Hos Selma Lagerlöf mødes det gode og det onde

I år er det 150 år siden, at den svenske forfatter og Nobelprisvinder Selma Lagerlöf blev født. Kristentroen danner et vigtigt fundament i hendes værker

Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf blev født i 1858 på gården Mårbacka i Värmland i Sverige. Hun var meget glad for sit barndomshjem og forlod det først, da hun i 1881 begyndte at læse til lærer i Stockholm.

Senere vendte hun også tilbage til Mårbacka, både fysisk og i hendes bøger, hvor gården, egnen, familien og datidens bondeliv ofte spiller en væsentlig rolle.

Gården, der fremstår som den så ud på Selma Lagerlöfs tid, er i dag et af Sveriges mest yndede turistmål med udstillinger, foredrag og prisuddelinger på programmet. I anledning af Selma Lagerlöfs 150-års-dag var det den svenske prins Carl Philip, som i maj åbnede 2008-sæsonen på Mårbacka.

Tidlig debut
Siden hun var en stor skolepige, drømte Selma Lagerlöf om at blive forfatter. Hun skrev også både digte og skønlitteratur i en ung alder. I de første mange år dog kun til skrivebordsskuffen, men i 1890 prøvede hun at sende dele af den senere Gösta Berlings Saga til en litteraturkonkurrence. Hun vandt i stor stil, og turde derfor færdiggøre værket og sende det til et forlag.

Allerede året efter, i 1891, udkom det, der stadig er hendes mest kendte og efter manges mening også bedste værk, nemlig Gösta Berlings Saga. I første omgang vakte fortællingen ikke megen opsigt, men en bemærkelsesværdig og stærkt rosende kritik fra danske Georg Brandes ændrede radikalt på dén sag.

Selma Lagerlöf blev en kvinde, som man lagde mærke til i Sverige. Men helt turde hun dog ikke satse på skriveriet endnu. Så hun vedblev med at undervise skolebørn indtil 1895, hvor økonomisk støtte fra blandt andet den svenske kongefamilie gjorde, at hun sagde sit job op og rejste en tur til Italien for at samle inspiration.

Derfra gik det slag i slag med bestsellere som Jerusalem fra 1901-02, Kristuslegender fra 1904 og Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige fra 1906.

Første kvindelige modtager af Nobelprisen
Succesen var blevet så massiv, at hun som den første kvinde nogensinde modtog Nobelprisen i litteratur. Det skete i 1909 med begrundelsen in appreciation of the lofty idealism, vivid imagination and spiritual perception that characterize her writings, som det hedder på nobelprize.org.

Fem år senere, i 1914, blev hun som den første kvinde nogensinde valgt ind i det indflydelsesrige Svenska Akademien, der blandt andet uddeler Nobelprisen i litteratur, men som også er en af de mest prestigefyldte akademiske institutioner i Sverige, hvor det er en stor ære at være medlem.

Svenska Akademien blev grundlagt i 1786 med det formål at fremme det svenske sprog og den svenske kultur. Selma Lagerlöfs bøger med deres beskrivelser af Sverige og svenskeres livsvilkår både hjemme og ude i verden er også som skræddersyet til netop dét formål.

Mårbacka
Men Selma Lagerlöfs virke var ikke kun pennens og de akademiske luftlags, selvom hun fortsatte med at skrive resten af livet.

Hjemme på Mårbacka drev hun både landbrug og virksomheden Mårbacka Havremjöl A/S. Derudover sad hun i såvel kommunalbestyrelse som fattigvæsen, hvor hun notorisk kæmpede for at forbedre de svages vilkår.

Selma Lagerlöf døde i 1940, men inden da nåede hun at donere sin Nobel-guldmedalje og sin guldmedalje fra Svenska Akademien til indsamlingen for de finske ofre for Vinterkrigen mellem Finland og Rusland. Hun hjalp også mange tyske kunstnere og intellektuelle, der var flygtet fra Hitlers nazist-regime i Tyskland.

Kristentro
Selma Lagerlöfs kristne tro var nemlig baseret på kernebegreber som godhed, næstekærlighed og barmhjertighed begreber, som hun tog helt bogstaveligt, og som allerede i hendes samtid gjorde hende berømt og elsket for sin evne til at omsætte de kristne idealer til konkrete handlinger.

Troen ses også tydeligt i hendes omfattende forfatterskab, der startede med Gösta Berlings Saga.

Her kan man læse om en begivenhed ved midsommertide:

På de många vägarna, som leda till Bro, kom kyrkfolket vandrande. Kvinnorna voro särskilt ståtliga i de ljusa, hemvävda sommarklänningarna, som hade gjorts färdiga just till denna dag. Alla voro klädda till fest.
Och människorna kunde inte upphöra att glädja sig över helgdagsfriden och vilan från vardagsarbetet, åt den ljuvliga värmen, åt den lovande skörden och åt smultronen, som började rodna vid vägkanten. De gåvo akt på luftens stillhet, den molnfria himlen och lärksången och sade: - Det syns, att dagen hör Vår Herre till.

Altså en sammenkobling af den hedenske midsommerfest og kristendommen. Men ikke på den måde, som vi kender det i Danmark, hvor vi for længst har omdøbt midsommer til Skt. Hans for at fejre Johannes Døberens fødselsdag.

Det er ikke det, som sker her. Alligevel gør Selma Lagerlöf midsommerfejringen til en fest til ære for Gud. Det er her vigtigt at huske, at den svenske midsommerfejring dengang som nu sammen med julen er årets to største folkelige fejringer i Sverige, og at det derfor er essentielt, at hun så massivt kristner højtiden.

Men det er nødvendigt. For hos Selma Lagerlöf var kristendommen hverken sukkersød eller easy-going. Blandt andet fordi det onde hele tiden var til stede, selv på den lyseste af alle dage, nemlig selve midsommerdagen, hvor det ondes ankomst endda overdøver kirkeklokkernes kalden til gudstjeneste.

Selma Lagerlöf fortæller videre i Gösta Berlings Saga:

Då kom Sintram körande. Han svor och svängde piskan över den stretande hästen. Sanden gnisslade otäckt under medarna, dombjällrornas gälla klang förtog kyrkklockornas ljud. Hans panna låg i vreda rynkor under pälsmössan.
Då ryste de kyrkobesökande och menade sig ha sett den onde själv. Inte ens i dag på sommarens fest fingo de glömma ondskan och kölden. Bitter är deras lott, vilka vandra på jorden.
Människorna, som stodo i skuggan av kyrkväggen eller sutto på kyrkogårdsmuren och väntade på gudstjänstens början, sågo honom med stilla undran, där han vandrade upp mot kyrkdörren.
Nyss hade den härliga dagen fyllt deras hjärtan med glädje över att de fingo trampa jordens stigar och njuta tillvarons ljuvhet. Nu, när de sågo Sintram, kommo aningar om sällsam ofärd över dem.
Sintram trädde in i kyrkan och tog plats i sin stol, slående vantarna i bänken, så att skramlet av vargklorna, som voro insydda i skinnet, hördes över hela kyrkan.
Och några kvinnor, som redan hade tagit plats på de främsta bänkarna, svimmade, när de sågo den ludna gestalten, och måste bäras ut.
Men ingen vågade driva ut Sintram. Han störde folkets andakt, men han var för mycket fruktad för att någon skulle våga befalla honom att lämna kyrkan.
Fåfängt talade den gamle prosten om sommarens ljusa högtid. Ingen hörde på honom. Folket tänkte blott på ondskan och kölden och på den sällsamma ofärd, som den elake brukspatronen bådade dem.

Hvordan det videre går i forholdet mellem Sintram og landsbyboerne, skal ikke røbes her. Men det er typisk for Selma Lagerlöf at beskrive kristendommen ud fra mødet mellem det gode og onde, også og måske især det lys og det mørke, som mennesket har inde i sig selv.

Det ser man også i flere af hendes Kristuslegender, der rummer dele af den dobbelthed og den magi, som hendes forfatterskab er så kendt for.
For eksempel i historien om Jesus og Judas, der hos Selma Lagerlöf er børn. Judas er misundelig på Jesus, der er irriterende from og perfekt.

De to drenge sidder og laver fugle af ler, men Jesus er selvsagt meget dygtigere end Judas. Det kunne måske alligevel være gået, hvis ikke Jesus i den grad kører Judas bag dansen, da han maler sine fugle med solskin hentet i en vandpyt hvorpå han som Guds Søn selvfølgelig også puster liv i dem. Det er for meget for Judas, som derefter må skade Jesus for at hævde sig.

I en anden Kristuslegende vendes tingene også på hovedet. I De vise mænds brønd er de tre vise mænd nemlig hverken særlig rige, smukke eller kloge. De er tværtimod tre grimme og rimelig ubegavede tiggere, som siger:

Lader os gå hen til den nyfødtes fader og moder og fortælle dem, hvad vi har set. Kan hænde, at de lønner os med en pung med guld eller en kostelig armring.

De tre vise mænd håber altså at FÅ noget af Jesusbarnet i stedet for at GIVE det noget. Det er lige omvendt af evangeliets ord. Og det kan opfattes meget humoristisk, men det er også Selma Lagerlöfs skarpe kommentar til de fleste af hendes samtidiges forhold til Gud. Nemlig at det drejer sig om, hvad man selv kan få, snarere end hvad man kan give andre.

Endelig skal også nævnes Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige, hvor den dovne Nils starter sin rejse ved kirketid. Ugidelig og ligeglad med alt og alle, også Gud, tager bondedrengen Nils ikke med i kirke den skæbnessvangre søndag morgen, hvor rejsen begynder. Han læser heller ikke dagens prædiken, trods moderens formaninger om at det skulle han, når nu han ikke ville med i kirke. Men som bekendt falder Nils i søvn, vågner, ser nissen og driller den lille fyr, indtil han selv bliver tryllet lille og historien er i gang.

Selma Lagerlöf mente, at der skete mirakler alle vegne man skal nogle gange bare have øjne til at se dem. Og et af stederne var netop dén lille gård i Skåne dén søndag. For nok var det ikke sjovt for den dovne og dumme Nils at blive tryllet lille, men var det ikke sket, og havde han ikke gennemført sin store rejse gennem Sverige, ja, så var Nils sandsynligvis aldrig blevet det gode menneske, som han udviklede sig til under færden.

Bogen er derfor også kun på overfladen et bundt eventyrlige fortællinger fra de forskellige svenske landskaber i virkeligheden går den langt dybere og handler om den almenmenneskelige vej fra egoisme og ligegyldighed til næstekærlighed og aktivt engagement i andres ve og vel. En vej, Selma Lagerlöf selv gik.