Serie: Fire slotskirker

Kronborg Slotskirke: Hamlet, morgengudstjenester og kongelige salutter

Kronborg Slotskirke ligger midt i Kronborg Slot, som er et yndet turistmål - blandt andet på grund af fortællingen om Hamlet, som udspiller sig her. Foto: Jens Kinkel

I Helsingør kan man finde et af Danmarks største turistmål, som tilmed er på verdensarsvlisten. Kom indenfor i Kronborg Slotskirke

Hvis Hamlet havde en kirke, ville det være Kronborg Slotskirke. Den er som en del af Kronborg Slot på listen over Unescos verdensarv. Kirsten Evald Grønbech er kirkebogsførende sognepræst i Sankt Mariæ sogn i Helsingør, som Kronborg Slotskirke tilhører.

Hvordan er det at være præst i Kronborg Slotskirke, som er en del af et af Danmarks største turistmål, der tilmed er på UNESCO's liste over verdensarven? Føler man en særlig forpligtelse?

"Det betyder i hvert fald noget for slottet, at kirken er 'levende,' altså i brug og ikke bare et museum, og det indgår også som en vigtig ting i slottets anprisning af kirken overfor turister. For det er vigtigt for os ansatte fra Sct. Mariæ kirke at være med til, at Kronborg Slotskirke kan være en levende kirke. Gudstjenesterne er på dansk, så de er ikke lagt an på turister, og det er dejligt at køre ud til slottet en søndag morgen for at holde gudstjeneste. Der er også mange turister fra Kina og andre fjerne himmelstrøg, som tager billeder af 'præsten i den sorte kjole'."

Hvor mange gudstjenester er der i slotskirken – og er det med vilje, at der er tale om tidlige messer, så det ikke kolliderer med turisterne?

"Der er gudstjenester den første søndag i måneden klokken 8.30 og på de store helligdage. Kyndelmisse og allehelgen har vi dog flyttet til om eftermiddagen, hvor vi inviterer til musikandagt formet efter dagens særlige indhold, efterfulgt en reception i Erik af Pommerns kammer. Eftermiddagstjenesterne klokken 15 tager hensyn til dagenes karakter og den mørke tid. Turister er altid velkomne. Morgentjenesterne er lagt sådan, at vi - præst, organist, kordegn, sangere og kirketjener - kan nå højmessen i Sct. Mariæ kirke klokken 10."

Fylder turismen meget – eller er slotskirken ”bare” en del af Sankt Mariæ sognets liv og virke?

"Slotskirkegudstjenesterne er en del af sognets virke. Vi har netop fået en ny slotsforvalter, og vi holder møder om alle mulige forskellige måder, vi kan samarbejde på. Førhen holdt organisten en del middagskoncerter for turister i slotskirken, og vi håber på at kunne genoptage eller forny den form for samarbejde med den nye slotsforvalter."

Hvad med Danmarkshistorien og folkelige figurer som Holger Danske og Hamlet, der er knyttet til Kronborg. Føler man som præst en pligt eller måske en lyst til at inddrage historien og dens personer – også de mere fiktive?

"Det har ikke fyldt meget generelt, men af og til har der været særlige gudstjenester, som har givet anledning til at forholde sig til de nævnte ting. Blandt andet holdt foreningen for danskere i udlandet 'Danes Worldwide' i en del år deres årlige møde på Kronborg, og de indledte mødet med en gudstjeneste i kirken. Vi er så heldige at eje en af Dronningens messehagler, og den bæres ved hver gudstjeneste og selvfølgelig også ved disse særlige anledninger."

Har I en stor søgning for at blive gift i slotskirken eller få fortaget andre kirkelige handlinger? Og hvilke kriterier er der eventuelt for at kunne blive det?

"Ja, vi har mange henvendelser om vielser i Kronborg Slotskirke, og der er også mange, der ønsker dåb. Dåbene imødekommer vi på den måde, at de skal foregå i gudstjenesten, og vi kan have plads til to dåb i gudstjenesten. Ud fra disse regler siger vi ja til alle, der ønsker dåb.

Vielser kræver, at man bor i sognet. Vi har desuden en aftale med slotsforvaltningen om, at hvis man holder sin bryllupsfest på slottet, så får man adgang til at blive viet i kirken, hvis man altså er døbt. Der kommer mange henvendelser fra hele verden, men ikke alle, og heller ikke alle bryllupsbureauer, har tænkt på, at man skal være kristen for at blive viet i kirken. Vi har ingen bisættelser fra slotskirken. Førhen blev vielserne lagt efter slottets lukketid, så et sommerbryllup først kunne være klokken 17.30. Nu er vi mere fleksible, men turisterne skal jo have mulighed for at se kirken, så der skal tages hensyn til alle parter."

Kan du nævne tre ting, som er særligt interessante ved Kronborg Slotskirke?

"Christian IV’s overdådigt udskårne og stafferede kongestol overfor prædikestolen er imponerende, og så er der altertavlen fra 1587 med fine alabastrelieffer. Korsfæstelsen i midten og Isaks ofring og Moses med kobberslangen på hver side i den trefløjede tavle.

Derudover er der døbefonten fra 1843. Fonden er udført i marmor og med en kumme af ægyptisk porfyr formet som et firkløver."

Alteret i Kronborg Slotskirke. Foto: Jens Kinkel
Slotskirken på Kronborg blev indviet 1582 og blev ikke berørt af branden i 1629. Derfor er de fine udskæringer i det oprindelige renæssance-inventar bevaret. Foto: Jens Kinkel
Døbefonten i Kronborg Kirke. Foto: Jens Kinkel
Christian den IV's kongestol. Foto: Jens Kinkel
Altertavlen med fine relieffer. Foto: Jens Kinkel