Jesus på det store lærred

Jesus med tornekrone

"Jesus går til filmen" er en glimrende brugsbog, der henvender sig til folk med interesse for kristendom og film

Kigger vi tilbage i historien, har kristne været i alvorlige stridigheder om forholdet mellem Gud og billederne. Kan eller må man afbilde Gud?

Nogle har i tidens løb opfattet religiøse ikoner som afgudsbilleder, andre har ment, at så længe man ikke tilbad billedet selv, men den Gud, det ufuldkomment repræsenterede, var det i orden med billeder.

Den kristne kunst er således rig på Jesus-fremstillinger, og filmen har som et af de seneste kunstneriske medier heller ikke holdt sig tilbage. Jesus er gået til filmen. Det gjorde han for over 100 år siden.

Det er der nu kommet en dansk brugsbog ud af. En bog, der vil gøre "os alle lidt klogere på nogle udvalgte film", som redaktørerne ydmygt skriver i forordet. Men også en bog, der ser det som sin mission at inspirere til brug i for eksempel kristendoms- og konfirmandundervisningen. Bogen er udgivet af Forlaget Alfa, der er en del af Religionspædagogisk Center. Den er redigeret af cand.theol. Ida Auken, der selv er redaktør på forlaget, og Bo Torp Pedersen, der er uddannet som magister i Filmvidenskab, og som nogle måske vil huske som tidligere generalsekretær i KLF/Kirke & Medier. Skribenterne er på få undtagelser nær teologer af uddannelse. Så er afsenderforholdene på plads.

Bogen skelner mellem eksplicitte Jesus-figurer på den ene side og Jesus-transfigurationer på den anden. Ser vi Jesus "direkte" i filmen, som hoved- eller biperson, har vi at gøre med en eksplicit Jesus-figur. Omvendt har vi at gøre med en Jesus-transfiguration, hvis vi finder et motiv som opstandelse eller forsoning i en film. Det samme gælder, hvis vi finder et fortællende forløb (som lidelseshistorien), der ligner et forløb i evangelierne. Og endelig kan vi i film finde personer, der træk til fælles med Jesus eller andre bibelske skikkelser, således at de også kan opfattes som transfigurationer eller imitationer, som filosoffen Peter Tudvad kalder dem i bogen.

Bogen rummer glimrende indholdsanalyser af en lang række moderne Jesusfilm. Den tager fat på de eksplicitte Jesus-figurer i "Jesus fra Montréal", i Mel Gibsons "The Passion of the Christ" og i skildringen af den jordiske Brian og den guddommelige Jesus i Monty Pythons "Life of Brian". Paul Otto Brunstad ser i en meget oplysende og skarp artikel filmenes Jesus-skildringer i krydsfeltet mellem to traditioner, der tolker Jesus som enten ophøjet guddommelig og eller jordnært menneskelig.

Bogens sidste tre artikler beskæftiger sig med Jesus-transfigurationer på film. Louise Rasmussen ser - med endog meget kraftig reference til Rikke Schubarts bog "Med vold og magt" - moderne actionhelte som Jesus-transfigurationer, dog med den vigtige accentforskydning, at hun i modsætning til Schubart ser for eksempel Schwarzeneggers Terminator-film som forsøg på - fra publikums side - at opretholde grundlæggende amerikanske myter. Hvordan hun kan vide, hvad publikum tænker, melder historien ikke noget om.

Peter Tudvad gennemgår flere af Lars von Triers film og argumenterer overbevisende, men ikke overraskende for det indlysende synspunkt, at deres hovedpersoner er Kristus-imitationer. Det er han ikke den første, der gør, hvilket man kan overbevise sig om ved en tur på Google. Men han er mig bekendt den, der gør det grundigst.

I bogens sidste artikel giver redaktør Ida Auken sammen med sin mand, Bent Meier Sørensen, et kvalificeret og sine steder filosofisk bud på, hvordan filmen "En verden udenfor"/"The Shawshank Redemption" kan læses som en genfortælling af evangeliernes beretning om forløsning i en moderne kontekst.

Det er nemt at indvende mod bogen, at der står meget lidt om filmene som film. De analytiske resultater ville være blevet de samme, hvis forfatterne havde arbejdet med for eksempel romaner. Men den indvending betyder næppe meget for andre end filmfagfolk som mig, der synes, det er vigtigt at huske, at film består af billeder og lyd og altså ikke bare er transportmaskiner for motiver, temaer og fortællinger, man også kan møde i andre medier.

Selvom bogen formentlig er blevet til ud fra en overbevisning om, at visuelle fortællinger i dag har en meget stærk plads i menneskers liv og tilgang til verden, og at Jesusfilm - med Paul Otto Brunstads ord - måske er vore dages fattigmandsbibel, er den skrevet for at hjælpe kristendomsformidlingen på vej og ikke som en grundbog i filmanalyse.

Derfor vil dens fremtidige brugere nok kunne leve med, at de ikke får mange og lange analyser af de audiovisuelle virkemidler i filmene. "Jesus går til filmen" er en aktuel brugsbog. Det er dog ikke konfirmanderne selv, der skal læse den. Dertil er de fleste af artiklerne nok for vanskelige, men som en bog for formidlere af de indholdsmæssige sider af Jesus-(trans)figurationer, kan den kun anbefales. Den skal nok kunne sætte gang i diskussionerne.

  • Ida Auken, m.fl. (red): "Jesus går til filmen - Jesusfiguren i moderne film". 140 sider. 238 kroner. Alfa.


Kristeligt Dagblad bragte i fredags et interview med flere af bidragyderne til bogen.

kultur@kristeligt-dagblad.dk