at lade Grundtvig få det sidste ord.