Bog

Roman om klassiske manderoller er klaustrofobisk, stressende og absurd sjov

4 stjerner

Den toneangivende svenske forfatter Jonas Hassen Khemiris nye bog er et absurd opgør med en fraværende far

Han kan stresse en romans stemning, svenske Jonas Hassen Khemiri, på en sådan måde, at man som læser bare håber på, at der må åbne sig en fredfyldt oase for romanens personer, som de et øjeblik kan hvile i. I ”Farklausulen” under man dem virkelig et par fredfyldte øjeblikke; at betragte denne familie, der prøver at være hinandens fædre, sønner og døtre og en lille smule mødre, men hele tiden ligesom ikke rigtigt får det til at fungere: det føles undertiden som at bevidne et trafikuheld i slowmotion.

”Farklausulen”, som er forfatterens femte roman, handler om tre generationer og deres besvær. Romanens personer gives ingen navne, men beskrives kun i deres familierelationer, som eksempelvis ”en far, som er en søn”.

Det er sjovt, og også lidt trættende. Hvis vi tager de ældste først, så er der farfaderen, som er far til en søn og en datter. Denne farfar har boet i Sverige, da hans egne børn var små, men nu opholder han sig i et sydligere land og er kun i Sverige et par gange årligt – her kan han forene det praktiske med lige at sige hej til afkommet, få ordnet lægebesøg og sikre sig mod dobbeltbeskatning. Når far kommer, skal han bo i sønnens kontorlejlighed, det var en gammel aftale, en ”farklausul”, nu har det stået på i 17 år.

Romanens hovedperson, som er sønnen af faderen, og som selv er far til en søn og en datter, oplever i den grad sig selv fanget i et hamsterhjul af virkelighed og andres og egnes forventninger. Han vil ikke være som sin patriarkalske, fraværende far, og derfor er det ham, der går hjemme med de små i en evig spiral af bleer og gråd og reproduktivt arbejde, mens hans kone kører karrieren.

Ikke mindst måltiderne, hvor det økologiske naturligvis skal være på plads, er et stressmoment uden lige.

Nu melder hovedpersonens far så sin halvårlige ankomst, og hvis der er noget, som Khemiri er eminent til, så er det at skildre denne patriarkalske fars selvforståelse.

Han er en type, der kan måle sig med Woody Allens jødiske mor fra talrige film, og jeg kom flere gange til at tænke på Omar Shargawis film om sin far, ”Western Arabs”.

Farfar er ideligt skuffet over afkommets manglende opbakning. Selv er han skredet fra koner og børn og har aldrig følt noget egentligt ansvar for noget eller nogen, han har synsproblemer på grund af diabetes og dulmer sorgen med søde sager. Her er han lige ankommet med sin store kuffert fra udlandet til lejligheden i Sverige, nu ligger han på sofaen, og børnene ringer:

”Hans svenske mobil ringer. Indimellem svarer han. Som regel gør han ikke. Han er træt. Han er døende. Han kan alligevel ikke se, hvem der ringer. Han kan ikke snakke lige nu, for Ellen DeGeneres’ show handler om, hvordan man kan være gode venner med sin eks.”

”Farklausulen” er en både klaustrofobisk, stressende og absurd sjov roman. Hos Khemiri er udfordringen med at gøre det godt nok som forældre så garneret med den ekstra udfordring, at den unge generation ikke har en ældre generation, den kan læne sig op ad, men både skal yde omsorg for forældregenerationen og børnene.

Jeg kunne sagtens se denne roman omskrevet til film, og det er i virkeligheden denne lidt for film-plottede dimension, som vokser frem i romanens anden halvdel, som er romanens svage side. J