Et inspirerende og uundværligt venskab

Jan har betydet en ironisk accent i min tilværelse, skriver Johannes Møllehave om Jan Lindhardt i anledning af Jan Lindhardts nye bog "Det skal råbes"

Jan Lindhardt har jeg kendt meget længe, fordi han rejste fra Århus, hvor hans far var professor på universitetet, for at læse på Københavns Universitet. Her læste jeg sammen med ham og blandt andre Gitte Berg og Henrik Stangerup. Vi var meget knyttede til hinanden og blev det jo ikke mindre da han giftede sig med min kusine Ingelise. De fik fire piger, og vi drillede ham, fordi Søren Krarup sagde, at mænd får drenge, og både Jan og Søren fik kun piger. Det grinede vi af. Jeg lærte Jan godt at kende i den periode, for vi rejste sammen og læste sammen. Vi var fx i Norge sammen med vores koner.

Jan var ikke så optaget af Kierkegaard, som jeg var. Jan var i en periode fascineret af ham, men i dag er han nok mere kritisk overfor Kierkegaard, end jeg er. Grundtvig var han heller ikke så optaget af.

Jan har betydet en ironisk accent i min tilværelse. Jeg var mindre ironisk. Han kan også være morsom, men han har nu en skarp ironi, - den har han nok fra sin far. Det er hans styrke i dag. Det er heldigt, for danskerne forstår jo virkelig humor. Danskerne forstår bedre humor, end de forstår alvor. Vi er en leende nation.

Jan lærte mig noget om retorik. Han søgte om at blive professor i retorik, men det fik han ikke. Når hans far blev vred på ham, så sagde han Du har så kompleks udflydende meninger, så du helt sikkert ender som biskop. Det var bestemt ikke pænt ment.

Jan og jeg er enige om, at vi kan bruge medierne, og medierne kan bruge os. Jan har som biskop i høj grad brugt radioen og medierne. En journalist sagde engang til ham Hvorfor er du så presseliderlig. Jan svarede så: Fordi jeg har fundet ud af, at hvis en journalist forstår hvad jeg siger, så forstår ALLE det.