Kalkmalerier der inspirerer og forarger

Hverdagsgøremål som smørkærning er forbundet med en forandringsproces, som let kunne gå galt. Derfor var det almindelig opfattelse, at djævle havde en finger med i spillet. Hvis man stod på god fod med djævlene gik det godt, mens det omvendt ville gå galt. - Foto: Jakob Bo Andersen.

Annedorte Vad var som 16-årig i 1987 på rundvisning i Ballerup Kirke. Hun blev fanget af det fantastiske billedunivers, der bredte sig i hvælvingerne

Selvom kalkmalerier er op mod 900 år gamle, kan motiverne fortsat inspirere os i dag. De fantastiske motiver vækker følelser til live i os, som de sandsynligvis også har gjort det i middelalderen. Mange kalkmalerier er en visualisering af Bibelens tekster, men specielt de senere kalkmalerier viser også scener fra hverdagslivet i senmiddelalderen.

- Kalkmalerier kan ses på to niveauer. Hvis man kender historierne bag billederne, får man én slags oplevelse, men selvom man ikke kender historierne, kan man sagtens få en masse ud af det alligevel, siger Annedorte Vad, 34. Hun er overbevist om, at kalkmalerier giver unge mennesker inspiration til at søge mere viden om kristendommens fortællinger.

Annedorte Vad kan godt lide kalkmalerierne, og hun kender efterhånden de bibelske historier, der ligger bag motiverne. Malerierne vækker mange følelser hos hende, og hendes yndlingsmotiv er stadig Skt. Michaels sjælevejning fra Ballerup Kirke, som hun så første gang i 1987, da hendes klasse var på udflugt.

Interessen for kalkmalerier fik Annedorte til at studere historie på Københavns Universitet, og hun er nu uddannet cand.mag. i historie. Siden 1995 har hun været tilknyttet forskningsprojektet "Danmarks Kalkmalerier". Forskningsprojektet arbejder på at registrere og analysere kalkmalerier i Danmarks Kirker.

Annedorte Vad har især fået øje på kalkmalerier, der indeholder djævle - og det er faktisk ikke så få. Hun synes, at djævlene er søde og nærmest lidt uskyldige.

- Et billede af djævle, der mishandler et menneske, vækker ikke de samme følelser som et billede af mennesker, der mishandler mennesker. Djævlebillederne opfatter jeg nærmest som udtryk for en forestillingsverden, mens jeg i højere grad ser menneskebillederne som et udtryk for den virkelighed, der var på det tidspunkt. Der er dog ingen tvivl om, at folk dengang var rædselsslagne for djævlene på væggen, fortæller Annedorte Vad.

Selv i dag kan motiverne af djævle dog sagtens vække forargelse. Der er flere eksempler på djævle, der tænder ild til kvinders anus, eller stikker deres spuns op mellem benene på kvinder og tapper dem for safter. Jo, kalkmalerier behøver skam ikke være kedelige.