Nonner skildres i fem film

Nonner har altid været genstand for omverdenens opmærksomhed, ikke mindst i fiktionens verden. Kristendom.dk har samlet fem filmiske skildringer. Foto: Foto: Stefan Vase

Nonneordener har altid været omgivet af mystik og forestillinger i det verdslige samfund. Således er de også blevet skildret i en lang række film. Kristendom.dk har samlet et lille udvalg

Den indelukkede verden, de hellige ordener udgør, har altid fascineret den verdslige del af verden. Også i moderne tid har fiktionen prøvet kræfter med at skildre især nonneordener, ikke mindst inden for filmens verden. Kristendom.dk har samlet følgende fem eksempler.

Dead Man Walking (1995)
En nonne besøger en dødsdømt fange og lover ham, at hun vil hjælpe med at formulere hans sidste appel. Så enkelt kan situationen i Dead Man Walking beskrives, men den enkle situation giver filmen lejlighed til at rejse en lang række problemstillinger. Det er almenmenneskelige problemer som at komme overens med sin skyld, forstå sin egen sorg, og ganske simpelt at tænke over, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. 

Nonnen i filmen, søster Helen, skildres ikke som en rigoristisk, lovreligiøs kvinde, der ved, hvad der er sandt, men i stedet som en person, der tror på Guds tilgivelse og på at mennesket må arbejde med sig selv for at lukke den ind. Dovenskab ikke at engagere sig i sit eget og andres liv bliver den store synd. Nonnefiguren er her fremstillet som et engageret religiøst menneske, der ikke er lukket inde i en klosterverden, men som simpelthen blot tager sin tro alvorligt. Dead Man Walking er vidt berømmet og absolut værd at se ikke mindst for denne friske vinkel i forhold til skildringen af nonnen.
 
Filmen er baseret på den selvbiografiske bog af samme navn, som den romersk-katolske nonne Helen Prejean har skrevet om sine oplevelser med fanger på dødsgangen. Hun er siden blevet en arg modstander af dødsstraf, hvilket hun ser som en naturlig forlængelse af den katolske kirkes modstand mod abort.

|
The Sound of Music (1965)
Denne musicalklassiker omhandler en østrigsk nonne, Maria, der endnu ikke har taget sit fulde nonneløfte. De andre nonner i klosteret finder hendes flygtige væsen og hendes tendens til at snige sig op i alperne for at synge kritisabel. Hun bliver derfor sendt til den lokale enkemand, von Trapps, slot for at blive opdrager for hans uregerlige børneflok. 
 
Efter mange forviklinger finder Maria ud af, at hun er blevet forelsket i von Trapp og flygter tilbage til klosteret, fortvivlet over at hun har svigtet Gud. Her forklarer den gamle abbedisse hende imidlertid, at det ikke altid er op til mennesket at vælge, hvordan man skal tjene Gud. Måske er Marias kærlighed til von Trapp netop Guds plan.
 
Filmen har forbløffende mange temaer for en musical, men i forhold til nonneskildringen er det interessante netop abbedissens reaktion. Uden selv at være i tvivl om det rigtige i at være nonne, er hun klar over, at hendes egen Gudstro ikke er den eneste, der kan fungere og være gavnlig. Dette nuancerede billede af religiøse dogmer er en sjældenhed i musicalgenren, der ellers enten skildrer religiøsitet dybt satirisk eller naivistisk fredfyldt og godt. 

[size=1]|[/size]
[size=1]Doubt (2008) 
[/size]John Patrick Shanleys skuespil Doubt blev i 2008 lavet til denne film, der skildrer en katolsk skole i den foranderlige tid midt i 60erne. Nærmere bestemt foregår filmen i 1964, altså året inden afslutningen af det andet vatikanerkoncil, der drastisk reformerede den katolske kirkes praksis, ikke mindst i skolevæsenet.

En af de præster, der er påvirket af tidens nye ideer, er Fader Flynn, der forsøger at være mindre dogmatisk og mere menneskelig end eleverne er vant til. Den øverste nonne, søster Aloysius, er ikke begejstret for de nye toner, men hvad værre er: hun har en mistanke om, at Fader Flynn ikke har rent mel i posen.

En subtil magtkamp begynder imellem de to, hvor den unge nonne Søster James, hvirvles ind i en verden af tvivl om, hvem af de to der har moralen på sin side. Filmen stiller er lang række spørgsmål om, hvor de menneskelige relationer bliver af i den strikse ordensverden og tager fat i de mest grundlæggende problemer, der har plaget den amerikanske katolske kirke siden midten af det 20. århundrede. Hvordan kan en ældgammel, langsom institution forenes med et samfund, der udvikler sig så hurtigt? Hvordan kan dogmatisk sikkerhed forenes med sekulær tvivl?

[size=1]|[/size]
[size=1]Sister Mary Explains It All (2001)
[/size]Denne filmatisering af teaterstykket Sister Mary Ignatius Explains It All for You er nærmest et satirisk anklageskrift imod den strenge, katolske pædagogik, der især opererede i katolske skoler i USA i 50erne og 60erne. Skuespil- og manuskriptforfatteren Christopher Durang gik selv som barn i katolske skoler.

Hovedpersonen Søster Mary der spilles af Diane Keaton instruerer et interesseret publikum i katolicismens dogmer. Hun assisteres af sin 7-årige yndlingselev og en lille gruppe af tidligere elever, der opfører en absurd udgave af et krybbespil. Under krybbespillet kommer det gradvist frem, at alle de tidligere elever har dybe psykologiske traumer som følge af Søster Marys dogmatiske undervisning.

Søster Mary er åbenlyst en karikatur, men hun bruges i filmen til at stille skarpt på en skyggeside af nonneordenernes virke i verden. Filmen stiller og besvarer negativt spørgsmålet om, hvorvidt det er det klogeste i verden at lade folk, der er dogmatisk sikre i deres tro belære børn om, hvad der er rigtigt og forkert.

Nonnen eller The Nuns Story (1959)
Nonnen er baseret på en bog af Kathryn Hulme, der er en fiktionaliseret udgave af den virkelige, belgiske nonne Marie Louise Habets livshistorie. Audrey Hepburn spiller den belgiske Søster Luke, der opgiver en lovende karriere inden for medicin for at blive nonne. Dette fører til en konflikt med hendes far, der selv er læge. I klosteret finder Luke det svært at indordne sig i den hierarkiske nonneorden, hvor hendes åbenlyse talent for medicin ikke er nok til at hun får respekt. 

Filmen former sig som en serie af prøver på hendes tro, ikke mindst under en udsendelse til Afrika. Den stiller det forbløffende moderne spørgsmål, om man i en global og kompleks verden tjener det gode bedst i en institution med så mange traditioner og bagage som en katolsk nonneorden. Nonnen er en klassiker inden for genren nonneskildringer, og blev allerede i sin tid fremhævet som en meget realistisk fremstilling af de dilemmaer, medlemmer af nonneordener står overfor.