Dit syn på Gud påvirker din sundhed

"Når bøn bruges til at søge et intimt fællesskab med Gud, ser det ud til at give mental sundhed. Det resulterer i færre symptomer på sygdomme relateret til angst," fortæller Matt Bradshaw, der er forsker på et stort amerikansk studium om tro. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix

Bønner har en positiv effekt på din mentale sundhed, hvis du tror på en aktiv og ansvarlig Gud

At tro på Gud er i sig selv ikke nok.

Hvis bønner skal have en positiv effekt på din mentale sundhed, er det afgørende, hvilket syn på Gud du har.

Det viser en undersøgelse foretaget på Baylor Universitet i USA. Undersøgelsens formål er at udforske religiøs praksis, tro og værdier i den amerikanske befolkning. 

Studiet viser, at bønner giver en større mental sundhed, hvis du tror på en kærlig og beskyttende Gud.

"For mange er Gud en stor kilde til trøst og styrke, som får verden til at se mindre truende og farlig ud. Når bøn bruges til at søge et intimt fællesskab med Gud, ser det ud til at give mental sundhed. Det resulterer i færre symptomer på sygdomme relateret til angst."

Det fortæller Matt Bradshaw, der er tilknyttet projektet på Baylor Universitet, til ABP News Herald.

Det er især følelsen af fællesskab med Gud, der er afgørende.

De personer i undersøgelsen, der følte et stærkt fællesskab med Gud, havde større tendens til at svare, at bønnerne lettede dem for frygt og bekymringer. De troede på en aktiv Gud, der elsker dem og er medansvarlig for deres liv.

På den anden side beskrev undersøgelsen de personer, som har et usikkert og undvigende forhold til Gud.

"For disse personer kan bøn føles som et mislykket forsøg på at vedligeholde et tæt forhold til Gud," fortæller Matt Bradshaw.

"Afviste, uafklarede og mislykkede forsøg på at bede kan være invaliderende for de bedende. Det kan derfor føre til mere alvorlige symptomer på angst-relaterede sygdomme."

Undersøgelsens resultater stemmer overens med resultater fra lignende studier på området. En stigende mængde af forskning viser nemlig, at troendes forhold til Gud kan have en kæmpe indflydelse på den mentale sundhed.

"Vores tidligere arbejde har også vist, at bøn hænger sammen med god sundhed. Det ser vi hos individer, der beder til en Gud, der er nær i stedet for fjern," siger Matt Bradshaw.