Boguddrag

Søren Pind i ny bog: Kristendommen minder os om det enkelte menneskes ukrænkelighed

”Frie ord” er Søren Pinds personlige fortælling om sin tid i dansk politik gennem 30 år og en dybdegående analyse af dansk politiks udvikling fra 1970'erne til i dag. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Efter 30 år i dansk politik fortæller Søren Pind historierne fra det levede liv og analyserer de dybereliggende politiske bevægelser, der har forandret verden. Læs et uddrag af kapitlet "Bornholm" fra bogen her

Vi ankom til Bornholm i 1977. Min far var taget i forvejen og havde købt et hus. Min mor græd, første gang hun så det.

Det var et lille husmandssted med en bolig og en stald. Det lå, som vi, der boede i området, bemærkede med stolthed, ved siden af Maglegaard: den gård, kongen gav Bornholms Befrier, Jens Kofoed, i 1658. Op til en gravhøj, smukke marker og skove og med kig til vandet.

Men stedet var gammelt. Og skulle istandsættes og ombygges. Et projekt, der tog mine forældre ti år, med flittig hjælp fra min bror, og skaffede mig en livsvarig afsmag for at beskæftige mig med noget som helst praktisk. Jeg svor dengang, at jeg ville være så velhavende, at jeg uden at tænke over det kunne ringe efter en håndværker til alting. Det har siden vist sig at være knap så praktisk en beslutning.

Danmark i slutningen af 70’erne var formodentlig et af de steder i Vesten, der var mest forskelligt fra det kulturelt konservative Schweiz. Ungdomsoprøret var slået hårdt igennem, den socialdemokratiske velfærdsdrøm var gennemført konsekvent, og den medfølgende økonomiske og politiske bekymring det samme. Der var en overgang, hvor selv små børn vidste, hvad betalingsbalanceunderskud var for en størrelse. Finansminister Knud Heinesen talte i direkte fjernsyn om, at Danmark var på vej mod afgrundens rand.

Danmark var for mig ikke et trygt sted at komme til. Det kan også skyldes, at jeg som sagt var en tynd, lille, enøjet, bebrillet fransktalende dreng, bevares. Men jeg er nu ikke sikker. Man kunne som barn mærke bekymringen. Når man – efterhånden ved en fejl – kom til at tænde for radioen, brølede Bjarne Jes Hansen „vi voksne kan også være bange“ ud i æteren. Det politiske klima var én ting. Men tilsatte man den ingrediens, Jes Hansen egentlig sang om, nemlig den kolde krig, steg angsten til eksistentielle højder. Fortællingen om de magtesløse forældre over for de store mænd i verden handlede om Vestens og Sovjets eksistenskamp.

Begge parter baserede deres eksistensstrategi på atomvåben. Sovjet på offensiv brug i kommunismens ideologiske kamp for at udrydde kapitalismen og borgerskabet. Som det var gået det russiske borgerskab, således skulle det gå verdens. Vestens – NATO’s – strategi var baseret på defensivt brug. Navnene på strategierne anvendte af og til sigende forkortelser, akronymet MAD for eksempel. Det stod for så meget som Mutually Assured Destruction og beskrev atomvåbnenes perverse logik: at sendte den ene part atomvåben mod den anden, ville den anden svare igen med hele sit arsenal. Man udviklede en finere viden om de forskellige tilgange – Frankrig havde for eksempel deres egen strategi: Gik russerne ind i Europa, sendte man første bølge af sted. Trængte de ind i Frankrig, den næste. Nærmede de sig Paris, den sidste.

På Bornholm mærkede man, at det var alvor. Nexø og Rønne var i krigens sidste år blevet bombet sønder af russerne, og folk huskede det. Bitterheden sine steder over, at Bornholm fra 1945 til 1946 var forblevet russisk okkuperet og ikke, blandt andet på grund af de danske myndigheders slendrian, fik lov at fejre friheden 5. maj med resten af landet, sad dybt. Man huskede den grænseløse adfærd, russiske soldater havde udvist. Da øen i 1946 blev overgivet til Danmark, fulgte en klausul med om, at udenlandske soldater aldrig måtte sætte fod på øen – der skulle kun være danske af slagsen.

Det betød, at da et amerikansk militærorkester, på bornholmsk invitation, skulle give koncert i 1982 på det traditionsrige bornholmske dyrskue i Almindingen, indløb truende protester fra den sovjetiske ambassade i København. Ubehageligt. Det lykkedes først at gennemføre koncerten i 1985. En af grundene til, vi var flyttet hjem, var, at min far ville starte sin egen tandlægepraksis. Angiveligt var udlændingereglerne sådan i Schweiz, at man godt kunne arbejde som assistent, men ikke eje sin egen praksis. Far ville være selvstændig, det betød noget for ham, og hjem tog vi. Den for mig lidt sørgmodige afslutning på vores udlandsophold har indpodet mig vigtigheden af en fast – men også fair – udlændingepolitik. Jeg har den dag i dag svært ved at se fairnessen i det krav, der fik os til at rejse. Men så var jeg jo gået glip af alt det, der siden skete.

Hans valg faldt på Østermarie, en lille, men stolt landsby med 600 sjæle, midt på Bornholm. Mindre kendt end nabobyen Østerlars med den smukke rundkirke. Lidet klædeligt og med slet skjult misundelse over, at østerlarsboerne havde dette klenodie, lærte jeg hurtigt jargonen om, at folk fra Østerlars var „roeædere“. Gerne sagt med en let snøftende foragt. Jeg ved ikke, hvad østerlarsboernes givetvis lige så nedladende tilnavn for os fra Østermarie egentlig var.

Når talen faldt på Østermaries lidenhed, blev der altid tilføjet en lille selvbevidst bemærkning: „Men der er et stort opland, jo.“ Og det var sandt. Østermarie havde tre banker, tre købmænd, en brugs, to elektrikere, to VVS’ere, en skohandel, en cykelhandel, en slagter, et hotel, en bager, en legetøjshandel og kiosk, en papirhandel, en korn- og foderstofhandler, et lægehus, et bibliotek, tre tankstationer, en bilforhandler, et par autolakerere, en skole, en idrætshal, et posthus, en grill og mere endnu.

Det er så godt som alt sammen borte nu, og det giver mig et sug i maven af savn at køre igennem de øde gader og huske, hvilken kommers der engang var her. Dog har det kunnet fremkalde smilet, at byen i de senere år har opkaldt mærkelige steder i byen med vejnavne efter kendte danskere – prins Henrik, Henning Moritzen, Gitte Hænning med flere har alle været i Østermarie for at modtage denne hyldest. Tabet af det nære skal vi vende tilbage til.

På skolen var der en splittelse mellem de nye lærere, uddannet efter 1968, og de gamle. I det hele taget var der underliggende spændinger, som for de erindringsløse i nutiden må være svære at forstå. Men som for et barn føltes meget konkrete. Et slagsmål mellem det Ritt Bjerregaard tillagte „hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære“ og den mere gammeldags skole, hvor kravene om egentlig indlært viden var lidt anderledes og mindede om det, jeg kendte fra Schweiz.

Der midt i første klasse skulle jeg så starte i skole. Jeg skulle aflægge en læseprøve på skoleinspektørens kontor. Og jeg var overbevist om, at jeg kun kunne læse på fransk. Men på en eller anden magisk – forekom det mig – måde faldt det på plads inde ved skrivebordet. Og jeg læste op på klingende dansk. Jeg kan stadig huske triumfen, da min mor og jeg gik ud, og jeg råbte „jeg ku’, jeg ku’“. Åbenbart var læsning et internationalt fænomen. Ikke bare et fransk.

Tiden var utryg, men stedet var det ikke. Et enormt netværk af legekammerater og muligheder åbnede sig for mig. Det har siden været mig en kilde til ærgrelse, at det ikke lykkedes mig at give mine børn en opvækst på landet frem for i den store by.

I vores nabolag lå større og mindre gårde og husmandssteder, og der var masser af børn. En af familierne boede lidt længere nede ad Maglegaardsvej – fire børn. To piger og to drenge. Luthersk-missionsk. Der blev bedt bordbøn ved hvert måltid. Og samtidig var kærligheden og varmen til at tage og føle på. På den lille øverste etage, hvor tre børn havde værelser, hang et hjerte med ordene „Hvor der er hjerterum, er der husrum.“ Og det var der. Talrige sommernætter og vinteraftner tilbragte jeg i det fantastiske hjem, hvor der blev slidt med jorden, hvor morens lærergerning flød sammen med husmorens virke, og hvor natur, himmel og jord blev til noget særligt.

For mange danske i dag forbindes den luthersk-missionske kristendom med afsavn og hårdhed. Sådan så jeg det ikke. Der var mange gode ting i den hverdag, denne familie havde. Og kærligheden var stor.

En dag i begyndelsen af 80’erne, under min ungkonservative periode, hvor jeg kort fortalt mente, at BZ’erne skulle have bank, og forsvaret styrkes, bemærkede jeg sejrssikkert, at politiet burde give de unge en ordentlig dragt prygl – længslen efter orden igen … Til min store forbløffelse bemærkede husfaren, at de også var mennesker, og de skulle behandles ordentligt. Sådan kan kristendommen pludselig komme fra alle hjørner og erindre om det enkelte menneskes ukrænkelighed. Det er en god livsfilosofi at bære med sig – desværre er det mere glemt i dag end dengang.