Når stenene bliver til næring

Indgang til "Tankegangen" på kirke- og kulturcentret Tuskær i Vestjylland. - Foto: www.tuskaer.dk

- Det er vigtigt for mennesker at få oplevelser, der gør, at vi ser de store linjer i livet, siger Elin Nilsson, der på 20. år driver sit livsværk, Kunst- og Kulturcentret Tuskær i Fjaltring

Da Elin Nilsson tidligere på måneden holdt sin 70-års fødselsdag for 90 venner og bekendte på sit sted, Kunst- og Kulturcentret Tuskær, ville hun ikke have taler. Dem havde hun frabedt sig.

I stedet for at sidde og høre om fødselarens fortræffeligheder skulle gæsterne lægge øre til en lille koncert med gospelsangerinden Etta Cameron, "så de kunne komme ind i en speciel og god stemning fra starten", som Elin Nilsson siger. Derefter var der buffet og nogle gode borde, "så folk kunne tale sammen om noget".

Dette "noget" er ikke bare noget hvad som helst. Når man møder den spinkle, vævre dames faste blik i nogle meget blå øjne, er man ikke i tvivl om, at både samvær og ensomhed skal handle om "noget".

I 20 år har Elin Nilsson for egen regning og risiko drevet Kunst- og Kulturcentret Tuskær ved Fjaltring i Vestjylland, og støt og roligt har stedet udvidet sin samling af tekstiler, skulpturer og maleri. Her i den gamle strandfogedgård i ly af klitten ligger Tuskær lige langt fra havet og det nærmeste hus og er blevet et samlingssted for egnens beboere og et sted, hvor tilrejsende kunstnere kan finde ro til arbejde.

En af gaverne fra fødselsdagen, billedkunstneren John Olsens sorte fedtbillede af Elin Nilssons store hund, ligger stadig fremme på bordet i det lille aflange rum, som Elin Nilsson har døbt Tankegangen. Billedet ligger øverst i en bunke og bliver nærmest oplyst af Knud Hvidbergs store billede i guld, "T-form", som hænger for enden af væggen og er en gave fra Ny Carlsberg-Fondet.

Alt på stedet har en renhed i farve og udtryk - lige fra de etniske tekstiler, Kirsten Lockenwitz' skulpturer og fotografierne af ornamenteringer på vikingeskibet "Osebergskibet" til de hvidskurede vægge med synlige, gamle loftsbjælker. Og man kunne næsten sige: Til Elin Nilsson selv.

De daglige ture ved havet har sin indflydelse på det.

- Når man går i naturen, er man i kontakt med det egentlige i sig selv, og man lærer at skærpe sin opmærksomhed over for værdier og skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, siger hun.

Og den skelnen har der været brug for mange gange, når de materielle krav til tilværelsen har trængt sig på. Elin Nilsson har i perioder haft så få penge, at hun ikke havde råd til et par nye strømper. Alligevel føler hun, at Vorherre holder hånden over hende.

- Når jeg kom til Lemvig og så folk med store plastikposer, undrede jeg mig over, hvordan de fik råd. Ved hvert efterårs begyndelse er pengene brugt, og flere gange har jeg tænkt, at "i år klarer jeg den ikke". Alligevel er det gået hver gang. Jeg skulle bare fortsætte, og så er hjælpen kommet. Jeg føler, jeg bliver prøvet i tillid, og jeg ved, jeg får hjælp. Jeg sætter mig stille ned og spørger, hvad jeg skal gøre, og så får jeg impulser til handling. Jeg er lydhør, også lige nu, og jeg kan mærke, at Tuskær fortsætter mange år endnu, siger Elin Nilsson.

Hun er vokset op i købmandshjem på Møn med en mor, der kunne synge og fortælle eventyr, og en kunstinteresseret far. De har været med til at skabe den klangbund i Elin Nilssons sind, der gjorde, at hun blev fuldstændig grebet, da hun som ung pige i huset i Wien mødte den klassiske musik. Og da hun året efter, i 1957-58, på et vinterkursus på Askov Højskole mødte de franske impressionisters kunst. Kunsten gjorde et aldrig udslettet indtryk på den unge elev. Hun stod gerne i kø udenfor Operaen i Wien og fik helt konkret hjertebanken ved det første møde med lysets malere.

Så egentlig ville hun gerne selv være kunstner. Hun fik undervisning af komponisten Bernhard Christensen og ville søge ind på konservatoriet, men det passede ikke til hendes temperament at sidde stille og øve i otte timer om dagen. Hun havde for megen uro i kroppen, så hun uddannede sig til bevægelsespædagog, tog linjefag i musik på seminariet, underviste og lærte at væve hos billedvæver Berit Hjelholt. Hun studerede Jung og tog på kunstrejser.

Al den bagage brugte hun, da hun i 1970 startede det første egentlige grønlænderhus i Danmark. Det var i Holstebro, hvor hun boede med sin daværende mand Reidar Nilsson. Elin Nilsson underviste i forvejen de unge grønlændere, men de savnede et sted, som kunne minde om et hjem, og da Elin Nilsson ikke følte, at hun udrettede, hvad hun skulle som lærer, besluttede hun sig for at starte Grønlænderhuset.

- Jeg var så langt nede og følte, at jeg ikke havde noget at give, da en klog kvinde sagde til mig, at jeg skulle skabe mit eget miljø. Og når man er tom, kan man blive fyldt, så pludselig følte jeg det sådan og tænkte, at jeg skulle skabe dette hjem for unge grønlændere, der havde brug for omsorg. Vi lavede alt muligt med sange, salmer, grafik og alverdens ting, og jeg fandt ud af, hvor vigtigt det er, at man bruger sit potentiale. Vi har fået nogle betroede talenter, og når de bliver brugt, blomstrer vi som mennesker, siger Elin Nilsson.

Det blev et frugtbart arbejde, men også hårdt, og til sidst blomstrede Elin Nilsson ikke selv. Hun flyttede med Reidar Nilsson til Fjaltring, hvor han reetablerede Tukakteatret, som han havde startet i Grønlænderhuset. Men Elin Nilsson kom til kræfter og afholdt kurser og seminarer. På et tidspunkt skulle hun og Reidar dog hver sin vej, og hun flyttede få hundrede meter sydpå og startede sit helt eget sted. Men ikke uden personlig kamp.

- Når man kommer til de virkelige skæringspunkter i ens liv, kan man enten vælge at blive bitter, eller man kan vælge at arbejde med problemerne og forvandle dem. Hvis man kan blidgøre de sten, der ligger på ens vej, bliver de til næring for én. Men noget skal smeltes om, og man skal igennem en forvandling. Og pludselig en dag er man igennem det, og man aner ikke, hvordan det er sket. Jeg syntes, jeg var i en tunnel, og pludselig var jeg ude af den. Jeg kan kun betragte det som en nåde. Det kan bedst siges med et vers fra Grundtvigs salme "Hil dig, frelser og forsoner!": "Derfor beder jeg med tårer:/Led den ind i mine årer/floden, som kan klipper vælte/floden, som kan isbjerg smelte/som kan blodskyld tvætte af!". Det er lige det med at smelte de isbjerge ... Man skal selv arbejde med det, og får man tøet alt det gamle op, flyder energien, siger Elin Nilsson.

Sin egen optøede energi har hun brugt til at skabe det sted, hun drømte om i 1985. Et sted, hvor egnens beboere hver onsdag samles til sangaftener, og hvor kvinder hele vinterhalvåret går til gymnastik og dans - med den 87-årige forfatter Jytte Borberg som den ældste.

- Jeg har fået det sted, jeg drømte om, hvor jeg selv og andre kan få inspiration til vores liv. Vi skal jo hele tiden have oplevelser, som gør, at vi ser de store linjer, siger Elin Nilsson.

Med hjælp fra Ringkøbing Amt, fonde og projektmidler kan hun gå i gang med planlægning af næste års program. Tre dage i træk skal violinisten Elizabeth Zeuthen Schneider og pianisten Ulrich Stærk spille alle Beethovens sonater, Susse Wold skal fortælle, og fotografen Kirsten Klein skal udstille. Så meget er fastlagt. Men der skal planlægges meget mere, og Elin Nilssons egen udfoldelse som væver bliver der ikke tid til.

- Du kan ikke drive sådan et sted, hvor der skal være liv hele året, og samtidig have tid til selv at fordybe dig kunstnerisk. Men jeg har jo vævet Tuskær. Det er min store vævning.