Jomfru Maria er også for protestanter

Teolog og kunsthistoriker Lisbeth Smedegaard Andersen ville ønske, vi kunne give Jomfru Maria mere plads i folkekirkens kunst og forkyndelse. Med Reformationen i 1500-tallet forsvandt Jesu moder langsomt, men sikkert fra de protestantiske kirkerum. Men er der noget, vi har misforstået ? Det mener den tidligere sognepræst, som har skrevet bog om Guds Moder og Himlens Veninde

I juletiden synger vi om den fattige jomfru, der sad i løn og fødte Himlens kongesøn. Men når julestadsen er pakket sammen, hvad kan vi protestanter så bruge Mariaskikkelsen til? Lisbeth Smedegaard Andersen smiler og siger, at det netop er dén slags spørgsmål, der fik hende til at skrive bogen Guds Moder og Himlens Veninde.

Jeg ville ønske, at vi kunne give Jomfru Maria mere plads i folkekirkens kunst og forkyndelse. Som protestant kan jeg naturligvis ikke gå med til de dogmer, der næsten guddommeliggør hende. Som for eksempel, at hun ikke blev undfanget på normal vis, eller at hun blev løftet direkte til himmels efter sin død uden grav og forrådnelse. Men hun er et forbillede for kristne mennesker, fordi hun med sit ja til englen Gabriel tillidsfuldt påtager sig den opgave, Gud kalder hende til, siger tidligere sognepræst, cand.theol. et art. Lisbeth Smedegaard Andersen.

Noget af det vigtigste ved Jomfru Maria var, helt fra begyndelsen, at hun var jordisk kvinde og derigennem garant for, at Jesus ikke kun var Gud, men også et menneske.

Siden Reformationen i 1500-tallet er Maria gradvist forsvundet fra den protestantiske kirke. Hun nævnes stort set kun til jul og på Mariæ bebudelsesdag. Men er der noget, vi har misforstået? I hvert fald overraskede det mig, da jeg fandt ud af, hvor stor betydning både Martin Luther og N.F.S. Grundtvig tillægger Mariaskikkelsen. Luther havde et Mariabillede hængende i sit arbejdsværelse, og ikke mindst hans udlægning af Marias lovsang røber stor kærlighed og respekt for Jesu moder. For Grundtvig er jomfru Maria et billede på den kristne menighed, hvor såkaldt kvindelige idealer som kærlighed, omsorg og barmhjertighed er idealet. Han har skrevet adskillige salmer om Jesu moder, ikke mindst efter at han i 1830erne oversatte en del gamle byzantinske Mariahymner fra græsk, tilføjer Lisbeth Smedegaard Andersen og citerer et Grundtvigvers fra 1842:

...naar Maria glemmes,/Hvor Jesus nævnes end,/Da Hjærtet overstemmes/Af Hjernespind hos Mænd

Hendes egen interesse for Maria blev vakt, da hun var sømandspræst i New York i 1979. I byens kristne kirkesamund og kunstmuseer, ikke mindst The Cloisters, var Mariaskikkelsen langt mere nærværende, end hun var vant til i Danmark. Siden har hun studeret tekster, billeder, salmer, legender, prædikener, traditioner, der knytter sig til Mariaskikkelsen.

Nøgternt set ved vi ikke meget andet om Maria, end at hun var mor til Jesus, og at hun boede i byen Nazaret i Galilæa. Hele den store og rige litteratur om hende, posien og alle billederne er groet frem fra et så smalt materiale, at det engang er blevet sagt, at hvis Det Nye Testamente havde vidst mere om Maria, havde middelalderen vidst langt mindre. Det virker nærmest, som om det begrænsede kildemateriale blev et ekstra encitament for middelalderens teologer og kunstnere, siger hun.

Lisbeth Smedegaard Andersen kalder bebudelsen fuldstændig afgørende. Altså Bibelens fortælling om, hvordan englen viste sig for den unge, fattige Maria fra Nazaret med besked om, at Gud havde brug for hende.

Først forfærdes Maria over at høre, at hun skal føde et barn. Hun har jo ikke været sammen med nogen mand endnu. Men da englen forklarer, at det sker gennem Helligånden, og at barnet er et helligt barn, Guds søn, accepterer Maria budskabet: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.

Den slags kan virke næsten provokerende på moderne mennesker. Vi lever i en tid, hvor selvrealisering og personlig lykke står øverst på de flestes dagsorden. Hvor alt helst skal rettes ind efter vore egne og vore allernærmestes behov. Og så hører vi om Maria, som siger ja til at påtage sig en opgave, der fuldstændig kuldkaster hendes egne planer. Med Luthers ord er det en ganske almindelig pige, der udvælges til at føde Guds søn. Ikke på grund af egen fortjeneste eller fordi hun ser godt ud, men udelukkende af Guds nåde. At forstå Maria som almindeligt menneske er at acceptere vores eget kald som Guds uperfekte og elskede børn.

Når vi bliver døbt står vi i nøjagtig samme situation, som Maria ved bebudelsen. At sige ja til trosbekendelsen er også at sige ja til en fremtid, vi ikke kender, men at gøre det i tillid til, at Gud er med os. Og netop fordi Maria var et almindeligt menneske, kan hun minde os om, at Gud kan gøre store ting gennem mennesker, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Ikke bare tager Maria sin skæbne på sig. Hun er også i stand til at bryde ud i lovsang. Man skulle ellers ikke tro, der var meget at juble over. Maria var ugift. Skammen og skandalen må have været fuldstændig uoverskuelig. Siden blev det ikke lettere for hende. Kun en uge efter fødslen må hun i templet lytte til profetier om, at sønnen er bestemt ikke bare til oprejsning men til fald og modsigelse, og at også hendes egen sjæl vil blive gennemtrængt af et sværd. Da han er 12 år, står det klart, at han må følge en anden vej, end hun havde regnet med. Hun forstår ikke hans forklaring, men gemmer ordene i sit hjerte.

Som voksen afviser Jesus sin mor offentligt, men stadig holder hun fast i kærligheden og troen. Til sidst ser vi hende ved hans kors og grav. Fra Lukasevangeliet ved vi, at hun efter Jesu død og opstandelse var at finde blandt hans disciple, siger Mariabogens forfatter.

Billederne af Jomfru Maria var noget af det første, der forsvandt fra de protestantiske kirkerum efter Reformationen. Luther og de andre reformatorer havde fået nok af dén måde, Mariadyrkelsen havde udviklet sig på i den katolske kirke. Desuden var Ordet og Skriften det vigtigste, mente de. Og da man samtidig ændrede de gamle Mariaviser, så de kom til at handle om Jesus, forsvandt Maria langsomt, men sikkert først fra forkyndelsen og siden fra folks bevidsthed.

Lisbeth Smedegaard Andersens 400 siders Guds Moder og Himlens Veninde er fyldt med Mariabilleder. Fra de allertidligste i første halvdel af det 3. århundrede efter Kristus til de allernyeste fra vor tid.

Vores tid er ekspert i skræmmende, voldsomme billeder af død og mørke og ødelæggelse. Vi har hårdt brug for modbilleder, der kan give trøst, håb og glæde. Dem tror jeg, mange vil kunne finde i Mariabillederne, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

boas@kristeligt-dagblad.dk

BLÅ BOG:Lisbeth Smedegaard Andersen. Født 1934, cand.teol. et art. og tidligere sognepræst i Risskov og ved Holmens Kirke i København. Forfatter og salmedigter, repræsenteret i Den Danske Salmebog. Har blandt andet skrevet Mytens forladte huse, Det skjulte ansigt, Det åbenbarede ansigt, sonetkransen Nu lægger vinden sig i verdens haver, Sprækker i virkeligheden - Salmer til de ni læsninger. Den nye bog, Guds Moder og Himlens Veninde - Mariabilledets historie er udkommet på forlaget Thaning Appel og blev anmeldt i Kristeligt Dagblad 14. november.

Marias Lovsang:

Min sjæl ophøjer Herren,

og min ånd fryder sig

over Gud, min frelser!

Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter

prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting

mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed

mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt.