Tvivlens profet: Günter Grass og kristendommen

Med Günter Grass er en af de mest betydningsfulde stemmer i tysk litteratur død. Hans forfatterskab vrimler med henvisninger til kristen tradition – men hos Grass er de kristne motiver tømt for religiøst indhold

Jesus-barnet, der trommer det glade budskab, så kirken runger. En apokalyptisk tilstand, hvor mennesket er fortabt, og rotterne har overtaget herredømmet. En traditionel liturgisk hymne, der bliver omdannet til en tvivlens lovsang.

Man finder et hav af referencer til kristendommen og den kristne tradition i tyske Günter Grass’ forfatterskab, helt fra de første udgivelser i midten af 1950’erne til Grimms Wörter i 2010. Günter Grass døde tidligere på måneden og med ham både en betydningsfuld litterær og samfundskritisk stemme. 

Romanforfatterens kristne motivreservoir spænder vidt. Fra Danziger trilogien – altså "Bliktrommen", "Katten og Musen" og "Hundeår" - med de utallige bibelreferencer og tematiseringen af forholdet mellem skyld og uskyld over beskrivelser af menneskets undergang i Rottesken til lyriske modspil af liturgiske tekster som i ”Meißner Tedeum”. Når man først er på sporet af det bibelske sprog og de bibelske motiver i Grass’ værkunivers, er høsten overvældende.

Den katolske kirke er en af de prægende kræfter i Günter Grass’ barn- og ungdom. Kirke, messe og skriftestol hører til hans hverdag. I et interview forklarer Grass selv:

”Jeg var troende i katolsk forstand indtil mit 19. leveår, der begyndte det så at smuldre.” Det var dog først mange år senere, i 1974, at forfatteren trådte ud af den katolske kirke i protest imod biskoppers holdning til abort.

Kristne motiver uden religiøst indhold
Moritz Schramm, lektor i tysk på Syddansk Universitet forklarer, at Grass overtager kristne traditioner, men tømmer dem for religiøst indhold. ”Generelt anvender han mange af kristendommens motiver, men han skriver dem om og sætter oplysningen imod religionens dogma.”
 
Man kan sige, at den tyske forfatter gennemgående benytter sig af kirkelige former og formler for at forkynde en kristen antropologi uden teologisk overbygning for at sprede sit budskab om den uforløste menneskehed.

I Bliktrommen (1959), som ifølge Moritz Schramm står centralt i forhold til Grass’ tematisering af kristendommen, holder Oskar for eksempel en ”trommemesse”. Her vækkes en statue af Jesus-barnet til live og begynder at tromme løs, ja, vi får eksplicit at vide, at trommen for Oskar er ”det glade budskab”.

Tvivlens lovsang
Sammen med de kristne motiver uden religiøst indhold er tvivlen en ledsagerske i Grass’ værker.

”Dig tvivl vil jeg kæderygende længes efter” anråber jeget tvivlen i digtet ”Meißner Tedeum” (1968), hvor Grass på bestilling udarbejder en modsang til Martin Luthers lovsang ”Tedeum” (oversat til dansk i ”O store Gud! vi love dig”). Luthers ord konfronteres af tvivlerens borende spørgsmål:

”Hvem skal jeg love?/Takke hvem?/Skal jeg love dette kaos? Det opdelte nonsens?/ Hvem?”

Men de kritiske modspørgsmål åbner også op for dialog og refleksion, og de traditionelle vers får indåndet nyt liv. Grass’ modsvar fører den gamle liturgiske tekst ind i menneskets nuværende livsverden.

Trods alt bibeholdt Günter Grass et kristent menneskebillede. I hans værker møder vi gang på gang det ufuldkomne og fortabte menneske, der er faldet ud af uskyldstilstanden. Skemaet for den jødisk-kristne frelseshistorie med treenigheden ’Paradis – den faldne skabelse – Guds rige’ bliver hos Grass reduceret til en evig jordisk tilstand, hvor mennesket har brug for frelse, men for altid vil forblive uforløst.

Grass’ overtagelse af kristendommens budskab om mennesket, der har tabt sin uskyld, er bl.a. omdrejningspunktet i den tidlige digt-trilogi ”Vater Unser” (1956), altså ”Fadervor”, hvor det gentagne spørgsmål om det ondes oprindelse nærmest bliver et omkvæd bygget op omkring teodicé-problematikken.

Også i romanen "En længere historie" fra 1995 tematiseres tvivlen i kapitlet med navnet ”Prædiken om tvivlen”, et kapitel, som er blevet kendt for at danne grundlag for tyske præsters prædikener. Som tvivlens profet kommer Grass altså over omveje ind i kirken igen.