Debat

Kun en tåbe frygter ikke en konfirmandmor

Forældreopringninger til præster drejer sig ofte om, at X ikke vil gå ved siden af Y på dagen, parkeringsmuligheder, hvor længe sessionen varer, da maden ellers bliver kold, og er der mulighed for enkeltfotografering? skriver cand.theol. Margrethe Horstmann. Foto: Colourbox.

Den af præster og meningsdannere så frygtede materialisme udspringer gerne fra forældrene. Det er dem, der vil leje en limousine eller rumraket til at befordre konfirmanderne hjem i – eller de siger i hvert fald ikke nej, mener cand.theol. Margrethe Horstmann

Konfirmationen er i sin teologi ikke den unges ja til sin dåb, men Guds ja til sine døbte. At den unge så siger ja og mener det, er ingen hindring for, at han eller hun siger nej i morgen. Sådan er vi mennesker så skrøbelige.

Det er Guds ja i dåben, som i konfirmationsforberedelsen gerne skulle gøres forståeligt for de unge. Et ja, der gælder i såvel gode som i onde dage.

Der hviler i mange mennesker en diffus formodning om, at siger man ja til Gud, siger man nej til overflod, fordi man lærer at tænke på andre end sig selv. Konfirmationsundervisningen er en dåbsoplæringen for barnet, der er på tærsklen til at blive voksen, og hvis det her bliver gjort klart, at alle gaver er fra Gud, og at der også kommer dårlige dage, burde der ikke være noget problem med overflod.

Det store dannelses- og traditionstab, der er sket siden det glorværdige år ’68, som i bund og grund var et oprør mod kristendommen, har imidlertid gjort opgaven med konfirmationer meget omfattende for især forældre, men så sandelig også for præster.

Det er forståeligt, at man gerne vil give sine børn det bedste, især i vor tid, hvor vi bombarderes med billeder af klima- og krigsødelæggelser. Gud gav jo os, sine børn, det bedste, som han havde, nemlig, at hans søn blev menneske som os.

Vi kan næppe komme bort fra, at nogle af vore unge mennesker primært vil have festen (og gaverne), og derfor tager slæbet hos præsten med i handlen. Præsten skal dog ikke forske efter motiverne hos konfirmanderne, men smøge ærmerne op og gøre arbejdet. Der har næppe været et konfirmandhold uden en konfirmand, der stillede lige det spørgsmål, der reddede sæsonen og fratog præsten dennes eventuelle følelse af bedrevidende ugidelighed.

”Kun en tåbe frygter ikke en konfirmandmor,” sagde en klog præst, og det viser sig da også, at den af præster og meningsdannere så frygtede materialisme gerne udspringer fra forældrene. Det er dem, der vil leje en limousine eller rumraket til at befordre konfirmanderne hjem i – eller de siger i hvert fald ikke nej.

Og her kan man stille sig det spørgsmål, om ikke et sådant forældregenereret nej ville være en velgørende gave, sådan at der blev større ørenlyd for Guds ja på den store dag?

Forældreopringninger til præster drejer sig ofte om, at X ikke vil gå ved siden af Y på dagen, parkeringsmuligheder, hvor længe sessionen varer, da maden ellers bliver kold, og er der mulighed for enkeltfotografering? Jo, ansvaret herfor ligger ensidigt hos forældrene. Og man fristes til at sende den pensionerede præst, der har konfirmeret de pågældende forældre, en uvenlig tanke, for der må være et og andet, der ikke har fundet klangbund hos forældrene.

Nu skal man ikke lære konfirmanderne, at deres forældre er nogle arge materialister, og at frelsen er U-landshjælp. Det ender altid i ren politisering. Men som en anden konfirmand, nemlig den tolvårige Jesus i templet, engang blev borte fra sine bekymrede forældre for at tale om Gud, er konfirmationens forkyndelse, at det at blive voksen er at blive borte fra sine forældre – hos Gud.

Det drejer sig for forældrene om at være til stede med barnet ved konfirmationen. En gudstjeneste er ikke blot for konfirmander, men for alle i kirken. At man retter prædiken og talen til børnene giver ikke os andre lov til at lave andre ting undervejs. Vi forbliver jo alle under oplæring, det vil sige, vi er konfirmander livet ud.

Magrethe Horstmann er cand.theol.