LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kandinskys kunst rører ved den tredje åbenbaring

Udsnit af Kandinskys "Small pleasures" fra 1913.

Wassily Kandinsky (1866-1944) beskrev sin kunst som en kunst, der nærmede sig Helligånden. Han kan kaldes opfinderen af den abstrakte kunst, mener kunsthistoriker Hans Jørgen Frederiksen

Interview med Hans Jørgen Frederiksen lektor mag. art., Afdeling for Kunsthistorie, Aarhus Universitet.

En kunst der handler om noget

Hvorfor er Kandinsky interessant?
- Efter min mening er det hans projekt, der er det interessante, snarere end hans kunst i sig selv.

- Han er interessant, fordi han ikke løber med strømmen. Han erkendte, at hans egen tid var i stor risiko for at blive åndløs. Men han mente samtidig, at han befandt sig på tærsklen til en ny stor tidsalder, hvor kunsten ville komme til at spille en afgørende rolle.

- Kandinsky var uddannet jurist, og det er først som trediveårig, at han beslutter sig for, at det er kunsten, han vil. Ved den første impressionistudstilling i Moskva ser han et billede af Claude Monet, som forestiller en høstak, - et af de Monetbilleder med et væld af farver og penselstrøg, men hvor det kan være svært helt at bestemme, hvad det forestiller. Kandinsky fortæller, at han stod fuldstændig lamslået, fanget af det, han kalder palettens styrke. Det overvældede ham, at man kunne være betaget af et billede uden at vide, hvad det var, og han opdagede på den måde, hvordan noget sætter sig igennem.

- Han hører til blandt pionererne for den abstrakte kunst, ja man måske ligefrem kalde ham opfinderen af den non-figurative kunst. Og i bogen Om det åndelige i kunsten fra 1911 understreger han meget kraftigt, at den non-figurative kunst er en kunst, der handler om noget.

Den tredje åbenbaring

- Det religiøse er hos Kandinsky en selvfølgelig del af det. I første omgang mente Kandinsky selv, at han udtrykte en åndelighed, uden at der specifikt var tale om kristendommen. Men da han i 1913 skriver bogen Tilbageblik, erkender han selv, at det er kristendommen, man møder i hans kunst. Han skriver, at hans kunst er i overensstemmelse med den kristne etik, og at det, han rører ved, er den tredje åbenbaring. Helt i tråd med middelalderens mystikere mente han, at hans kunst nærmede sig Helligåndens tidsalder.

Er det den russiske ortodoksi, man møder i hans kunst?
- Jeg vil være forsigtig med at sige det, for så vidt at hans ærinde jo ikke er at evangelisere. Men hans russiske baggrund følger tydeligvis med ham, også efter han har forladt Rusland og er draget til München. Den åndelighed, der er at finde i hans kunst, og den vægt, der bliver lagt på Helligånden inden for den ortodokse kirke, hænger meget fint sammen.

- Faktisk kan man sige, at den abstrakte kunst og ortodoks billedteologi på en paradoksal måde hænger sammen. Ikonen er jo i udpræget grad figurativ kunst og er uløseligt forbundet med troen på inkarnationen. Gennem ikonerne bekender man sig til inkarnationen, ja man kan ligefrem sige, at hvis man ikke vil have figurative billeder, så afviser man inkarnationen. Men samtidig er billedmodstanden også en del af ortodoksiens arv, ikontraditionen er jo blevet til i kampen mod og i forhold til billedmodstanden. Og i den forstand kan man klart sige, at Kandinsky følger et ortodokst spor.

- Kandinsky har flere malerier med et bibelsk indhold, for eksempel nogle malerier, som han kalder inspirationer fra Johannes' Åbenbaring. At det kan være lidt svært direkte at se det, er så en anden sag.

Kunst er en søgen, hvor det hellige er sandheden

Kan vi lære noget af Kandinskys projekt?
- Ja, i høj grad. I dag oplever vi meget tit, at man forsøger at nedbryde skellet mellem kunst og alt andet visuelt, og man glemmer, at kunst er en særlig kategori. Billedkunst er noget andet end et reklamebillede. Reklamebilledet bliver lavet ud fra nogle krav, som er formuleret på forhånd. Men kunst er en søgen, hvor det hellige er sandheden.

- På uheldig vis har abstraktionen ufrivilligt vildledt folk til at tro, at kunst bare er former og farver, som man bare skal stille sig op foran og suge til sig. Ja indtil for nylig har det nærmest været sådan, at jo dummere man var, desto bedre var man til at tage kunsten ind. Kunst blev opfattet udelukkende som en slags terapi, et helle eller fristed, hvor man kunne give slip, uden at man skulle bekymre sig om kunstens indhold.

- Men denne tilgang til kunsten var Kandinsky stærkt afvisende over for. Han beskriver et sted, hvordan han har observeret mennesker på kunstmuseer, der bevæger sig fra det ene billede til det andet, og han konstaterer, de nyder det jo, som man nyder en postej.