Kunsten giver et fælles udgangspunkt

Det er vigtigt at billederne vil fortælle noget, mener sognepræst Christina Rantil Smith. Her er det Arne Haugen Sørensens "Hjemkomst". –

Som præst har Christina Rantil Smith taget den kristne kunst til sig og bruger den som et afgørende led i forkyndelsen

- Egentlig er jeg et ord-menneske, for jeg er jo præst, og præster er så fulde af ord. Men efterhånden som jeg er blevet ældre, er det gået op for mig, hvor begrænset vores sprog er. Men et billede siger mere end tusind ord, som det lidt klichéfyldt er blevet udtrykt, siger Christina Rantil Smith, religionspædagogisk konsulent og præst i Herfølge Kirke.

Hun har oversat den nye serie Kunst & Kristendom fra TurbineForlaget. Bøgerne er en dansk udgave af den engelsk-italienske serie Art Revelations, der igennem store, flotte billeder og korte, letlæselige tekster fortæller bibelhistorie.

Christina Rantil Smith har dog ikke blot oversat bøgerne, men har tænkt dem ind i en dansk folkekirkelig sammenhæng og især tænkt på dem som undervisningsmateriale for konfirmander. For som præst bruger hun kunsten i forkyndelsen.

Illustrationerne i bøgerne er kunsthistoriske klassikere fra Rembrandt til Botticelli, og bøgerne har både en kunsthistorisk og en religionspædagogisk værdi. De to første bøger, om hhv. undere i det Nye Testamente og historien om Jesus er allerede kommet, mens to andre, om kvinder i Det gamle testamente og historien om Moses, er på vej.

- Når jeg lytter til, hvad andre mennesker kan se ved at se på billeder, så fortæller det mig noget om dem. Så man lærer noget nyt om et menneske, når det fortæller, hvad billederne viser dem, siger Christina Rantil Smith.

Man ser det samme samtidig
- Jeg har opdaget, at et billede giver et mere fælles udgangspunkt end ord. Og jeg bruger ofte billeder i min konfirmandundervisning eller holder billedprædikener. Når man taler, så følger det ene det andet i en eller anden rækkefølge, men ved billederne er rækkefølgen der ikke. Der er ikke noget, der kommer før noget andet, man ser det samme og ser det samtidig. På den måde bliver billedet et fælles udgangspunkt.
 
- Og alligevel kan billederne blive ved med at byde på noget nyt. Pludselig er der en konfirmand, som opdager en ny detalje, som jeg måske ikke selv har været opmærksom på, siger Christina Rantil Smidt.
 
Er det så mest den figurative kunst, du bruger?

- Ja det er det jo nok, selvom jeg også mener, at farver i sig selv kan sige os noget. Men det er vigtigt, at billederne vil fortælle noget, for jeg bruger billederne som en slags forkyndende redskab.
 
Nul forkyndelse
Har du en holdning til moderne kristen kunst? Kan den lykkes?

- Det kommer meget an på hvilken kunstner, vi snakker om. Hvis jeg må være så fri at sige det, så synes jeg for eksempel Ribe Domkirke er en skandale. Der er simpelthen nul forkyndelse i det, og jeg går hverken rystet eller beriget derfra. Det er da både sjovt og skægt med de der smølfer, men det stritter i alle mulige retninger.
 
- For mig at se, må der ikke være for stor modsætning mellem det, der foregår i kirken og det, der er på væggene.
 
Barndommens land
Har du selv et favoritbillede?

- Ja det har jeg faktisk, men det kan vist ikke egentlig kaldes kunst. Det hænger her ved siden af mig og er et gammelt andagtsbillede, som har været min mormor og morfars. Det hedder Aftenklokken, og viser en bondemand og hans kone, der står sammen på en mark med en kirke i baggrunden. Det billede elsker jeg. Det har en enkelhed over sig, og så har det noget af min barndom med i sig, og barndommens land er vel et land, vi alle længes efter.
 
- Andre vil sikkert se på det og tænke, det var dog det argeste kitsch.