Maleren Cranach prægede reformationen

Lucas Cranach brugte faste skabeloner for mange af sine billeder. Dermed kunne han være så usædvanlig produktiv. Her er det et udsnit af "Adam og Eva". Foto: Staatliche Kunstsammlungen, Dresden.

Lucas Cranach d.æ. (ca. 1472-1553) levede side om side med Luther i Wittenberg og var med sine malerier i protestantisk stil med til at bære det lutherske budskab frem, mener lektor Carsten Bach-Nielsen

Interview med lektor lic. theol. Carsten Bach-Nielsen, Afdeling for Kirkehistorie, Aarhus Universitet.

Reformationens reporter

Lucas Cranach er blevet kaldt reformationens reporter, er det en beskrivelse, du synes passer?

- Nej, ligefrem reporter ved jeg ikke, om jeg vil kalde ham, men der er ingen tvivl om, at han var med til at bære reformationen frem. Han har helt afgjort set et stort kunstnerisk potentiale i den lutherske reformation, men dette betyder ikke, at han ikke også havde kunder på den anden side. Han har for eksempel lavet billeder til en katolsk kirke i Halle og Berlin. Og han har også malet mange motiver fra den klassiske mytologi.

Jomfru Maria som en net tysk kvinde

Hvad er det, der gør hans reformatoriske billeder til protestantisk kunst?

- Jeg synes, man kan sammenfatte det i ordet hjemliggørelse. Mange af de motiver, han maler, finder man også i katolske malerier. Men hos Cranach er jomfru Maria malet som en net tysk kvinde med blond hår. Helgenerne er ikke længere nogen, der skal tilbedes, i stedet drager han de hellige personer ind i vores hjemlige rum. Eller også maler han helgenerne ud fra en kirkehistorisk interesse.

Mediestrategi

- Luther var overhovedet ikke interesseret i billedkunst, men derimod meget i musik. Men han opdagede, at det var svært at gennemføre reformationen på landet, fordi bønderne ikke kunne forstå de nye tanker. Så Luther og Cranach beslutter i fællesskab, at der skal laves nogle malede tavler, der klart og pædagogisk viser himlen på den ene side og helvede på den anden, og at vejen til frelsen går gennem Kristus.

- Og det særligt smarte ved Cranachs malerier er, at hans stil er nem at kopiere. Man kan sige, at Cranach har sin egen mediestrategi. For han havde et helt hold svende til at male i hans stil og dermed udbrede budskabet. Og på den måde blev der sat skub i den reformatoriske bevægelse også på landet.

- Og da Luther får bragt bogtrykkerne til Wittenberg, udfylder Cranach også her en afgørende rolle. Han bliver en slags grafisk fornyer, ja der opstår faktisk en hel bogstil, som er præget af Cranach. Han laver forsider, billeder og billedindramninger som bliver masseproducerede i stor stil.

- Som det er tilfældet med meget ældre kunst, kan det derfor ikke altid give mening, at spørge om, hvor meget der er mesterens eget værk, og hvor meget der er lavet af hans svende. Alle fyrsterne i de protestantiske fyrstendømmer i Tyskland ville for eksempel have et Lutherportræt, og derfor var det nødvendigt, at Cranach havde nogen til at hjælpe sig med at lave alle portrætterne. Det Luthermaleri, der hænger på Statens Museum for Kunst, kan derfor sagtens i overvejende grad være malet af Cranachs svende.

Det er ikke så alvorligt det hele

Hvis man ser bort fra det protestantiske projekt, har Cranach så en kunstnerisk værdi?

- Ja, i høj grad. Og faktisk har vi en fremragende samling af Cranachs værker i Danmark på Statens Museum for Kunst. Det raffinerede ved hans stil er enkeltheden. Det er ikke mesterlige værker som for eksempel Albrecht Dürer kunne lave dem, tværtimod sætter Cranach det ned i noget overskueligt. Samtidig er der noget smart, noget pikant, ja ligefrem noget erotisk og udfordrende ved hans stilart.

Bringer han noget nyt til kunsten?

- Altså på en måde kan man sige, at han står halvt på skuldrene af netop Dürer. Samtidig er han stærkt inspireret af en italiensk eller sydtysk stil, som han bringer nordpå. Han videreudvikler det tyske landskabsmaleri, og lader det være præget af en særlig dybde i farverne, maler dybe dale og store træer, sådan som han har kendt det fra sin hjemstavn (Kronach i Franken red.).

- Han udfolder store landskaber med ganske små mennesker, og i disse landskaber er det, at kunsten tager over. Samtidig er der meget renæssance i ham. Hans værker er præget af den nye individualitet, som vinder frem med renæssancen. Og så har han en humor i mange malerier, Han bruger sin fantasi og tilføjer sine motiver en humoristisk fortolkning og i øvrigt også en ret erotisk. Det er som om han vil sige, det er ikke så alvorligt det hele.