Gudløs konservatisme og kulturrelativisme er farlig

En diskussion mellem Kasper Støvring og Katrine Winkel Holm kom til at handle om forskellen mellem kristendommens hævdelse af det gudskabte menneskes værdi i almindelighed og en gudløs, relativistisk konservatisme, hvor kristendom blot er et krydderi i den konservative suppe. Foto: Iris.

Hvordan kan man argumentere for en moralsk norm for mellemfolkelighed, når man ikke vil vide af en almen værdinorm for menneskelivet? Den konservative relativisme ender i nogle mærkelige paradokser, hvor en kristen kritik af den indiske tradition med enkeafbrænding må ses som upassende og respektløs, mener dagens kronikør

ONSDAG DEN 23. OKTOBER overværede jeg et bemærkelsesværdigt sammenstød mellem to velkendte konservativt sindede debattører. Det drejede sig om litteraten og Berlingske-bloggeren Kasper Støvring og Trykkefrihedsselskabets fungerende formand, medudgiver af Tidehverv og klummeskribent i Morgenavisen Jyllands-Posten Katrine Winkel Holm, der var blevet sat i stævne til et arrangement i Aarhus.

Her skulle de to diskutere, om de klassiske frihedsrettigheder bør forstås som universelle eller snarere som kulturspecifikke og dermed relative. Det var Winkel Holm, der mente det første, og Støvring, der holdt på det sidste.

LÆS OGSÅ: Biskop: Kristendommen har ikke monopol på sandheden

I første omgang havde jeg opfattet debatoplægget som lidt luftigt og kunne ikke forestille mig, at der skulle være de store uenigheder mellem to kulturkonservative debattører, som i almindelighed er meningsfæller, og som jeg plejer at finde ganske fornuftige begge to.

Men jeg blev overrasket, og jeg blev ret så meget klogere på forskellene i den kulturkonservative lejr. For det spørgsmål, de to tørnede sammen over, endte med at være alt andet end luftigt og ligegyldigt.

Det endte nemlig med at dreje sig om selve forskellen mellem kristendommens hævdelse af det gudskabte menneskes værdi i almindelighed og en gudløs, relativistisk konservatisme, hvor enhver forestilling om ret og vrang som noget givet er vist på porten, og hvor kristendommen er blevet reduceret til et ufarligt eksistentielt krydderi i den konservative suppe.

Selv var jeg ovenud enig med Winkel Holm og ret uhyggeligt til mode ved Støvrings opfattelser. Derfor disse linjer hvor jeg skal prøve at trække fronterne op.

HVIS MAN SKAL FREMSTILLE modsætningen så tydeligt som muligt, må det blive med afsæt i et eksempel, Winkel Holm selv fremførte, og som jeg her skal gengive: Under det britiske koloniherredømme i Indien gennemtvang den daværende generalguvernør William Bentinck i 1829 et forbud mod landets udbredte og kulturelt hævdvundne tradition for enkeafbrændinger.

Det var en skik, som i al sin enkelhed gik ud på, at enker besteg deres afdøde ægtemænds ligbål og brændte op i flammer antændt af deres ældste søn. En tradition, inderne i almindelighed var glade for, og som de berørte kvinder også sluttede op om af egen fri vilje det sagde de i hvert fald.

Men Bentinck valgte alligevel at ulovliggøre traditionen og dermed at underkende en del af den indiske religiøse kultur. Hans samvittighed forbød ham at lade sønner sætte ild til deres mødre. Han handlede derudfra og trodsede den lokale kultur.

Winkel Holms svar var ikke overraskende: Bentinck gjorde ifølge hende ret i sin afvisning af drabets kulturelle berettigelse, og han pegede derved på kristendommens forkyndelse af menneskets status som Guds barn og derfor som værdifuldt og ukrænkeligt.

Støvrings svar var straks anderledes overraskende. Ja, i første omgang svarede han faktisk slet ikke på spørgsmålet om, hvad han selv ville have gjort, hvis han havde været i Bentincks sko. Han vævede og vævede og trådte dygtigt vande på akademikervis. Men til sidst kom han nu alligevel ad omveje frem til noget, der må opfattes som et svar.

Støvring fik nemlig sagt, at sådanne kulturer, der er levedygtige, også er værdifulde i hvert fald for deres egne medlemmer og senere hen, at det er amoralsk at underkende fremmede kulturers værdisystemer.

Jeg tillader mig derfor at opfatte den konservative relativists standpunkt som noget lignende det her: Nej, generalguvernøren med den værkende kristelige samvittighed gjorde ikke ret, for han tiltog sig en moralsk overhøjhed, som ikke tilkom ham. Han krænkede indernes gamle og levedygtige kultur ved at insistere på drabets vederstyggelighed.

Kasper Støvring opfatter altså selve dette, at en given kultur er gammel, som en art blåstempling af dens værdiunivers; hvis et kulturelt system har vist sig overlevelsesdygtigt, har det også vist sit værd, lader til at være logikken. Det gav han udtryk for ved debatarrangementet, og det har han tidligere ytret sig om i blogindlæg.

Men kan man virkelige tale om det værdifulde og om godt og ondt på denne måde? Er kultur virkelig ikke andet end et system af idéer, der tjener til at understøtte adskilte grupper af menneskedyrs stræben efter overlevelse, og er en given kulturs værdier virkelig gode, blot fordi de endnu består?

Svaret er på én gang vældig vanskeligt og vældig enkelt, for det drejer sig ikke om et videnskabeligt spørgsmål, men derimod om et trosspørgsmål et sammenstød mellem en naturalistisk og relativistisk reduktion af mennesket og kulturen til det dyriske og heroverfor troens hævdelse af mennesket som et gudskabt åndsvæsen, der hverken kan eller skal have nok i egen overlevelse. Det drejer sig i sit inderste om et teologisk stridsspørgsmål, hvor hver enkelt må svare for sig. Støvring har allerede givet sit svar.

Støvring er altså konservativ relativist og står derfor et andet sted end den, der kalder sig kristen og mener noget alvorligt med det. Dette er ikke i sig selv overraskende: Vi lever i en relativistisk kristendomsfjendsk tid, og selvfølgelig kan man ikke forvente, at en konservativt sindet kulturhistoriker skulle være helt uberørt af tiden heller ikke selv-om han efter eget udsagn er overbevist om kristendommens eksistentielle værdi.

HVAD DER IMIDLERTID ER overraskende ved Støvrings position, er den anden del af hans påstand, nemlig at det skulle være amoralsk at knægte andre kulturer. Det er her, hans moralistiske selvmodsigelse bliver tydelig.

For paradokset er, at Støvring på den ene side påstår, at kulturen og værdierne henligger i det relative, og så på den anden side hævder, at det skulle være moralsk forkert at krænke andres kulturelle egenart. Hvis kultur og menneskeliv blot er noget, der må forstås i sin sammenhæng, og som derfor er godt, hvis det er i stand til at opretholde sig selv, kan det vel også være vældig godt for én kultur at antaste en anden og derved afstive billedet af sig selv som levedygtig?

Hvordan kan man argumentere for en moralsk norm for mellemfolkelighed, når man ikke vil vide af en almen værdinorm for menneskelivet? Ligningen stemmer ikke, for det er og bliver et paradoks, og svaret blæser noget så eftertrykkeligt i vinden, ligesom det altid har gjort, når relativister vil moralisere uanset hvilket politisk ståsted de måtte have.

Til debatarrangementet i Aarhus var vi en del, der stillede spørgsmål til Støvring, som gik på den slags overvejelser, jeg her har forsøgt at skitsere. Og vi var også mange, der ikke fik en fyldestgørende udredning af de paradokser, Støvring rodede sig ud i med sin umage blanding af relativisme og mellemfolkelig moralisme.

Katrine Winkel Holm gjorde efter arrangementet sit foredrag tilgængeligt i Trykkefrihedsselskabets onlinemagasin, Sappho, og også Kasper Støvring angav, at han ville svare Winkel Holm og uddybe sine synspunkter på skrift, men det er desværre endnu ikke blevet til noget.

Jeg havde virkelig håbet på en skriftlig uddybelse, men han har åbenbart ikke haft tid eller lyst. Måske han kunne få det nu.

Johan Christian Nord er ph.d.-stipendiat